Benjamin: Giv mig chancen for at vise mit værd

CBS-uddannelsen er i hus, og ambitionerne er store. Alligevel jagter Benjamin Frederichsen på tiende måned stadig sit første faste job, ligesom mange andre nyuddannede. Karriererådgiver giver et par råd til at få foden i døren
Da Benjamin Frederichsen i januar satte punktum for sin uddannelse, var han klar til at skrive et nyt kapitel i livet.
Efter flere års studier på CBS og Københavns Universitet stod han med en kandidatgrad, praktik på cv'et og et ønske om at arbejde med konsulentopgaver, marketing eller kommunikation.
Men overgangen fra universitetet til arbejdsmarkedet har vist sig vanskeligere, end han havde forestillet sig.
”De første to-tre måneder gik jeg benhårdt efter det. Men efter adskillige afslag begyndte jeg at undersøge, hvorfor jeg ikke kom til samtale. Og den forklaring, jeg fik igen og igen, var, at jeg ikke havde nok relevant erfaring,” fortæller Benjamin Frederichsen.
Dermed stod han med det paradoks, som mange nyuddannede genkender. For at få jobbet skal man have erfaring. Men for at få erfaring skal nogen først give én jobbet.
Billedtekst: Det er ikke Benjamin på billedet
Fra manager til trainee
Benjamin har undervejs justeret sin jobsøgning. I begyndelsen søgte han også stillinger på et relativt højt niveau. Siden har han udvidet søgningen og også søgt på trainee-niveau.
Ikke fordi ambitionerne er blevet mindre, men fordi det vigtigste nu er at få den første chance for at vise, hvad han kan.
”Jeg prøver at søge bredere og stillinger på forskellige niveauer. Jeg vil gerne ind i konsulentbranchen, marketing eller kommunikation, men det handler først og fremmest om at få foden indenfor,” siger han.
Undervejs har han også arbejdet aktivt med sin LinkedIn-profil. Han har blandt andet suppleret profilen med certificeringer, projekter fra studiet og cases for at tydeliggøre, hvad han faktisk kan bidrage med.
For Benjamin har jobsøgningen samtidig været lidt af et reality check. Allerede da han søgte praktik, oplevede han, hvor hård konkurrencen om de relevante pladser kunne være. Praktikken kom til sidst på plads gennem netværk, men oplevelsen gav et tidligt indblik i, hvor mange der konkurrerer om at komme ind på arbejdsmarkedet.
Uddannelsen er adgangsbilletten
Ifølge karriererådgiver Lise Vestergaard er Benjamins situation langt fra enestående.
Hun møder mange veluddannede unge, der kommer ud fra universiteterne med både ambitioner, faglige værktøjer og et stort ønske om at gøre en forskel. Men de har ofte svært ved at finde de stillinger, hvor de kan få den første erfaring.
”Der står mange som Benjamin og banker på døren. De har taget en lang uddannelse, de er dygtige, og de brænder for at komme ud og bidrage. Men der er blevet langt mellem nogle af de klassiske entry jobs, hvor virksomhederne tidligere tog nyuddannede ind og lod dem vokse ind i rollen,” siger Lise Vestergaard.
Derfor mener hun også, at unge skal passe på med at se kandidatgraden som en direkte billet til et bestemt job eller niveau.
”En lang videregående uddannelse er i dag i høj grad en adgangsbillet til arbejdsmarkedet. Den betyder ikke nødvendigvis, at du går direkte ind i drømmejobbet. Til gengæld har du gennem uddannelsen fået en række stærke værktøjer, som kan betyde, at du hurtigt kan udvikle dig og skabe værdi, når du først får muligheden.”
Det afgørende er derfor at komme over den første barriere.
Første job er en trædesten
Lise Vestergaard råder derfor nyuddannede til ikke at stirre sig blinde på jobtitel eller på, om det første job præcist svarer til det, de forestillede sig under studiet.
Samtidig forstår hun godt, at det kan være svært at justere forventningerne. For når man har brugt mange år på en videregående uddannelse, lagt mange timer i studiet og virkelig gjort sig umage for at blive så dygtig som muligt, er det naturligt at forvente, at det også afspejler sig i det første job.
”Jeg forstår godt, at det kan være frustrerende. Man har virkelig givet sig fuldt ud på studiet og står endelig med sit eksamensbevis i hånden. Så kan det føles mærkeligt pludselig at skulle sænke barren. Men det er vigtigt at huske, at det ikke er det samme som at sænke ambitionerne,” siger hun.
