Flere opdager lønfejl – har du fået det hele med?

Medlemmer søger oftere hjælp til at få den løn, provision og de feriepenge, de har ret til. For nogle viser fejlene sig først på den sidste lønseddel. Andre har haft penge til gode i årevis uden at vide det
Selv om din lønseddel på overfladen ser rigtig ud, er det ikke ensbetydende med, at du har fået det, du har ret til.
De færreste kan nemlig gennemskue, om de for eksempel får alle deres feriepenge, når de skifter job - eller feriepenge af deres provision, mens de er i job.
Fejl, der ofte først kommer frem i lyset efter opsigelsen, når medlemmer henvender sig til deres fagforening.
Dyrt at skrive under i blinde
Seks ud af ti ansatte har skrevet under på deres ansættelseskontrakt uden at få den øjet igennem af en ekspert.
Og det er problematisk, mener chefadvokat i Business Danmark, Frank Kanlund, hvis jurist-kolleger opdager fejl og væsentlige mangler i langt de fleste kontrakter, de får til gennemsyn.
”Du ville aldrig købe et hus uden at få købsaftalen tjekket igennem. Hvorfor så gøre det med ansættelseskontrakten, hvor der også er mange penge i spil,” siger han.
I årets første ni måneder har Business Danmark registreret 389 sager om løn og provision mod 287 i samme periode sidste år. Det er en stigning på 36 pct. Siden 2022 har væksten i lønsager været hele 63 pct.
Udviklingen skyldes ikke, at flere virksomheder begår fejl, men noget mere glædeligt, vurderer Frank Kanlund.
”Medlemmerne er simpelthen blevet mere opmærksomme på deres løn og reagerer, når noget ikke stemmer. Samtidig har vi ført principielle retssager om feriepenge af provision, det har fået flere til at henvende sig for at finde ud af, om de også har penge til gode,” siger han.
Feriepenge bliver ofte glemt
Omkring halvdelen af medarbejderne og lederne inden for salg og marketing har variabel præstationsløn. Aftaler, der kan være uklare, og som skaber problemer, hvis provisionen pludselig er mindre end forventet, for eksempel under ferier.
Netop retten til feriepenge af provision tog landsretten stilling til i en principiel dom i 2021, hvor en bilsælger fik tilkendt knap 100.000 kr. i manglende feriepenge. Dommen har trukket sager i andre virksomheder og brancher i sit kølvand.
”Når en sag afdækker et problem i en provisionsaftale, kan den få betydning for andre med lignende vilkår. Derfor kan én principiel sag føre til flere henvendelser, også fra ansatte i andre brancher,” siger Frank Kanlund.
Udgangspunktet i ferieloven er, at provisionslønnede skal kompenseres for den provision, de mister under ferie.
”Falder din løn under ferier, fordi du ikke kan tjene provision, kan det være tegn på, at du ikke bliver kompenseret korrekt. Men det kræver en konkret vurdering af nogle andre forhold også.”
Problemerne viser sig, når du stopper
Ansatte med fast løn risikerer også at miste feriepenge. Ofte glemmer virksomheder at udbetale de resterende feriedage til opsagte medarbejdere, men betragter dagene som afholdt i opsigelsesperioden.
Men det kan virksomheder kun, hvis det er varslet korrekt og de øvrige regler i ferieloven overholdes, påpeger Frank Kanlund.
Også provisionsaftaler kan fungere tilsyneladende fint i hverdagen, men skabe problemer, når ansættelsen slutter.
I 2025 var alarmselskabet Verisure i vælten i en sag om garantiprovision og aconto-provision, hvor en medarbejder blev trukket i løn, da han fratrådte. Forsikringskonsulenten vandt sagen. Verisure ankede sagen, men betalte alligevel konsulenten kort før sagen skulle for landsretten.
Blandt ejendomsmæglere oplever Business Danmark også lønproblemer. I en sag fra i år fik en kvindelig mægler 85.000 kr. i kompensation efter blandt andet ulovlig modregning, manglende feriepenge af provision og manglende efterprovision.
Få hjælp til kontrakten og opsigelsen
Ifølge Frank Kanlund er det vigtigt at kontakte sin fagforening, hvis du bliver ansat, opsagt eller tilbudt en fratrædelsesaftale. Hvis du underskriver en fratrædelsesaftale risikerer du at miste muligheden for senere at gøre krav på eventuel manglende løn, bonus, provision eller feriepenge.
”Når man lige er blevet opsagt, er det forståeligt, at man gerne vil have ro og komme videre. Men få os til at gennemgå aftalen først. Vi skal både se på, hvad du bliver tilbudt, og om du har løn og feriepenge til gode, som du risikerer at give afkald på,” siger han.
Det bedste tidspunkt at få styr på dine lønvilkår er, før du begynder i jobbet. Her er begge parter optagede af samarbejdet, og uklare formuleringer kan nemmere ryddes af vejen.
”Når man får tilbudt et nyt job, er begge parter positivt indstillet og åbne. Så send os både kontrakten og den bonus- eller provisionsaftale, der hører til,” opfordrer Frank Kanlund.
Mangler du løn eller feriepenge, skal du underskrive en ny kontrakt, eller er du blevet opsagt? Skriv eller ring på 3374 0200.



