Pengeregn over jobpendlere – ingenting til erhvervspendlere

Et enigt Folketing hæver nu fradraget for alle, der pendler til og fra arbejde. Omvendt er der ingen ekstra godtgørelse til dig, der pendler for jobbet i egen bil. Urimeligt, mener Business Danmark
Befordringsfradraget får nu et ordentligt hak opad og stiger med 89 øre pr. kilometer i hele 2026.
Det står klart efter, at alle Folketingets partier er blevet enige om at kompensere jobpendlere på grund af de høje priser på benzin og diesel.
Til gengæld er der ingen stigning i satserne til medarbejdere, der bliver bedt om at bruge privatbilen til kundebesøg, møder og andre opgaver for deres arbejdsplads.
Det har fået Business Danmark til at reagere med et høringssvar til Skatteministeriet og henvende sig til Skatteudvalget.
Samme benzinregning, forskellig behandling
For mange sælgere, konsulenter og andre medarbejdere er det et krav, at de bruger deres privatbil til erhvervskørsel. Til gengæld modtager de en skattefri kørselsgodtgørelse pr. kilometer.
De kører typisk 30.000 km for deres virksomhed og rammes derfor hårdere af prisstigningerne på brændstof og vedligehold end de fleste almindelige jobpendlere. Og det får Business Danmarks landsformand, Jens Neustrup Simonsen, op af stolen:
"Vi forstår ønsket om at hjælpe danskere, der bliver ramt af stigende brændstofpriser. Men vi er helt uforstående over for, at man kun ser på transporten til og fra arbejde og ikke på den transport, der sker som en del af arbejdet i egen bil," siger han og uddyber:
"Hvis formålet er at kompensere for højere transportomkostninger, er det relevant at spørge, hvorfor medarbejdere, der kører tusindvis af kilometer for deres arbejdsgiver i egen bil, ikke bliver tænkt ind i løsningen."
Fradraget og godtgørelsen plejer at følges ad
Historisk har befordringsfradraget og den skattefri kørselsgodtgørelse udviklet sig parallelt. Det gælder både ved Skatterådets årlige reguleringer i november og under energikrisen i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i 2022, hvor brændstofpriserne skød i vejret.
Dengang forhøjede den daværende regering ekstraordinært både befordringsfradraget og den skattefri kørselsgodtgørelse for erhvervskørsel i egen bil midt på året.
Det fik i sidste uge Business Danmark til i Jyllands-Posten at kritisere bruddet med princippet om både at kompensere job- og erhvervspendlere. Den skattefri kørselsgodtgørelse til erhvervspendlere udbetales af arbejdsgiverne og påfører ikke staten ekstra udgifter.
Se, hvor meget det giver dig
Skatte- og Vækstministeriet har regnet på hvor meget et forhøjet befordring vil udløse i gevinst i landets 98 kommuner.
| Befordringsfradraget | Nyt kilometerfradrag | Gammelt kilometerfradrag |
| +24-120 km dagligt | 3,17 kr. | 2,28 kr. |
| + 120 km dagligt | 1,59 kr. | 1,14 kr. |
| Befordringsfradraget i yderkommuner | Nyt kilometerfradrag | Gammelt kilometerfradrag |
| +24 km dagligt | 3,51 kr. | 2,53 kr. |
Foto: Jonas Ahlstrøm



