Vil du med på jobskiftebølgen i august?
Den perfekte storm sætter gang i jobmarkedet efter ferien, hvor jobåbninger og lysten til nye udfordringer topper. Se 10-punkts-tjekliste, hvis du er lidt træt af dit job
Juli er stilhed, før en tsunami af jobskifte rammer i august. Det viser barometret for det danske jobmarked.
De seneste ti år har andelen af danskere i nyt job konstant toppet i august måned. Her skifter 63-89 pct. flere arbejdsgiver end i december, hvor jobmarkedet er bundfrossent og marginalt ringere end i årets næstdårligste måned, juli.
Det viser beregninger for perioden 2014-2023, som Business Danmark har lavet på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Afslutningen på ferien er samtidig begyndelsen på en frisk start for både virksomheder og medarbejdere, forklarer Business Danmarks administrerende direktør, Martin Kildgaard Nielsen.
”Først og fremmest er efterspørgslen efter arbejdskraft størst i august. Det er rent praktisk måneden, hvor virksomhedernes medarbejdere igen er klar til at sætte nye planer i søen og ansætte, modtage og oplære de nye kolleger, som skal føre planerne ud i livet. Men de mange jobskifte er også et udtryk for, at virksomhederne skal lukke hullerne efter de medarbejdere, som er stoppet hen over sommeren,” siger han.
Ferieroen får os på andre tanker
De mange jobskifte i august går hånd i hånd med, at udbuddet af arbejdskraft følger med.
Dels vælter mange tusinde ud på arbejdsmarkedet efter endt studie.
Men en anden årsag er, at mange bruger ferieroen til at mærke efter, om de er det rigtige sted i arbejdslivet.
En spritny undersøgelse lavet for Business Danmark af Norstat blandt 1.091 lønmodtagere viser, at hver tredje bevidst eller ubevidst tænker over deres jobsituation – halvdelen lige før og under ferien og den anden halvdel ved gensynet med jobbet efter ferien.
Overraskende mange, men også helt naturligt, mener Martin Kildgaard Nielsen.
”Ferien giver folk mulighed for at træde ud af hamsterhjulet og tænke over, om der kunne være en anden dagligdag. Denne tid til refleksion er vigtig, da den kan føre til overvejelser om jobskifte og personlige udviklingsmuligheder. Gensynet med jobbet bliver så det realitetstjek, som afgør, om man handler på de følelser og tanker, som er bygget op i ferien,” siger han.
Særligt unge og kvinder mærker efter
Markant flere (47 pct.) mellem 19-34 år er tilbøjelige til at genoverveje deres udviklingsmuligheder og arbejdsliv efter feriepausen.
Det er noget, virksomheder bør være opmærksomme på, mener Martin Kildgaard Nielsen.
”Her skal ledelsen være på stikkerne og proaktiv for at fastholde talenterne og sikre, at medarbejderne føler sig motiverede, anerkendte og kan se, at det er værd at blive,” råder han.
Men virksomhederne risikerer også oftere, at deres kvindelige ansatte søger videre – i særdeleshed efter ferie.
Tallene understreger behovet for, at virksomheder fokuserer på trivsel og udviklingsmuligheder, især i perioder efter ferie, hvor medarbejdernes refleksioner kan lede til tanker om jobskifte, da de i den periode sidder løst på taburetten. Ved at tage hensyn til disse perioder kan arbejdsgivere ikke kun tiltrække nye talenter, men også fastholde og udvikle de nuværende medarbejdere, hvilket er essentielt i en tid med lav ledighed og høj konkurrence om kvalificeret arbejdskraft.
10-punkts-tjekliste ved jobskifte
1. Har du udforsket alle muligheder i dit nuværende job? Inden du beslutter dig for at forlade din nuværende stilling, er det vigtigt at undersøge, om du har udnyttet alle muligheder for forbedring. Har du taget initiativ til at ændre de ting, der gør dig utilfreds? Ofte kan interne forandringer skabe større tilfredshed end et jobskifte. Book en sparring.
