Svimlende brugtpriser presser din firmabilsskat op
Stik mod de grønne politiske intentioner stiger el-firmabiler mest i skat efter genberegning, viser tal fra Motorstyrelsen. Og de bliver dyrere endnu
Et presset verdensmarked med chipmangel har i 2021-2022 udløst 9-12 måneders lange leveringstider på biler og presset brugtvognspriser til helt nye højder.
Den cocktail gør det umuligt for landets 90.000 firmabilister at forudsige skatten på deres bil, fordi det såkaldte genberegningsprincip for leasede biler betyder, at brugeren først kender bilens endelig pris og beskatning længe efter, bilen er bestilt, lyder kritikken fra Jens Neustrup Simonsen, landsformand i fagforeningen Business Danmark, der organiserer tusindvis af firmabilister.
- Vi bliver i øjeblikket væltet af henvendelser fra firmabilister, som har bestilt en bil sidste år, og som nu mange måneder senere får besked om, at prisen på bilen og dermed deres beskatningen pludselig er steget 25-40 pct. Alene af den grund, at priserne på brugtbilsmarkedet er galoperet afsted. Det kan man simpelthen ikke byde firmabilisterne, siger han.
Nye tal fra Motorstyrelsen bekræfter, at 56.100 brugere af leasede biler i perioden september 2021 til april 2022 fik genberegnet bilens pris. Heraf endte otte ud af ti – eller 44.700 - med en højere beskatning end forventet, da leasingaftalen blev indgået.
De store skattestigninger rammer især danskere i leasede elbiler - stik mod intentionen om at fremme elbilismen og nå 775.000 eldrevne biler i 2030. For mens prisen og beskatningen for en leaset benzinbil i snit blev forhøjet med 11.900 kr. efter genberegning, var stigningen for elbilister 51.000 kr. – altså fire gange højere.