• Karriere
  • Markedsføring

Mange undgår den svære snak på jobbet

Hver tredje glider af på de svære samtaler
  • 21.10.2026
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Det kan være svært at sige chefen midt imod eller indrømme, at arbejdslivet ikke kører på skinner. Af frygt for konsekvenserne undlader mange at sige tingene, som de er.

Hvad gør du, når tidsplanen skrider, nye hasteopgaver vælter ind, eller målene igen er urealistisk høje?

Næsten hver tredje tier og knokler videre jobbet af frygt for negative konsekvenser, viser en undersøgelse, Norstat har lavet for Business Danmark blandt 1.004 lønmodtagere.

Det er sværere at tale lige ud af posen med chefen end med kollegerne.

Martin Kildgaard Nielsen, administrerende direktør i Business Danmark, mener, at ledelsen har et særligt ansvar for, at medarbejderne tør tage samtalen.

”Lederen har ansvar for at skabe et rum, hvor medarbejderne tør sige fra og udfordre beslutninger. Man skal ikke kun lytte, når budskabet er behageligt. Det er ofte den kritik, man mindst har lyst til at høre, man har mest brug for. Men det skal selvfølgelig foregå i en ordentlig tone,” siger Martin Kildgaard Nielsen til Dansk Markedsføring.

Når arbejdslivet skal se perfekt ud

Det er ikke kun samtalen med chefen, der kan være svær. Mange undlader også at sige det til kollegerne, hvis de er i tvivl, har mistet overblikket eller har svært ved at leve op til forventningerne.

Den problemstilling sætter radiovært, Line Kirsten Nikolajsen, fokus på. Hun indrømmer, at hun også tit fremstiller sit arbejdsliv lidt bedre, end det i virkeligheden er.

”Jeg er selv 100 procent skyldig i det, for jeg har heller ikke været god til at skrive, når det gik dårligt,” fortæller Line Kirsten Nikolajsen til TV 2.

Mette Lykke Nielsen, lektor og ph.d. ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, forklarer det med, at identitet og arbejdsliv i stigende grad flyder sammen. Samtidig er sociale medier et udstillingsvindue, hvor man fremviser sine sejre og sammenligner sig med andre.

”I stadig flere jobs anses det som vigtigt, at vi promoverer os selv og fremviser vores præstationer som en værdifuld vare med håbet om, at det giver adgang til jobs eller attraktive positioner,” siger hun til TV 2 og advarer om, at et presset arbejdsliv kan medføre stress.

Som Business Danmark tidligere har beskrevet, føler seks ud af ti lønmodtagere sig ofte eller altid udkørte efter arbejde. Det understreger behovet for et mere ærligt billede af arbejdslivet, hvor der også er plads til at tale om det, der slider.

Få sparring til den svære samtale

Hvad vil du gerne have sagt, og hvad håber du, der kommer ud af samtalen? Det er to gode spørgsmål at overveje, hvis du skal vende et vanskeligt tema med din chef eller kollega.

Du kan få personlig sparring om, hvordan du griber det an eller blive afklaret om dit næste skridt.

Book personlig sparring

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.