Nogle gange kan vejen til drømmejobbet nemlig begynde et andet sted.
”Man kan have en forestilling om, at fem års uddannelse skal udløse et job på et bestemt niveau. Men nogle gange skal man sætte barren lidt lavere i første omgang. Det handler om at få relevant erfaring, lære en branche at kende, skabe resultater og bygge et netværk. Når først man har fået foden indenfor, kan det gå hurtigt,” siger hun.
Det kan for eksempel være et trainee-forløb, en projektansættelse, en mindre virksomhed eller en funktion, der ligger lidt ved siden af det oprindelige karrieremål.
For Benjamin er den erkendelse allerede blevet en del af jobsøgningen.
”Jeg har fundet ud af, at det vigtigste lige nu er at komme ind et sted, hvor jeg kan bruge mine kompetencer og udvikle mig. Når først man har fået den relevante erfaring på cv'et, står man også et helt andet sted,” siger han.
LinkedIn er mere end et digitalt cv
Samtidig peger Lise Vestergaard på LinkedIn som et af de vigtigste redskaber for nyuddannede.
Ikke blot som et sted, hvor man opretter sin profil og derefter venter.
”LinkedIn skal opfattes som dynamisk. Man skal hele tiden arbejde med sin profil, sit netværk og sin synlighed. Mange unge ser ikke nødvendigvis LinkedIn som noget afgørende, men hvis man vender perspektivet om og ser på dem, der leder efter kandidater, er billedet et andet. For virksomheder, headhuntere og rekrutteringsbureauer begynder meget af søgningen netop dér,” siger hun.
Derfor bør profilen gøre det let hurtigt at forstå, hvem kandidaten er, hvilke kompetencer vedkommende har, og hvilken retning han eller hun ønsker at gå.
Men lige så vigtigt er aktiviteten omkring profilen: at følge relevante virksomheder og personer, kommentere fagligt, skabe nye forbindelser og turde række ud.
Benjamin har selv brugt LinkedIn aktivt til blandt andet at skabe kontakt til personer i virksomheder og til at undersøge, hvilke profiler virksomhederne faktisk ansætter. Han har også brugt kaffemøder til at blive klogere på brancherne og på, hvad arbejdsgiverne efterspørger.
Giv mig chancen
For Benjamin handler jobsøgningen derfor ikke om manglende lyst til at arbejde eller manglende ambitioner. Tværtimod.
Han har justeret sin strategi, søgt bredere, arbejdet med sin profil, taget certificeringer og forsøgt at skabe kontakter til de brancher, han gerne vil ind i.
Nu mangler den første arbejdsgiver, der ser potentialet og giver ham muligheden for at omsætte de mange års uddannelse til erfaring fra den anden side af skrivebordet.
Og netop dér ligger ifølge Lise Vestergaard en vigtig pointe.
”Vi skal passe på ikke kun at rekruttere på det, kandidaterne allerede har gjort. Når vi taler om nyuddannede, er virksomhederne også nødt til at se på potentialet. Ellers ender vi i den situation, at alle efterspørger erfaring, men ingen vil være med til at give de unge den.”
Fem karriereråd fra Lise Vestergaard
1. Få foden indenfor
Det første job behøver ikke være drømmejobbet. En trainee-, projekt- eller juniorstilling kan give den erfaring, der åbner den næste dør.
2. Sænk barren, men ikke ambitionerne
At begynde på et lavere niveau er ikke et nederlag. Se det som første skridt i en karriere, hvor din uddannelse kan gøre det muligt at udvikle dig hurtigt.
3. Arbejd løbende med LinkedIn
En LinkedIn-profil bliver aldrig færdig. Opdater den, vis dine kompetencer, følg relevante virksomheder, vær aktiv og gør det tydeligt, hvilken retning du søger. Og ikke mindst vær aktiv i forhold til andres posts.
4. Brug netværket og skab et nyt
Tag kaffemøder, kontakt tidligere studiekammerater, undervisere, virksomheder og personer i de brancher, du gerne vil ind i. Mange muligheder opstår gennem relationer.
5. Vis, hvad du kan – ikke kun hvad du har læst
Arbejdsgivere skal hurtigt kunne se værdien af dine kompetencer. Brug projekter, cases, praktik, studiejob og konkrete resultater til at vise, hvordan din uddannelse kan omsættes til værdi i en virksomhed.



