• Firmabil
  • Skat

Prishop på din nye el-firmabil i 2027?

Ingen kender prisen på din elfirmabil 2027
  • 07.09.2026
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Skal du lease en ny el-firmabil næste år? Så hold godt øje med både kalenderen og Christiansborg. Fra nytår vil en klassisk firmabil stige adskillige tusind kroner, medmindre politikerne griber ind – igen

Næste år skal du grave dybere i lommerne, hvis du skal have en ny el-firmabil.

Som reglerne ser ud nu, stiger registreringsafgiften på elbiler fra 40 til 48 pct. ved årsskiftet. Samtidig sænkes den afgiftsfri grænse for elbiler fra de nuværende 419.000 kr. til cirka 366.000 kr. i 2027.

Konsekvensen er ifølge FDM en elbil til 400.000 kr. vil stige omkring 25.000 kr., og en elbil i 500.000-kronersklassen vil blive 45.000 kr. dyrere næste år.

Det er dog endnu ikke 100 % sikkert, at afgiftsstigningen bliver gennemført som planlagt.

Stigningen skulle have været indført allerede 1. januar 2026, men ved de afsluttende finanslovsforhandlinger skød politikerne stigningen til hjørne til 1. januar 2027. Samtidig nedsatte forligspartierne en ekspertgruppe, som i år skal foreslå en ny afgiftsmodel på den korte bane – og en langsigtet model om yderligere et år.

Først efter tre måneder kender du beskatningen

For private bilkøbere afgør datoen for bilens indregistrering prisen. Men for firmabilister er det langt mere uforudsigeligt.

Når en ny firmabil bestilles, oplyses firmabilisten om det foreløbige beskatningsgrundlag. Den endelige pris fastsættes først op til tre måneder efter første indregistrering og det sker ud fra markedsprisen på tilsvarende biler på brugtvognsmarkedet tillagt 6 pct.

Indregistreres din nye bil sent i 2026, vil den med stor sandsynlighed først blive genberegnet efter nytår, hvor de højere afgifter i 2027 vil være slået igennem i priserne på brugtvognsmarkedet.

Det er derfor ikke nødvendigvis den pris, leasingselskabet eller arbejdsgiveren oprindeligt betalte for bilen, som du ender med at blive beskattet af gennem hele leasingperioden.

Firmabilist kan ende med stor ekstraregning

En af dem, der står til at skifte firmabil ved udgangen af februar næste år, er Jakob Schwartz Mikkelsen fra Odense. Allerede i august bestilte han sin kommende Mercedes-Benz GLB til en pris på omkring 480.000 kr.

Han forventer, at den højere registreringsafgift vil hæve hans beskatningsgrundlag med ca. 40.000 kr. Hertil kommer usikkerheden om, hvor det hele ender, når bilen bliver genberegnet.

Ét er dog sikkert. Hans beskatning, efter en genberegning, kan kun stige eller forblive uændret, aldrig falde. Sådan er reglerne.

”For mig vælter det ikke privatøkonomien. Det er princippet i, at jeg siger ja til en bil uden reelt at kende den pris, jeg vil blive beskattet af. Jeg har valgt bilen ud fra ét regnestykke, men kan stå med et helt andet ni måneder efter, jeg bestilte den. Og det er jeg bundet af i resten af leasingperioden,” siger Jakob Schwartz Mikkelsen.

At han har valgt en bil med ekstraudstyr, gør ham kun mere sårbar over for en ekstraregning. For på brugtvognsbørsen kan udbud og efterspørgsel hurtigt tvinge priserne i vejret, når der er få biler til salg med populære udstyrspakker.

Ekspertgruppe advaret om genberegning

Genberegningsreglen har tidligere givet firmabilister hovedbrud samt store, uventede skattesmæk.

Under leveringskrisen i 2022 steg priserne på brugte biler voldsomt, mens nyvognspriserne holdt sig mere i ro. Det fik mange firmabilister til at kontakte Business Danmark med historier om, at deres beskatningsgrundlag efter genberegningen pludselig steg med 100.000-200.000 kr.

Business Danmark har derfor også bedt ekspertgruppen for fremtidens bilafgifter om at skabe større forudsigelighed og gennemsigtighed for firmabilisterne.

”Det er et helt urimeligt princip. Det svarer til, at man først får at vide, hvad man får i løn, efter man har sagt ja til et job. Eller hvor meget man skal betale i ejendomsskat, efter man har underskrevet købsaftalen på et hus,” siger Lars Bundgaard, formand for Business Danmarks trafikudvalg.

Det bør du undersøge, før bilen bestilles

Hvis du står foran at vælge en ny el-firmabil, bør du få afklaret:

  • Hvornår bilen forventes indregistreret.
  • Hvornår leasingselskabet genberegner bilen.
  • Om tilbuddet tager højde for de planlagte afgifter i 2027.
  • Om du kan ændre eller annullere aftalen, hvis beskatningsgrundlaget bliver væsentligt højere end forventet.

Her er de mest populære firmabiler

Nordanias liste over de mest bestilte firmabiler i første halvår 2026 består af 99 pct. elbiler og 1 pct. benzinbiler.

  1. Mercedes-Benz GLB EQ
  2. BMW iX3
  3. Skoda Enyaq
  4. Mercedes-Benz CLA EQ
  5. Tesla Model Y
  6. Mercedes-Benz GLC EQ
  7. Volkswagen ID.7
  8. Volvo EX60
  9. Audi Q4
  10. Audi A6 e-tron

Fremtidens bilbeskatning?

Genberegningen er ikke det eneste spørgsmål, politikerne bør overveje, påpeger Jakob Schwartz Mikkelsen og Lars Bundgaard.

Moderne biler er i dag rullende computere, som kan få nye funktioner gennem softwareopdateringer og abonnementer længe efter leveringen. Et eksempel er Teslas Full Self-Driving-system.

Det udfordrer en bilbeskatning, der i dag hovedsageligt tager afsæt i bilens salgspris. For hvordan skal ekstra rækkevidde, flere hestekræfter eller avancerede førerassistentsystemer beskattes, hvis funktionerne senere kan købes, aktiveres eller opsiges digitalt?

”En elbil er ikke nødvendigvis det samme produkt gennem hele sin levetid. Du kan tilføje eller fjerne funktioner med et klik. Det skal en fremtidig beskatningsmodel tage højde for,” siger Lars Bundgaard.

Samtidig går den teknologiske udvikling på elbilmarkedet så stærkt, at en tre år gammel bils rækkevidde, batteriteknologi og ladehastighed hurtigt bliver overhalet af nyere modeller.

Jakob Schwartz Mikkelsen foreslår derfor, at beskatningsgrundlaget falder løbende i takt med bilens alder og reelle markedsværdi.

”Sammenligner man den nuværende firmabilbeskatning med en mobiltelefon, svarer det til, at man skal betale det samme for en tre år gammel iPhone 15 som for en spritny model 17. Det giver ingen mening, at beskatningen er låst fast fra genberegningen og indtil bilen er 36 måneder gammel,” siger han.

Foto: Jonas Ahlstrøm

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.