Værsgo´ 10.000 kr. til videreuddannelse om året
Er du hurtigt ude af starthullerne, så kan du fra årsskiftet tage videreuddannelse ganske gratis – nu også som højtuddannet. Men det er først-til-mølle
100.000.000 kr. om året.
Så mange penge er der fra næste år på højkant til gratis videreuddannelse til danske lønmodtagere.
Siden 2018 har lønmodtagere med op til en kort videregående uddannelse kunnet søge om 10.000 kr. til et akademi- eller diplomfag på et af landets erhvervsakademier og professionshøjskoler via Omstillingsfonden.
Men nu udvides ordningen og gøres permanent.
En ny trepartsaftale betyder i 2024, at den årlige donation fra fonden fast hæves fra 65 til 100 mio. kr. – og nok så vigtigt udvides målgruppen, så lønmodtager helt op til bachelorniveau også kan få del i tilskuddet på 10.000 kr. årligt, der dækker udgiften til et 6 ugers modul på de fleste fag.
Det vækker begejstring hos Business Danmarks landsformand, Jens Neustrup Simonsen.
- De fleste fag udvikler sig med stor hast, og det er forstærket efter introduktionen af kunstig intelligens. Det er altafgørende vi konstant følger med og udvikler os for at klare os i den internationale konkurrence, fortæller han og glæder sig over, at ordningen nu også gælder bachelorer.
Sådan søger du
Hvert år uddeler Omstillingsfonden 100 millioner kr. efter først-til-mølle-princippet.
Du kan allerede nu få tildelt støtte, hvis du søger et fag med start i 2024.
Eneste krav for at få del af pengene er, at du er lønmodtager i job med maksimum en mellemlang videregående uddannelse i bagagen, fx en bachelor i international markedsføring.
Du søger støtten, samtidig med at du tilmelder dig et fagmodul på et erhvervsakademi eller en professionshøjskole.
Se, hvilke salgs- og marketinguddannelser du for eksempel kan søge støtte til - login med MitID.
Som noget nyt kan du også uddanne dig i "Anvendelse af kunstig intelligens" på Erhvervsakademi Kolding med støtte fra Omstillingsfonden.
Støtten gælder dog ikke lederuddannelser.
Støtte for tabt arbejdsfortjeneste
Mens du er på uddannelse, kan du eller din virksomhed også søge op til 4.550 kr. om ugen i tabt arbejdsfortjeneste - i såkaldt VEU-godtgørelse.
Om du eller din virksomhed modtager støtten afhænger af, om du får løn under uddannelse eller ej.
Så med både gratis uddannelse og støtte for tabt arbejdsfortjeneste er der ingen undskyldninger for ikke at videreuddanne dig.