I disse brancher tjener du mest - og mindst

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt. Temposkiftet får ekstra mange til at overveje et jobskifte. Se, hvordan dit branchevalg påvirker din løn
For nogle handler et karriereskifte om at skifte fag.
For andre om at bruge deres faglighed på en ny måde i en anden branche, fx inden for medicin og software fremfor tøj, biler eller forsikring.
Men før du kaster dig hovedkulds ud i et skifte, bør du lige tjekke lønniveauet. For den kan variere markant for den samme type stilling på tværs af brancher, viser Business Danmarks nye lønoversigt.
Fra medicinalindustrien i top til detailbranchen i bund er der 17.000 kr. til forskel om måneden inklusive pension.
De mest vellønnede brancher er typisk også de mest rundhåndede, når det gælder den samlede lønpakke med frynsegoder.
Løn er den største motivationsfaktor
Løn topper listen over, hvad der kan få os til at skippe jobbet for et nyt. Og den trend har været undervejs siden 2019, viser den nye kandidatanalyse fra rekrutteringsfirmaet Ballisager.
Her svarer 42 pct. at ”en god løn” er blandt de største karrieredrivere, tæt forfulgt af ”gode kolleger” og work-life-balance.
| Hvad driver valget af job? | 2026 |
| God løn | 42% |
| Gode kolleger | 38% |
| Work-lift-balance | 35% |
| God leder | 29% |
| Mulighed for indflydelse | 20% |
| Mulighed for at blive dygtigere | 20% |
| Sikkerhed i jobbet | 19% |
| Gode virksomhedsværdier | 15% |
| Et stærkt virksomhedspurpose | 13% |
| Mulighed for at avancere | 6% |
Medicinalbranchen topper lønhierarkiet
Ifølge Business Danmarks lønoversigt finder du fortsat – trods massefyringer i Novo – medicinal- og medicoindustrien allerøverst i lønhierarkiet. Her tjener en salgskonsulent i gennemsnit 60.700 kr. inklusive pension om måneden.
Lige i slipstrømmen følger den elektronisk og kemisk industri, og herefter er der et stort gab ned til forfølgerne.
Nedenfor finder du lønforskellene for at salgskonsulent.
Top 5 brancher for en salgskonsulent
| Branche | Månedsløn inkl. pension |
| Medicinal og medico | 60.700 kr. |
| Elektronisk industri | 59.500 kr. |
| Kemisk industri | 59.100 kr. |
| Bank, bolig og forsikring | 55.100 kr. |
| Engros: Råstoffer og halvfabrikata | 54.700 kr. |
Bund 5 brancher for salgskonsulenter
I den anden ende af listen ligger et tæt felt med detailbranchen nederst. Her tjener en salgskonsulent i gennemsnit 43.700 kr. om måneden, mens kollegerne i organisationer og foreninger samt kultur-, sports- og oplevelsesbranchen tjener et par tusind mere.
| Branche | Månedsløn inkl. pension |
| Serviceydelser | 46.200 kr. |
| Tøj og tekstiler | 45.600 kr. |
| Kultur, sport og forlystelser | 45.400 kr. |
| Organisationer og foreninger | 44.700 kr. |
| Detail | 43.700 kr. |
De skjulte værdier i lønpakken
Ifølge Emilie Sophie Kostecki hænger forskellene blandt andet sammen med branchernes indtjening, kompleksitet og konkurrence om specialiserede profiler.
”Det er jo ikke, fordi sælgerne arbejder mindre hårdt i de lavere lønnede brancher. Men branchernes økonomi og markedsvilkår spiller en stor rolle for, hvad virksomhederne kan og vil betale,” siger hun.
Det gælder ikke kun den rå månedsløn og pension, tilføjer hun.
”En ting er lønnen du har at leve for hver måned. Men går du den samlede lønpakke efter i sømmene, kan der ligge skjulte værdier, som løber op i mange tusind kroner. Der er brancher, som oftere tilbyder fri firmabil, hjemmearbejde, feriedage eller tandlæge- og sundhedsforsikringer end andre,” siger hun.
Business Danmarks lønberegner fortæller dig også, hvilke frynsegoder du kan forvente i forskellige job.
Pengene er rare, men er ikke alt
Udover lønrådgivning, sparrer Emilie Sophie Kostecki også med medlemmerne om karrieren. Flest har brug for karriereråd fra årsskiftet til sidst på foråret, før stilleperioden sætter ind i juni/juli.
Men efter sommerferien starter højsæsonen ikke kun for jobskifte, men også for brancheskift.
For når tempoet falder, er der mere tid til at mærke efter, påpeger hun.
”Det er ofte i sommerperioden, hvor hverdagen kommer lidt på afstand, at folk overvejer, om de er det rigtige sted, eller om de arbejder med det rigtige. Her er jobskiftet sjældent kun motiveret af højere løn, men i høj grad også af ønsket om forandring og en frisk start,” siger Emilie Sophie Kostecki.
Men hun advarer derfor mod alene at jagte den højeste løn.
”Løn er vigtigt, men det kan ikke stå alene på den længere bane. Du bliver hver dag konfronteret med virksomhedskulturen, fleksibiliteten, ledelsen, udviklingsmulighederne og work-life balancen, mens det er altså kun lønningsdag en dag om måneden. Så det gælder om at finde den rette kombination,” siger hun.
Månedslønnen i 22 brancher
| Branche | Månedsløn med pension for en salgskonsulent |
| Medicinal og medico | 60.700 kr. |
| Elektronisk industri | 59.500 kr. |
| Kemisk industri | 59.100 kr. |
| Bank, bolig og forsikring | 55.100 kr. |
| Engros: Råstoffer og halvfabrikata | 54.700 kr. |
| Engros: Biler og maskiner | 53.100 kr. |
| Maskinindustri | 52.600 kr. |
| IT | 51.500 kr. |
| Bygge og anlæg | 51.300 kr. |
| Engrosvarer til endeligt forbrug | 51.300 kr. |
| Sundhedssektoren | 50.900 kr. |
| Hotel og restauration | 50.700 kr. |
| Reklame, medie, kommunikation | 50.500 kr. |
| El, gas, vand og varme | 50.200 kr. |
| Nærings- og nydelsesmidler | 50.200 kr. |
| Land-, skovbrug og fiskeri | 48.600 kr. |
| Rejser og transport | 47.400 kr. |
| Serviceydelser | 46.200 kr. |
| Tøj og tekstiler | 45.600 kr. |
| Kultur, sport og forlystelser | 45.400 kr. |
| Organisationer og foreninger | 44.700 kr. |
| Detail | 43.700 kr. |
Lønnen er opgjort som gennemsnitlig månedsløn inklusive pension for salgskonsulenter.



