El-firmabiler undgår afgiftshop næste år

Skal du have en ny elbil næste år, så kan du nu ånde lettet op. Den varslede afgiftsstigning på elbiler udskydes endnu et år. Samtidig bliver benzin og diesel 2 kr. billigere. Din beskatning kan dog stadig ændre sig på grund af genberegningen
Der er nu godt nyt fra Christiansborg, som fjerner en ventet ekstraregning på adskillige tusind kroner for dig, der skal købe en elbil eller have en ny elfirmabil i 2027.
Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en skatteaftale, som fastholder registreringsafgiften på elbiler i deres nuværende form i 2027. Dermed slipper kommende elbilsejere i første omgang for prisstigninger på 25.000-45.000 for en bil i 400.000-500.000-kronersklassen, som FDM tidligere har beregnet.
Bilafgiften til debat i 2027
Den nye aftale udskyder de varslede afgiftsstigning til 2028. Her vil registreringsafgiften på elbiler – alt andet lige - stige fra 40 til 48 pct., ligesom den afgiftsfri grænse vil falde fra omkring 419.000 til cirka 366.000 kr.
Inden da kan du se frem til endnu en episode af det politiske drama om de danske bilafgifter. En ekspertkommission skal nemlig i år og igen i 2. halvår 2027 barsle med nye modeller for fremtidens bilafgifter.
For firmabilister er afgiftsudskydelsen ingen garanti for, hvor din individuelle bilbeskatning lander i 2027. Dit beskatningsgrundlag fastsættes nemlig først endeligt senest tre måneder efter leveringen grundet den såkaldte genberegningsregel. Her genberegnes din bils fiktive nypris ud fra priserne på brugtvognsmarkedet tillagt et tillæg på omkring 6 pct.
Lavere brændstofafgift og væk med mellemskatten
Skatteaftalen giver også en håndsrækning til bilister, der kører på benzin eller diesel. I 2027 sænkes brændstofafgifterne midlertidigt svarende til 2 kr. pr. liter inklusive moms. Slår lettelsen fuldt igennem på tankstationen, bliver en tankfuld på 50 liter dermed 100 kr. billigere.
Samtidig udfases mellemskatten gradvist. Grænsen hæves til 673.900 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag i 2027 og til 780.900 kr. i 2028, før mellemskatten afskaffes helt fra 2029. Det kan også komme dig som firmabilist til gode, fordi den skattepligtige værdi af fri bil tæller med i din personlige indkomst.



