• Salg
  • Markedsføring

Pas på, hvad du lover kunden efter d. 27. september

Vi skal kunne stole på grøn markedsføring
  • 11.08.2026
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Denne dato strammes reglerne for grøn markedsføring. Det gælder ikke kun det, marketing skriver, men også det, sælgeren siger til forbrugere. Se, hvad du fremover skal være særligt opmærksom på

“Det er en grønnere løsning.”

“Produktet er klimavenligt.”

“Vi bliver CO₂-neutrale om få år.”

Kunne du finde på at fyre disse salgsargumenter af i din markedsføring?

Så bid mærke i datoen 27. september. Her bliver der nemlig mindre plads til virksomheders løsagtige grønne løfter over for forbrugere, når markedsføringsloven strammes som konsekvens af EU’s ECGT-direktiv – Empowering Consumers for the Green Transition.

Det betyder, at bestemte måder at lave grøn markedsføring på altid vil blive vurderet som vildledende, hvad enten budskabet leveres skriftligt, mundtligt eller via lyd og billede, skriver Forbrugerombudsmanden.

Undgå disse ord, medmindre

De nye regler skal blandt andet komme de brede miljøudsagn til livs, som “grøn”, “miljøvenlig”, “klimavenlig” og “mild mod miljøet”.

Den slags generelle formuleringer bliver forbudt, medmindre virksomhedens produkt har så fremragende miljøegenskaber, at det lever op til kravene i anerkendte mærkningsordninger som Svanemærket eller EU Ecolabel. Jo bredere og mere positivt udsagnet er, desto mere kræver det af dokumentationen.

Samtidig vil det være vildledende at bruge et bæredygtighedsmærke, medmindre det er en anerkendt certificeringsordning eller en mærkning fra en offentlig myndighed.

Dine salgs- og marketingbudskaber skal altså være så konkrete som muligt og kunne dokumenteres, hvis du vil minimere risikoen for at træde ved siden af.

Én vindmølle gør ikke virksomheden grøn

Det vil også altid være vildledende at kalde et helt produkt eller en hel virksomhed grøn, hvis miljøfordelen kun gælder en enkelt del eller aktivitet.

Et produkt kan eksempelvis ikke markedsføres som “bæredygtigt”, bare fordi emballagen er lavet af genbrugsmateriale. Og en virksomhed kan ikke kalde hele sin drift klimavenlig, fordi hovedkontoret har opstillet en vindmølle. Men derfor kan man godt fremhæve, hvor stor en andel af virksomhedens strømforbrug, der består af vind- og solenergi, så længe det kan dokumenteres.

Det går heller ikke at prale af, at virksomhedens produkter er CO₂-neutrale, hvis den har købt sig til klimakompensation uden for produktets værdikæde.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.