Husk din årsbonus, når du skifter job
Januarlønsedlen er ofte ventet med ekstra spænding. Her får mange deres årsbonus som tak for indsatsen året før. Men husk, du også har ret til en andel, selv om du skifter job
Et nyt år. En frisk start. Sådan er gamet for mange ansatte med præstationsløn, som i januar fik udbetalt årsbonus oven i den normale grundløn.
Bonusaftaler er især udbredt blandt ledere og medarbejdere i salg og marketing. Her har hver tredje en bonusaftale, som i snit kaster 85.000 kr. ekstra af sig.
Du kan dog også have bonuskroner til gode, selv om du skiftede job sidste år, før årsbonussen blev opgjort. Det fremgår af Funktionærloven. Derfor er det lige nu, du bør hejse flaget over for din tidligere arbejdsgiver, hvis du som tidligere ansat ikke har modtaget bonus, siger juridisk chef i fagforeningen Business Danmark, Frank Kanlund.
- Hvis du var ansat i dele af bonusperioden, og målene ellers blev indfriet, så har du ret til en forholdsmæssig andel, svarende til de måneder du var ansat i bonusperioden, fortæller han.
- Både virksomhed og fratrådte lønmodtagere glemmer nemt at afregne bonus, når afregningen først sker længe efter, at den ansatte er fratrådt. Det sker sjældent af ond vilje, så i de fleste tilfælde kan en venlig påmindelsesmail til din tidligere arbejdsgiver hurtigt rette op på forglemmelsen.
Det kan dog straks være vanskeligere at få indsigt i, om bonusmålene blev nået, men det er der også råd for, påpeger Frank Kanlund.
- Start med at spørge din tidligere arbejdsgiver om bonusmålene blev indfriet, bonussens størrelse og hvornår pengene forventes udbetalt? Er der noget, som afviger fra, hvad du forventede, så stik fingeren i jorden blandt dine tidligere kolleger, lav en hurtig research af regnskabstal og tag din fagforening med på råd, siger han.
Få bonus på forhånd, hvis du skifter job i år
Bonusser udbetales i udgangspunktet, når bonusperioden og regnskabsåret er udløbet. Men overvejer du at skifte job i 2024, kan du også forsøge at få udbetalt en forholdsmæssig andel af din bonus, allerede når du fratræder frem for at vente til 2025.
- Fratræder du allerede i første halvdel af 2024, kan det være en fordel at forhandle sig til en forventet bonus og få pengene med det samme, fordi du ikke kan påvirke målopnåelsen i andet halvår. Men har du en god kemi med din arbejdsgiver og er I tæt på bonusmålene, og er bonusårets ved at rinde ud, så kan det være en fordel at vente. Der er mange parametre i spil, så tag altid os med på råd, siger han.
Fakta
- 32 pct. i salg og marketing har en bonusaftale.
- De får i snit udbetalt ca. 85.000 kr. i bonus.
- I snit udgør bonus 12 pct. af lønnen.
- Bonus kan enten udbetales hvert kvartal, hvert halve år eller årligt, når regnskabsåret er afsluttet – hvilket i mange virksomheder er ved årsskiftet.