Elbilister med solceller får snart refusion

Bedre vilkår er på vej til dig, der både har solceller på taget og elbil i garagen – men indtil nu har været udelukket fra elafgiftsrefusion. Gevinsten kan løbe op i flere tusind kroner om året
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) vil til efteråret fremsætte et lovforslag, der gør det mere attraktivt at eje både elbil og solceller. Refusionsordningen udvides, så du får 89,5 øre pr. kWh refunderet fra ladeoperatøren – ligesom andre elbilejere.
Den midlertidige ordning skal gælde, indtil en ny seriel måleordning (bimåler) er klar. Den vil kunne dokumentere, hvor meget solcellestrøm der bruges til elbilen.
”Den serielle målerordning er en rigtig god løsning, og de bedste løsninger tager desværre ofte tid. Branchen og borgere har efterspurgt, at vi derfor udvider den eksisterende ordning, så elbilejerne får gavn af de grønne løsninger fra den 1. januar 2026. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan udvide løsningen for de borgere, der har både solceller og elbil, så de med rette kan blive belønnet for, at de bidrager til den grønne omstilling. Jeg vil også gerne sige branchen tak for den positive dialog og for at løfte behovet for at udvide ordningen,” siger skatteminister Rasmus Stoklund i en pressemeddelelse.
Business Danmark bakker op
Hos Business Danmark er der ros til udspillet fra skatteministeren.
"Det er sund fornuft, at grønne bilister ikke skal straffes for at producere deres egen strøm. Forslaget gør det mere attraktivt at vælge elbil – også hvis man bruger den i arbejdet og får kørselsgodtgørelse. Det støtter vi fuldt op om," siger Lars Bundgaard, trafikudvalgsformand i Business Danmark.
Han ser det som en vigtig anerkendelse af de mange, der gerne vil gøre noget godt for både klimaet og privatøkonomien.
De samme toner lyder fra privatbilisternes interesseorganisation FDM, hvor forbrugerøkonom Ilyas Dogru roser forslaget.
”Hvis forslaget bliver som forventet, skal man som elbilejer ikke længere vente på den serielle målerordning (bimåler) for at kunne få refusion – man kan altså få den økonomiske gevinst ved både at køre grønt og producere grøn strøm selv,” skriver han på LinkedIn.
Det betyder det for dig
Den kommende ændring er både relevant for dig som privat elbilist og hvis du bruger din egen bil i jobbet og modtager skattefri kørselsgodtgørelse.
Kører du 30.000 km om året i en elbil, der bruger 1 kWh pr. 6 km, kan du se frem til 4.475 kr. i årlig refusion med de nuværende satser.
Når bimålerordningen er klar, kan refusionen fremover blive trukket direkte fra din elregning.