Takkede nej til fri elbil efter genberegning
Lars Lau fik i år sin første el-firmabil. Men en stor skatte-genberegning har nu fået ham til at droppe fri bil og i stedet bruge sin benzinbil privat
Rene elbiler drøner frem i salgsstatistikkerne, mens danskerne har trådt på bremsen for køb af den halvelektriske fætter, plug-in hybriden, og konventionelle dieselbiler.
Den grønne rejse har 59-årige Lars Lau fra Reerslev også været en del af. For bæredygtighed og klima ligger ham naturligt på sinde. Ikke kun privat, men også i kraft af hans job som kørende area sales manager på Sjælland, hvor han sælger procesteknik til kraftvarmeværker – og andre virksomheder som arbejder med Power-to-X, hvor overskydende grøn strøm omdannes til andre lagerbar energikilder.
Arbejdet for et mere bæredygtigt samfund betyder også, at arbejdspladsens sælgere skal vælge en firmabil på ren el, og det giver rigtig god mening, mener Lars Lau.
- Det signalerer, vi tager bæredygtighed seriøst. Tidligere kørte jeg diesel, men overtog en Kia Ceed plug-in hybrid, da jag startede i nyt job i februar, mens jeg ventede på leveringen på en ren elbil. I juli fik jeg så en Kia EV6 long range, som både kan køre over 450 km på en opladning og lader hurtigt, fortæller Lars Lau, der årligt kører 40.000 km. for jobbet og cirka 20.000 km. privat.
Blev 100.000 kr. dyrere over natten
Kiaen stod til en listepris på 354.900 kr., da Lars Lau i februar 2022 bestilte den populære koreaner. Han kendte til den skattemæssige genberegningsregel for nye leasingbiler og tog derfor alle forholdsregler – han valgte en billig model og undlod at spække den i forvejen veludstyrede bil med fordyrende ekstraudstyr.
Glad var han, da han tidligere end forventet, modtog bilen allerede i sensommeren. Men hen over efteråret begyndte han at frygte for, at han også ville blive ramt af en voldsom genberegning, som han havde læst om.
Frygten blev til virkelighed, da leasingselskabet slut oktober oplyste, at efterspørgslen på brugtvognsmarkedet havde presset prisen på hans bil op på 450.000 kr., så Lars skulle beskattes af 95.000 kr. ekstra om året.
- For mig betyder det, at jeg pludselig ville få 800-900 kroner mindre udbetalt hver måned. Det vil jeg bare ikke være med til, slet ikke nu, hvor alt er blevet dyrere, siger han.
Kører nu i benzinbil privat
Konsekvensen er, at Lars netop har afskrevet sig retten til at bruge elbilen privat, så kun kørslen for arbejdspladsen er grøn, mens familiens lille aldrende Hyundai i20 klare de private kilometer.
Det er langt fra en ønskesituation hverken for Lars og familien, statskassen eller miljøet.
- Det gør min dagligdag mere bøvlet, når jeg ikke længere må bruge firmabilen privat. Ofte er jeg nødt til at køre hjem, stille el-firmabilen og tage benzinbilen for igen at køre tilbage i samme retning, jeg kom. Det giver både spildkørsel, mere trængsel og er skidt for miljøet.
-Statskassen mister også penge ved, at jeg har fraskrevet mig retten til fri firmabil. De penge vi i familien sparer i skat, overvejer vi at bruge på en nyere benzinbil, når Hyundaien ikke kan længere, for en elbil er stadig lige dyr nok, siger han.