• Provision
  • Jura

Ballade om provision i Verisure – ex-ansatte kan have penge til gode

Få altid tjekket din kontrakt, hvis du er på ren provision
  • 26.05.2025
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Der skulle gå tre lange år, før alarmvirksomheden Verisure betalte en tidligere ansat den provision, de uberettiget havde trukket i hans løn. Flere ansatte kan have penge til gode – uden at vide det

I 2021 startede Claus som sikkerhedskonsulent hos en af Nordens største alarmvirksomheder, Verisure.

Det var hverken udsigten til fast løn og arbejdstider, der havde fristet i hans første salgsjob – men friheden i jobbet og mulighederne for at tjene gode penge.

Men sådan kom det ikke til at gå.

"Du får at vide, at du kan tjene 35.000 kr. om måneden, når du bliver ansat. Jeg lå typisk en del lavere, selvom jeg tit knoklede 70-80 timer om ugen på ren provision," fortæller han.

Claus er ikke sikkerhedskonsulentens rigtige navn. Af hensyn til sin fremtid ønsker han at være anonym, men Business Danmark er bekendt med hans identitet og sag.

Sparsommeligt liv på ren provision

Som så mange andre blev Claus ansat på ren provision i Verisure.

For at give ham brød på bordet, indtil han var oppe og køre, sikrede kontrakten ham en særlig aftale om en garanti-provision på 15.500 kr. de første tre måneder. Samtidig omtalte kontrakten en aconto-provision (et midlertidigt lån) den første måned på samme beløb.

"Det var mit første salgsjob, og jeg forstod ved samtalen, at jeg ville få begge beløb udbetalt. En garantiløn og et aconto lån ved siden af. Jeg undrede mig, da jeg fik min første lønseddel. Jeg fik kun den ene halvdel, men tænkte ikke videre over det," forklarer han.

Claus var glad over løftet om en garantiløn de første tre måneder, hvor han ikke var i nærheden af at nå en provision på 15.500 kr., han som minimum var sikret.

"Jeg kunne egentlig godt stå inde for produktet, vi solgte, men vi skulle prøvesælge til vores venner og netværk – det brød jeg mig ikke rigtig om. Jeg fandt ud af, at du helst skal være lidt af en pistolsælger i det job. Når jeg regnede på min timeløn, var den vanvittig lav. Så jeg stoppede efter cirka et år," siger han.

Blev trukket i provision, da han stoppede

I de to sidste måneder i jobbet blev Claus pludselig modregnet 15.500 kr. over lønnen – penge han angiveligt skyldte i tidligere udbetalt aconto-provision. Claus undrede sig, da han var blevet lovet en garantiløn de første tre måneder – så han kontaktede sin fagforening.

"I mine to sidste måneder fik jeg henholdsvis under 3.000 og 6.000 kr. udbetalt. Hvordan skulle jeg overhovedet kunne betale mine regninger for det? Det viste sig, at jeg slet ikke havde fået en garanti-provision den første måned som lovet, men aconto-provision, som jeg nu skulle betale tilbage," fortæller han.

Claus og Business Danmark blev enige om at hive Verisure i retten, så domstolene kunne fastslå, om Verisures ansættelseskontrakt var uklar – og om Claus derfor havde ret til garanti-provision uden modregning.

Claus vandt i byretten – flere oplever problemer

Claus er langt fra den første, der har henvendt sig med problemer i Verisure.

Siden 2017 har 58 tidligere ansatte i virksomheden kontaktet Business Danmark – heraf en tredjedel alene i 2023-24, fortæller Frank Kanlund, juridisk chef og advokat i Business Danmark.

"Bevares, det er en stor virksomhed, men vi ser usædvanlig mange sager. Det handler især om lønkrav, provision og opsigelser. For et par år siden havde vi også en absurd sag, hvor Verisure opkrævede en ansat et højt gebyr over lønnen, fordi han havde fået fartbøde, som han i øvrigt selv betalte. Det kan man vel bedst betegne som en dummebøde," siger han.

"I Claus' provisionssag fastslog Byretten i 2023, at kontrakten kun kunne forstås på den måde, at der særligt for Claus var aftalt en garanti-provision de første tre måneder. Og at kontraktens formulering om aconto-provision var i modstrid hermed," forklarer Frank Kanlund.

Verisure nægtede, ankede og betalte så alligevel

Men sagen sluttede ikke her. Der skulle gå yderligere to år, før Claus i 2025 fik udbetalt den manglende provision.

Verisure ankede nemlig dommen til landsretten, men få dage før sagen skulle afgøres, trak de i land og betalte Claus, fortæller advokat Frank Kanlund.

"Det er i mine øjne en ren tilståelsessag. Men hvorfor skal der gå yderligere to år, før Verisure kommer til den erkendelse? Man får let den mistanke, at det er en udmattelsestaktik at trække sagen i langdrag, og at man helst vil undgå, at en højere retsinstans kommer til samme resultat," siger han.

Vi har forelagt kritikken i den konkrete sag for Verisure, og spurgt hvorfor virksomheden droppede at føre sagen ved landsretten kort før den skulle for.

Verisure bekræfter, at der har været en sag ved Retten i Glostrup, som de efterfølgende har anket og forligt. Virksomheden ønsker ikke at uddybe forløbet eller sagen yderligere, skriver Verisure en mail til Business Danmark.

