Skatteregel: Priskrig går firmabilisters næse forbi
Skatten på firmabiler skal følge markedsprisen. Men reglen er indrettet, så skatten kun kan stige, aldrig falde, selv om priserne gør det. Pokkers urimeligt, mener firmabilist Tom Andersen
De fleste firmabilister kender reglen om genberegning, men ingen for noget godt. En af dem er 51-årige key account manager Tom Andersen fra Frederikssund, der som firmabilist føler sig fanget i et fixet skattespil, hvor du kun kan tabe og umuligt vinde.
Hvert år kører han 50.000-60.000 kilometer ud til kunder i hele landet. Og da det i september var tid til at bestille ny firmabil, valgte han storsællerten Tesla Y Performance til 471.000 kr., som tidligere på året var raslet ned i pris.
I december stod hans første elbilen i carporten, som han hurtigt dus med. Nu skulle han blot tålmodigt vente på at få den endeligt fastsatte pris og beskatning ved genberegningen senest 1. marts.
Tom Andersens smil stivnede dog midt i januar, da Tesla igen varslede et prisfald på den populære model Y på over 50.000 kr. For han vidste, at han umuligt ville få glæde af prisfaldet.
- Ifølge reglerne kan du ikke spare en eneste krone, når prisen på bilen er faldet før en genberegning, omvendt kan du sagtens stige i skat, hvis prisen er steget. Du kan altså kun tabe, siger Tom Andersen.
Bilen blev over natten 50.000 billigere
I dag sælges en spritny Tesla Model Y Performance for 435.000 kr. Tom Andersen har netop i dag (23. februar) modtaget sin genberegning fra leasingselskabet, som vurderer, at en lignende bil med samme kilometertal som hans bil koste 409.000 kr. som brugt. Når der tillægges et lovpligtigt på 6%, så landet den tilbagediskonterede nypris på 435.000 kr., præcis det samme som listeprisen hos Tesla
Men da den genberegnede nypris ligger 36.000 kr. under den aftalte pris ved bestillingen og leveringen, vil han blive beskattet af de oprindelige 471.000 kr.
Derved går Tom Andersen glip af en potentiel besparelse på cirka 330 kr. efter skat hver måneden i resten af leasingperioden.
- Det er ikke så meget beløbet i sig selv. Det overlever jeg. Jeg mener bare, princippet er hamrende uretfærdigt, siger han.
At beskatningen ved genberegning omvendt kan stige voldsomt ved prisstigninger, er der talrige eksempler på.
Flere medier - Berlingske, Bilmagasinet og Børsen – satte i 2022 fokus på, hvordan firmabilister kom i klemme, fordi den globale leveringskrise over halvandet år fik brugtvognspriserne til at stige 28 pct. Det kostede mange uventede genberegninger i 100.000-200.000 kroners klassen.
Behov for transparente regler
Fagforeningen Business Danmark har siden 2020 været i dialog med talrige firmabilister, som føler retssikkerheden krænket, og foreningens landsformand opfordrer nu igen politikerne til helt at droppe den forhadte genberegningsregel.
- Det er jo åbenlyst urimeligt, man ikke kan være sikker på, hvor meget man skal betale i skat, når man laver en aftale om en firmabil over tre til fire år, siger Jens Neustrup Simonsen.
- Meningen med loven var at ligestille firmabilister med private bilkøbere. I stedet for at vælge en nem model og beskatte firmabiler efter den listepris, som private skal betale for en ny bil, har man skabt et uigennemskueligt og bureaukratisk system, hvor firmabilister ofte beskattes af højere priser end private. Det giver ingen mening, siger han.
Siden sensommeren 2022 er brugtpriserne styrtdykket med over 20 pct. Skatteminister Jeppe Bruus påpeger overfor Finans.dk, at det på intet tidspunkt har været målet, at beskatningen kan tilpasses et prisfald i markedet. Han afviser at ændre på skattereglerne lige nu, men vil gerne lytte til branchens synspunkter.
Business Danmark og erhvervsorganisationen SMVdanmark har forelagt ministeren og skatteudvalget en uddybende kritik af den problematiske retstilstand i firmabilsbeskatning. Han har dog endnu ikke svaret på kritikken.
Ifølge Motorstyrelsen blev elbiler genberegnet 4 gange højere end benzinbiler i perioden september 2021 til april 2022, og det har i samme periode fået virksomheder og ansatte til at tøve med at springe på den grønne bølge.
Salgstallene fra Danmarks Statistik 2023 viser, at 45 pct. af alle nye biler til private kørte på el, mod kun 25 pct. af de nye biler solgt til erhverv.
Reglen om genberegning
Beskatningen af firmabiler fastsættes tre måneder efter 1. indregistrering ud fra udbudspriserne på sammenlignelige modeller på brugtbilsmarkedet justeret for udstyr, kilometertal plus et tillæg på 6 pct. for at tilbagediskontere til en fiktiv nypris.
Hvis den nye beregnede nypris er højere end den aftalte pris, forhøjes beskatningen – er den lavere fastholdes den oprindelige højst mulige pris og beskatning.
Reglen om skatte-genberegning af firmabilister blev født i 2020 under massiv kritik fra arbejdsgivere, lønmodtagere og bilbranchen, der kaldte den uigennemskuelig og et retssikkerhedsmæssigt problem, fordi firmabilisten hverken ved bestilling eller levering kender bilens beskatningsgrundlag.