• Ferie
  • Provision

Ny dom: Du har ret til feriepenge af provision – millionkrav står i kø

Typehus-sælgere har feriepenge til gode af deres provision
  • 17.06.2025
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Først faldt landsrettens tunge hammer over Danmarks største bilhuse. Nu er et stort typehusfirma også dømt til at betale ansatte enorme beløb i en ny sag om feriepenge-provision

"Hvor svært kan det være at få styr på de provisionsaftaler?"

Sådan lyder det retoriske spørgsmål fra juridisk afdelingschef i Business Danmark, Frank Kanlund, efter en ny dom har afsløret, at endnu en stor dansk virksomhed ikke overholder reglerne for provision under ferier.

Byretten i Horsens har dømt typehusfirmaet til at betale en salgskonsulent over 60.000 kr., fordi han mistede ordrer og provision i ferieperioder – uden at få feriepenge som kompensation.

Sagen følger i slipstrømmen på en principiel landsretssag om feriepenge-provision fra 2021. Her blev to af Danmarks største bilhuse dømt i en lignende sag, og et Business Danmark-medlem fik tilkendt knap 100.000 kr. plus renter – mange andre bilsælgere fik efterfølgende deres tilgodehavende.

Læs også: Ny sag om feriepenge-provision rammer bilbranchen

Sager står i kø – en sælger har 450.000 kr. til gode

En lang række nuværende og tidligere ansatte i typehusfirmaet har ventet i spænding på den nye dom. De har lignende feriepengekrav og sager ventende i kø i både Business Danmark og andre fagforeninger.

Men de kommer til at vente lidt endnu, fortæller advokat Rami Christian Sørensen fra Business Danmark, der har ført sagen mod typehusfirmaet.

"Det har været en prøvesag, som faldt godt ud for medlemmet. Domstolene har hidtil været ret klare om, at alle lønmodtagere har ret til fuld løn under ferie, også provisionslønnede. Alligevel har typehusfirmaet anket sagen til landsretten, hvor der afsiges endelig dom næste år," siger han og uddyber:

"Vi har en håndfuld lignende sager i venteposition. I en af dem har et medlem krav på over 450.000 kr. for flere års manglende feriepenge af sin provision. Så sagens udfald har stor betydning for både typehusfirmaet og deres ansatte."

Læs også: Ballade om provision i Verisure – ex-ansatte kan have penge til gode

Vær opmærksom på feriepenge som provisionslønnet

Retten til ferie med fuld løn gælder alle på tværs af brancher – lige fra ejendomsmæglere og bilsælgere til salg af køkkener og elektronik m.v.

Du skal dog opfylde nogle betingelser for at have ret til feriepenge af din provision, forklarer Rami Christian Sørensen.

"Du skal allerførst holde øje med, om din løn falder i ferieperioder, fordi du ikke kan optjene provision – og at du ikke kompenseres med indirekte provision af dine kollegers salg."

"Dernæst skal provisionen udgøre en væsentlig del af din løn, ligesom det er en forudsætning, at du ikke bare kan planlægge dit salg uden om ferieperioderne. Det kan være tegn på, at du kan have penge til gode," siger han.

Du kan gøre krav på feriepenge af din provision fem år tilbage.

Opret din sag - eller kontakt os på telefon 33740200.

Læg mærke til om:

  1. Din provision udgør en væsentlig del af din løn.
  2. Du optjener mindre/ingen provision i ferieperioder.
  3. Du får ikke indirekte provision af dine kollegers salg i ferie.
  4. Din provision er afhængig af, at du er til stede på arbejdet.
  5. Du kan ikke planlægge salget uden om din ferie.

Har du oplevet problemer med provisionen?

Selv om kun 13 pct. af Business Danmarks medlemmer aflønnes helt eller delvist med provision, så er det et område, hvor vi ser mange problemer og sager.

Så sent som sidste måned kunne vi fortælle, at der også er rod i provisionsreglerne i Nordens største alarmselskab. Virksomheden blev dømt til at betale en tidligere medarbejder den garanti-provision, han var blevet lovet. Virksomheden havde i stedet givet ham et lån og senere modregnet beløbet i lønnen.

Du kan kontakte journalist Michael Krag-Svendsen på mkr@businessdanmark.dk, hvis du oplever rod i provisionen på din arbejdsplads.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.