• Ferie
  • Tillæg

Du får to særlige løntillæg i maj – jobskiftere bliver tit ”glemt”

Din lønseddel i maj vil være større end normalt
  • 04.05.2026
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Glæd dig til lønsedlen sidst i maj. Her er lønnen for de fleste flere tusind kroner højere end normalt. Se, om du kan have penge til gode fra et tidligere job

Det kan føles som at få penge tilbage i skat, når du kigger på din lønkonto sidst i maj.
Her udbetaler de fleste virksomheder nemlig den store portion af dit ferie- og bededagstillæg. To tredjedele af tillægget får du med majlønnen, mens den sidste 1/3 afregnes med lønnen i august.

Men har du skiftet job siden efteråret, så har du højst sandsynligt ferie- og bededagstillæg til gode fra dit tidligere job, lyder det fra Frank Kanlund, advokat i fagforeningen Business Danmark.

”Nogle afregner tillæggene månedsvist, men det hører til sjældenhederne. Endnu sjældnere er det, at ansatte får tillægget udbetalt, når de fratræder eller ved udbetalingsdatoen sidst i maj. De bliver simpelthen glemt,” siger han.

Ferietillægget

Lønmodtagere har ret til et ferietillæg. Det udgør mindst 1 pct. af den ferieberettigede løn – andre har forhandlet sig til mere. Det er et tillæg oveni din almindelige ferie med løn. Har du en ferieberettiget løn på 500.000 om året og 1 pct. i ferietillæg, kan du glæde dig til, at månedslønnen i maj er 3.350 kr. højere end normalt, og yderligere 1.650 kr. i august.

Store bededagstillægget

Efter afskaffelsen af store bededag er lønmodtagere blevet kompenseret med et årligt tillæg på 0,45 pct. Det svarer til værdien af den ekstra arbejdsdag. Tjener du 500.000 om året, kan du forvente, at der lægges lige over 1.500 kr. til majlønnen og yderligere 750 kr. i august.

Hvis du har haft flere arbejdsgivere

Har du skiftet job siden sidste udbetaling af tillæggene (typisk med augustlønnen 2025), kan der opstå forvirring om, hvem der skylder dig hvad i ferie- og bededagstillæg.

Din gamle og nye arbejdsgiver skal nemlig kun udbetale for den periode, du har været ansat hos dem.

Her er det især værd at tjekke dine gamle lønsedler efter, for det er typisk her, fejlene opstår.

Se efter om:
• du har fået ferie- og bededagstillæg udbetalt siden august
• beløbene og procentsatserne er korrekte
• vær opmærksom på, at tillæggene fremgår som opsparet på din lønseddel – det er ikke det samme som, at de er udbetalt; det sker for de fleste nu i maj

Sådan får du tillægget fra din tidligere arbejdsgiver

Hvis du har mistanke om, at du mangler tillæggene siden augustlønnen 2025, skal du bare sende lønkontoret på din tidligere arbejdsplads en mail.

Du kan for eksempel skrive:

Hej,

Jeg er i gang med at gennemgå min løn i forbindelse med udbetalingen af ferie- og bededagstillæg.

Jeg kan ikke umiddelbart se, at jeg har modtaget tillæg for den periode, hvor jeg var ansat hos jer (fra og til dato).

Vil I undersøge, om der mangler en udbetaling, og hvornår den i så fald kan forventes?

På forhånd tak for hjælpen.

Bedste hilsner

Er det ikke nok til at sætte skred i tingene, så kontakt os.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.