2. Hvad driver din motivation? Tænk over, hvorfor du ønsker at skifte job. Hvis motivationen udelukkende er baseret på at flygte fra problemer, bør du overveje, om disse udfordringer kunne løses i dit nuværende job. Pas på, du ikke tager et flugtmønster med dig, men forsøger at få tingene løst. En sund motivation er oftest baseret på ønsket om at vokse, lære nye ting eller få nye udfordringer.
3. Er du klar til at tage næste skridt i arbejdslivet? Sørg for, at din profil på LinkedIn og andre jobsøgningsnetværk er opdateret, og at du i din LinkedIn-indstilling har sagt ja til at blive kontaktet om jobtilbud af headhuntere. Det kan også være en god idé at udvide dit netværk proaktivt og engagere dig i relevante faglige fællesskaber, før du begynder at søge nyt job.
4. Har du lavet grundig research på den nye branche eller virksomhed? Undersøg markedet grundigt, før du skifter branche eller virksomhed. Er der vækstpotentiale, og hvordan står de virksomheder, du overvejer, økonomisk? Se, hvad nuværende og tidligere ansatte siger om den arbejdsplads, du overvejer – og læs, hvad kunderne siger på Trustpilot.
5. Er din økonomi robust nok til et skifte? Overvej, om et jobskifte kan påvirke din økonomi på en uforudset måde. Et højere lønniveau kan være fristende, men husk at tage hensyn til faktorer som pension, et kortere opsigelsesvarsel og en eventuel årsbonus, som du ikke kan påvirke og potentielt miste efter et skifte. Overvej en lønsikring i en periode – husk, der er seks måneders karensperiode, før 1. udbetaling.
6. Hvordan passer den nye rolle ind i dine drømme og værdier? Er det et skridt tættere på dine drømme? Et skridt nedad, til siden eller i en helt ny retning? Tænk det igennem. Det er ekstra vigtigt, hvis du bliver kontaktet af en headhunter om et job, du ikke selv har søgt. Vil denne stilling give dig de erfaringer og kompetencer, du ønsker at opnå? Undersøg også virksomhedens værdier og kultur. Passer de til dine personlige værdier og arbejdsstil? Ræk ud til dit netværk og se, om du kan komme bag facaden på den polerede employer branding og virksomhedsværdier.
7. Hvordan vil den nye virksomhed understøtte din udvikling? Tjek, om den nye virksomhed tilbyder muligheder for videreuddannelse, mentoring eller karriereudvikling. En arbejdsplads, der investerer i dine kompetencer, er ofte mere tilfredsstillende på lang sigt. Tjek i dit netværk og på LinkedIn, om du kender nogle, der kan fortælle dig mere om arbejdspladsen.
8. Hvordan påvirker jobskiftet dit privat- og arbejdsliv? Overvej, hvordan jobbet vil påvirke din work-life balance. Involverer det flere rejser, længere arbejdstider eller en længere transporttid? Er arbejdstid og sted fleksibelt? Sørg for, at du er komfortabel med de ændringer, det kan medføre i din daglige rutine. Og så er der timingen: Husk, det kræver energi og mentalt overskud at skifte job med mange nye opgaver, rutiner og kolleger.
9. Er lønnen og kontrakten i orden? Husk altid at tjekke vores lønberegner, før du skifter job. For identiske salgs- og marketingjob kan der være 67 pct. i lønforskel på tværs af brancher. Send også din kontrakt til gennemsyn hos vores eksperter, før du skriver under. Vores jurister finder fejl og mangler i de fleste kontrakter – fra stort til småt – som kan give dig problemer senere hen.
10. Hvordan forbereder du dig på en succesfuld jobstart? Når du har besluttet dig for at skifte job, skal du forberede dig på onboarding-processen, også selv om virksomheden har et formelt forløb. Tænk over, hvordan du hurtigt kan lære den nye virksomheds processer og kulturer, og hvordan du kan bidrage fra dag ét. Overvej at søge information om forventninger og normer på forhånd, så du kommer godt fra start. Det sikrer dig bedre odds for at blive en succes i dit nye job. Se vores video om hvordan du onboarder dig selv.