• Jobsøgning
  • Karriere

Flere jobopslag, men kravene til dig forandrer sig

Chefkonsulent Mads Alexandersen arbejder med outplacementforløb hos rekrutteringsvirksomheden Randstad
  • 11.11.2026
  • Nikolaj Henum

Del artikel

Antallet af jobopslag i salg og marketing har været stigende i år. Det samme har andelen af medlemmer på dagpenge. En del af forklaringen er ændrede krav til kandidaterne, vurderer rekrutteringsekspert

Der burde være bedre muligheder for at komme i job, når virksomhederne skruer op for rekrutteringen. Alligevel har flere af Business Danmarks medlemmer i år oplevet en periode på dagpenge end i 2025. Men hvorfor får flere jobopslag ikke flere ledige tilbage i arbejde?

En del af forklaringen kan begrundes med et mismatch mellem ansøgernes kompetencer og virksomhedens behov, vurderer chefkonsulent Mads Alexandersen. Han rekrutterer profiler til kommercielle funktioner i danske virksomheder og hjælper samtidig opsagte medarbejdere videre gennem outplacementforløb.

Fra begge sider af bordet oplever han, at flere ledige stillinger ikke nødvendigvis gør vejen til et nyt job lettere.

”Virksomhederne efterspørger fortsat dygtige medarbejdere, men profilerne har ændret sig. I dag skal du i langt højere grad kunne dokumentere, hvordan dit arbejde skaber værdi for forretningen. Samtidig forventes det, at du kan arbejde med data og bruge AI som et naturligt værktøj i hverdagen,” siger Mads Alexandersen.

Salgsjob fører an i fremgangen. I årets første ti måneder steg antallet af jobopslag inden for salg med 23 procent mod 15 procent på tværs af alle stillingskategorier. Marketing, PR, reklame, design og multimedie gik også frem, men lå med en stigning på 10 procent under den samlede vækst, viser tal fra analysevirksomheden Index Salesdriver.

Branding og business skal gå hånd i hånd

Særligt inden for marketing har kravene ændret sig. Kreativitet, branding og kommunikation er fortsat vigtige kompetencer, men virksomhederne har i stigende grad fokus på, hvordan marketingindsatsen bidrager til salg, kundeloyalitet og bundlinje.

”Marketing handler ikke længere kun om at være kreativ og skabe synlighed. Du skal også kunne generere kvalificerede leads, forstå tallene bag dine indsatser og bruge data til at understøtte forretningen. Det kræver en mere analytisk og kommerciel tilgang end tidligere,” siger Mads Alexandersen.

Det betyder også, at erfaring med analyseværktøjer som f.eks. Power BI kan være en fordel. Her kan medarbejderne samle og visualisere data og få et bedre overblik over, hvilke aktiviteter der skaber resultater.

Inden for salg er den personlige relation derimod fortsat helt central. AI kan hjælpe med at identificere potentielle kunder, analysere markeder og forberede salgsmøder, men teknologien kan ikke erstatte evnen til at skabe tillid.

”Salg er i den grad relationsbåret. Du skal være god til at tale med mennesker, lytte og skabe relationer. Og du skal turde tage telefonen, opsøge nye kunder og samarbejdspartnere og få samtalen i gang. AI kan hjælpe dig med forberedelsen, men det er stadig dig, der skal skabe forretningen,” siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsmail

AI er blevet en basiskompetence

Samtidig er kendskab til kunstig intelligens blevet en stadig vigtigere del af både salgs- og marketingarbejdet. Værktøjer som ChatGPT, Claude og Gemini kan hjælpe med alt fra research og analyser til indholdsproduktion og kundeindsigt.

Men ifølge Mads Alexandersen er det ikke nok blot at have prøvet værktøjerne.

”Du skal kunne bruge AI aktivt i dit arbejde. Det handler om at kunne formulere de rigtige prompts, stille præcise spørgsmål og få et output, der rent faktisk kan bruges. Og så skal du selvfølgelig kunne vurdere kvaliteten af det, teknologien leverer,” siger han.

De ændrede krav mærker han også blandt de kandidater, han møder i sine outplacementforløb. Her oplever nogle erfarne medarbejdere, at arbejdsmarkedet har flyttet sig betydeligt, siden de sidst søgte job.

”Du kan have 15 eller 20 års erfaring og være rigtig dygtig til dit fag. Men hvis du ikke har fulgt med udviklingen, kan du opleve, at virksomhederne efterspørger kompetencer, du ikke tidligere har haft brug for. Derfor er det vigtigt hele tiden at udvikle sig,” siger Mads Alexandersen.

Han understreger dog, at de klassiske kompetencer langt fra er blevet overflødige.

”Den stærkeste kandidat er den, der kan kombinere sin faglighed og evne til at arbejde med mennesker med teknologisk forståelse og et skarpt blik for forretningen. Det er den kombination, virksomhederne i stigende grad leder efter,” siger han.

Book personlig sparring

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.