Er pausen også forsvundet på din arbejdsplads?
Hver tredje arbejder nonstop uden pauser, viser nye tal. Men arbejde nonstop gør dig mindre effektiv. Fire råd skaber plads til udviklende pauser
I industrisamfundet var arbejdsmarkedet indrettet med lange fysiske strabadserende arbejdsdage med indlagte kaffe-/drikkepauser - gerne om formiddagen og igen om eftermiddagen - krydret med en obligatorisk frokostpause midt på dagen.
På det moderne arbejdsmarked med en kortere, men mere komprimeret, arbejdsuge fyldt med hjernevridende opgaver, er de fysiske og mentale pauser for mange erstattet af lynhurtige gåture til kaffemaskinen, og i mere ekstreme tilfælde ender frokosten med at blive indtaget i selskab med computeren, påpeger Business Danmarks landsformand i en kommentar på finans.dk.
For mange er de skemasatte pauser væk, og vi ambitiøse selvledende medarbejdere fylder nemt vores kalendere til bristepunktet med driftsopgaver uden at reservere tid til omtanke. Men passer det ind i den rummelige og fleksible arbejdsmarkedsvision, som vi alle gerne vil være en del af og som ikke mindst virksomheder gerne vil sole sig i?
I en nylig gennemført undersøgelse, vi har fået foretaget i Business Danmark, fremgår det, at mere end hver tredje lønmodtager mener, at der i løbet af en arbejdsdag ikke er tid til at holde vigtige fysiske og mentale pauser, som ellers giver os den fornødne energi til at stå arbejdsdagen igennem.
Arbejde nonstop avler stress
Begrebet stress er ufrivilligt flyttet ind på langt de fleste arbejdspladser i dag. Når det først har fundet vej, kan det være en udfordring at få det skubbet ud igen. Vi har i de senere år set eksempler på, at selv politikere, der i medierne fremstår stærke og uovervindelige, må bukke under for stress.
Og heldigvis ser vi en tendens i samfundet til at stress er noget, vi skal tage særdeles alvorligt.
Senest er eksemplet med Venstreformand Jacob Ellemann-Jensen.
Han har været hudløs ærlig om sin sygdom og har erkendt, at han ikke er uovervindelig, men måske ekstra sårbar efter at have været ramt af stresshammeren en gang. Selv om han måske får kritik fra flere sider i forhold til ikke at kunne løfte opgaven som forsvarsminister, så bør vi hylde ham for også at kunne kende sine begrænsninger i nuet. Jeg påstår ikke, at jobbet som økonomiminister er et retrætejob – langt fra. Men omfanget af opgaver og udfordringer i forsvarsministeriet i 2023 synes at være betydeligt mere vidtrækkende. Og med det in mente er det et klogt træk af venstreformanden.
Men gør vi tilstrækkeligt i dag for at forebygge, og sikre os, at vi holder stressfænomenet for døren. Nej, det mener jeg ikke arbejdsgiverne altid gør - særligt hvis ikke medarbejderne føler, at der er tid til at holde små pauser i løbet af en arbejdsdag, hvor der er tid til at refleksion og sætte hjernen på standby.
Skal vi forsøge at holde stressen for døren, kan det være en mulighed at lade (tænke)pausen blive en del af arbejdsdagen, enten formelt eller uformelt.
Læs også: Rikke satte sig selv sidst - og gik ned med stress
Fire råd til bedre pauser
1. Book kun 70 pct. af din arbejdskalender med opgaver – så er du 100 pct effektiv og der er plads til uforudsete opgaver, som altid dukker op.
2. Sæt tid af i din kalender til tænketid, så du ikke bare drukner i drift. Brug tiden til udvikling og overvej om du kan løse dine opgaver bedre og mere effektivt.
3. Brug for eksempel Pomodoro-teknikken, hvor du arbejder i 25 minutters sprints afløst af fem minutters pause.
4. Drik en kop kaffe med dine kolleger fremfor alene foran skærmen. Det er ofte her nye ideer opstår som rækker ud over vores egen næsetip.