Carla Mickelborg: Kunsten at mærke efter - og åbne nye døre

Lifecoach, influencer og aktuel tv-vært på ”Love Island” lever sit liv forlæns. Altid på udkig efter nye muligheder. Læs hendes historie og bliv inspireret på nyt webinar
Carla Mickelborg kan skrive flere succesfulde titler på sit cv; skuespiller, lifecoach, CEO, influencer, tv-vært, iværksætter, youtuber, etc.
Men selv om man måske som udenforstående kunne foranlediges til at tro, at det stikker i mange forskellige retninger – er der et helt klart mønster i hendes karriere – det handler nemlig om at stoppe op en gang imellem og ikke mindst forfølge nye drømme!
Efter at hun som 16-21-årig havde spillet hovedfiguren ”Søs” i seks af de populære ”Far til fire” film, stoppede Carla op reflekterede over sit liv.
Hun blev enig med sig selv om, at det ikke var det spor, hun fortsat ville forfølge – i hvert fald ikke det eneste.
”Siden jeg var helt lille drømte jeg om at blive skuespiller – for det måtte da bare være fantastisk og ikke mindst være en verden fyldt med kreativitet og leg. Det arbejdede jeg med i en del år, men blev mere og mere klar over, at den kreativitet og den leg jeg sukkede efter - netop manglede i den verden jeg ellers så gerne ville være en del af,” fortæller Carla Mickelborg og uddyber:
”Jobbet som skuespiller er stramt styret og indeholder gentagelser på gentagelser og ikke mindst masser af ventetid. Og som årene gik, stod det tydeligere for mig, at det ikke var her, jeg blev allermest lykkelig.”
Coachet i en ny retning
”En dag fortalte jeg min mor, der er coach, hvordan jeg havde det med skuespillivet. Og hun gav min nogle værktøjer som fik mig til at reflektere over tingene – stoppe op og spørge sig mig selv om det her egentlig også er det jeg ville fremadrettet,” fortæller Carla, der senere selv uddannede sig som life- og metakognitiv-coach, så hun i dag hjælper andre med at forfølge deres drømme via sine sociale medier og eget brand MonDay Bliss.
Carla understreger vigtigheden af en gang imellem af stoppe op og kigge ind ad, og drager en analogi til de tidlige barndomsår.
”Få husker sikkert tiden fra, da de var 3-5 år, men man husker måske noget af sit legetøj – som minder en om, at verden dengang var bekymringsfri. Man gjorde absolut intet af tvang, men af ren lyst og indskydelse. Det er den følelse, jeg nogle gange mener, man skal prøve at genfinde, fordi alle mulighedens døre her står åbne,” siger hun.
Husk at mærke efter – af og til
Carla stopper i dag regelmæssigt op og bliver nærværende frem for at fortsætte den evige tankestrøm – og i dette meditative stadie får hun tit ideer til, hvilke andre drømme hun kan forfølge, og det er måske noget af forklaringen på, at hun har gang i så meget, som hun samtidig brænder for.
”I tiden efter den sjette ”Far til fire” film var jeg til castings på forskellige film, men fik ikke rollerne. Jeg tror det handler om, at man i skuespilverdenen skal spille en anden rolle, end den man egentlig er, og jeg kan egentlig bedst lide at være mig selv. Jeg søgte også ind på skuespilleruddannelsen, men kom ikke ind,” fortæller hun.
Men netop disse afslag fik Carla til at se i en ny retning. Hun søgte hun ind TV - og medietilrettelæggelse på Journalisthøjskolen, hvor hun kom ind.
”Det har så igen åbnet nye døre, som så igen har åbnet nye døre til noget tredje og fjerde. Jeg lever efter, at jeg gerne vil arbejde med det, jeg synes er sjovt, og det der gør mig glad. Det kræver at jeg af og til stopper op, reflekterer, mærker efter og får nye ideer,” siger hun.
Carla Mickelborg arbejder ud fra tre kerneværdier, som præger alt, hvad hun beskæftiger sig med; kreativitet, begejstring og ærlighed.
Faktaboks: Carla Mickelborg
• Coaching: Arbejder som uddannet lifecoach.
• Influencer: Over 164.000 følgere på Instagram.
• Lige nu aktuel med: Tv-programmerne ”Love Island” og ”Carla bygger rede”
• Erhverv: CEO og stifter af skønhedsbrandet MonDay Bliss.
• Uddannelse: TV- og medietilrettelægger fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
• Skuespil: Har spillet rollen som Søs i seks ”Far til fire” film.