Garanti-provision er en garanti, basta

Vi har også spurgt Verisure om, dommens betydning for andre ansatte i virksomheden.

Verisure ønsker dog ikke at kommenterer på om tidligere og nuværende ansatte har lignende vilkår – og om andre også er blevet modregnet i aconto-provision, da de fratrådte.

I svaret til Business Danmark hævder Verisure blot, at virksomheden gennem flere år har anvendt en provisionsbaseret lønmodel, som har været til glæde for sikkerhedskonsulenterne – og at Verisure løbende tilpasser provisionsmodeller i takt med virksomhedens udvikling og feedback fra medarbejderne. Verisure mener selv at både nuværende og tidligere kontrakter er klare og gennemsigtige, og ser derfor ingen grund til at foretage efterreguleringer, skriver virksomheden.

Business Danmark advokat, Frank Kanlund, glæder sig dog over, at byretten har fastslået, at Claus´ provisionsaftale hos Verisure ikke kunne forstås anderledes, end at han havde ret til garanti-provision uden modregning. Han anbefaler, at både tidligere og nuværende ansatte får deres provisionsaftale gennemgået af en ekspert.

"Din alarmklokke skal ringe, når du ser en kompliceret provisionsaftale eller noget i kontrakten, du ikke forstår. Tvetydige provisionsforhold er aldrig til din fordel, som eksemplet fra Verisure viser," siger han.

Teamleder: Provisionsmodel var hamrende uigennemskuelig

Claus er dog ikke den eneste, som er blevet lovet både garanti- og aconto-provision. Det fortæller en teamleder, der i samme periode som Claus arbejdede i virksomheden – og som ligeledes ønsker at være anonym – her kaldet Nikolaj.

"Jeg blev også ansat på de samme vilkår og har som teamleder ansat mange andre på samme vis. Vi ansatte rigtig mange, men få fik en lang karriere i virksomheden. Det gav mig lidt et ubehageligt sug i maven, at provisionsmodellen var så hamrende uigennemskuelig. Jeg blev også selv modregnet, da jeg stoppede, selvom jeg var lovet garanti-provision," siger Nikolaj, der betegner kulturen i Verisure som meget konkurrencebetonet:

"Fokus er 100 % på, hvordan man kan tjene penge – og ikke på arbejdslivsbalancen. Der var fokus på, om jeg nåede mine mål, ikke på hvordan jeg havde det som menneske. Fokus på, hvis jeg ikke nåede mine mål, men ikke hvis jeg arbejdede 65 timer om ugen," siger han.

Nikolaj arbejder heller ikke længere i Verisure.

Som medlem kan du kontakte os, hvis du også mener, du har provision til gode.

Vi har spurgt Verisure om:

  • Hvorfor Verisure valgte at anke byretsdommen?
  • Hvorfor Verisure udbetalte den modregnede provision og lukkede sagen kort før den skulle for landsretten?
  • Om Verisure efter byretsafgørelsen har ændret i sine provisionsaftaler, så det nu tydeligt fremgår, at man får garanti-provision?
  • Om Verisure har gennemgået tidligere slutopgørelser og kontaktet medarbejdere, der potentielt har penge til gode som følge af uklarheder i provisionsaftalerne?
  • Om Verisure vil udbetale eventuelt manglende garanti-provision, hvis de bliver kontaktet af tidligere ansatte, der er blevet modregnet i aconto-provision?
  • Hvorfor kan nuværende og tidligere medarbejdere ikke anmelde Verisure som arbejdsplads på Jobindex?

Fakta om Verisure

  • Verisure beskæftigede i 2022 mere end 400 ansatte i Danmark.
  • Virksomheden har opslået 58 nye job på Jobindex fra januar-maj 2025.
  • Du kan ikke score Verisure som arbejdsplads – på Jobindex. Verisure ønsker efter gentagne opfordringer ikke at forklare, hvorfor de ikke ønsker anmeldelser af Verisure som arbejdsplads fra tidligere og nuværende ansatte?

Hvad er en garanti-provision?

En fast, garanteret minimumsprovision, som medarbejderen får udbetalt – uanset om deres salg endnu ikke har genereret provision nok til at matche det beløb.

Typisk brugt når:
• Medarbejderen er ny og skal have tid til at bygge sin portefølje op.
• Man vil sikre en vis økonomisk tryghed i opstartsfasen.

Eksempel:
Du får 30.000 kr. i garanti-provision om måneden de første tre måneder. Hvis du ikke sælger nok til at tjene 30.000 kr. i provision, får du alligevel de 30.000 kr. Garanti-provision kan være midlertidig.

Hvad er en aconto-provision?

En forskudsvis udbetaling af provision. Det er altså et forskud på provision, som medarbejderen forventes at indtjene senere eller betale tilbage.

Typisk brugt når:
• Der er lang tid mellem salg og udbetaling af provision (fx ved abonnementsaftaler eller lang leveringstid).
• Man vil sikre en nogenlunde stabil løn fra måned til måned.

Eksempel:
Du får 10.000 kr. i aconto hver måned, og når provisionen reelt opgøres, modregnes forskuddet i den endelige provision. Aconto skal altid afregnes – så hvis du ikke har optjent nok provision, kan du skylde forskellen.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.