200.000 jobpendlere glemte fradrag – du kan nå det endnu

3,8 mio. danskere fik slut april 25,4 mia. kr. tilbage i skat. Men flere penge ligger måske og venter på dig – fire år tilbage
Det viser sig nu, at beløbet kunne have været flere hundrede millioner kroner højere. For når det gælder komplicerede ting som skat, er det ikke alle danskere, der får det hele med.
Ifølge en helt ny måling har hver syvende (15 pct.) – med ret til kørselsfradrag - glemt at skrive det på årsopgørelsen for 2024, viser en Business Danmark undersøgelse lavet af Norstat blandt 1.009 lønmodtagere.
Det svarer til omkring 200.000 danskere – som pendler mere end 24 km til og fra arbejde – der går glip af kørselsfradraget.
Fradrag for milliarder
Og det er ikke småpenge, der er i spil.
I 2021 trak 1,2 mio. danskere 17,7 mia. kr. fra i skat som kørselsfradrag – eller godt 15.000 kr. i gennemsnit.
Du får nemlig et fradrag på 2,23 kr. pr. km mellem 25-120 km og 1,12 kr. over 120 km – og det løber op.
Kørte du eksempelvis 25 km til arbejde hver vej 210 dage i 2024, kan du få et fradrag på 12.175 kr., viser Skattestyrelsens fradragsberegner.
Unge halter efter de ældre
Hver fjerde dansker er generelt i fare for at miste fradrag og betale for meget i skat. De kontrollerer nemlig ikke deres årsopgørelse for fejl, viser Business Danmarks undersøgelse.
En generationskløft skærer sig ned gennem befolkningen, hvor unge mellem 19-34 år dobbelt så tit undlader at tjekke årsopgørelsen end danskere over 50 år – og de glemmer også oftere kørselsfradraget.
Det kan der være flere årsager til, vurderer landsformand i fagforeningen Business Danmark, Jens Neustrup Simonsen.
”Dels har de +50-årige ofte flere fradragsmuligheder til boliglån, håndværker- og servicefradrag til udbedringer og opgaver i hjemmet. Men de husker også tiden, hvor man møjsommeligt gennemgik årsopgørelsen på papir en gang om året. I dag kan du nemt – og uden at være ekspert – tjekke, om du går glip af fradrag ved hjælp af diverse skatte-apps,” siger han.
Skattestyrelsen tjekker ikke længere for dig
Siden 2021 har kørselsfradraget ikke været en automatisk del af din årsopgørelse. Her sløjfede regeringen virksomheders mulighed for at opgive den ansattes arbejdssted til Skat.
Du skal selv indtaste antallet af arbejdsdage og kilometer – og det glipper ofte.
”Mange tror stadig, det sker automatisk, men det gør det ikke. Andre tjekker slet ikke årsopgørelsen og opdager derfor ikke, at de risikerer at snyde sig selv,” siger Jens Neustrup Simonsen.
Du kan rette fradrag fire år tilbage
Glemte du at skrive dit kørselsfradrag på årsopgørelsen i april, kan du stadig nå det.
Faktisk kan du rette årsopgørelsen fire år bagud fra 2021 og frem.
Og når du nu er i gang, så glem ikke også at undersøge, om du kan få et af de mest oversete fradrag – for kaffe og snacks, når du rejser for arbejdet.
Hvem har ret til kørselsfradrag?
Hvis du har mere end 12 kilometer til arbejde – altså over 24 kilometer tur-retur – kan du få kørselsfradrag.
Det gælder, uanset hvilken type lønnet arbejde du har, så længe du betaler arbejdsmarkedsbidrag. Det betyder, at også studiejobs, lønnede praktikophold og job med løntilskud er omfattet.
Du kan kun få fradrag for de dage, hvor du faktisk rejser til og fra din arbejdsplads. Dage, hvor du arbejder hjemme, holder ferie eller er syg, tæller ikke med.
Fradraget gælder, uanset om du tager bilen, toget, bussen eller endda cyklen.
Fakta om kørselsfradraget
- I årsopgørelsen 2024 kan du trække 2,23 kr. pr. km mellem 25-120 km og 1,12 kr. over 120 km - og helt op til 2,47 kr. hvis du pendler mere end 120 km dagligt fra en såkaldt yderkommune.
- Du skal bruge afstanden mellem din officielle adresse og arbejdspladsen – også selv om du pendler fra sommerhuset, som ligger længere væk.
- Du skal bruge din reelle kørselsafstand, det behøver ikke være den korteste rute.
- Fradragets værdi er ca. 26 pct. – er dit kørselsfradrag 5.000 kr., sparer du derfor ca. 1.300 kr.