5 år efter corona: Du er ingen helt, hvis du går syg på arbejde

Den 11. marts 2020 lukkede statsministeren Danmark ned for at minimere udbruddet af covid-19. Med ét blev det uacceptabelt at gå syg på arbejde – og det synes vi stadig
Du har sikkert hørt det gamle danske ordsprog: "Ingenting er så galt, at det ikke er godt for noget."
I krisetider har vi mennesker et ekstra behov for at finde nyt håb. Når den flossede politiske og militære alliance mellem Europa og USA er ved at gå op i sømmene, har et samlet Europa på rekordtid fået styr på det politiske kludetæppe og strikket en oprustningsaftale sammen.
Det samme så vi under coronaen i 2020, selv om der gik lidt tid, før vi ændrede vores vaner – et skridt ad gangen.
De positive aftryk af coronaindsatsen holder ved nu, fem år efter pandemien, viser en ny befolkningsundersøgelse lavet af Norstat for Business Danmark.
Vi har fået sundere vaner fem år efter coronaen
I 2025 synes to ud af tre (64 pct.) af de danske lønmodtagere, at det er uacceptabelt, hvis en kollega møder på arbejde med tydelige sygdomssymptomer, mens hver tiende synes, det er ok.
Samtidig er der sket en markant stigning i andelen af danskere – ni ud af ti – som siden 2020 har haft samme eller en skærpet bevidsthed om arbejde og sygdom. Det glæder administrerende direktør i Business Danmark, Martin Kildgaard Nielsen.
"Vi kan se en mærkbar kulturforandring og holdningsændring med hensyn til sygdom på landets arbejdspladser. Vi tolererer ikke længere, at kolleger dukker hostende og forkølede op på kontoret med risiko for at smitte andre. Det har helt sikkert skubbet på udviklingen, at hjemmearbejde har vundet frem de seneste fem år," siger han.
"Det handler ikke kun om den enkeltes arbejdsindsats, men om et sundt arbejdsmiljø. At tage hensyn til sine kollegaer er en del af den ansvarlighed, vi alle bør udvise. En syg medarbejder, der bliver hjemme og undgår at smitte andre, bidrager i sidste ende til en mere stabil og effektiv arbejdsplads."
Hygiejne som en naturlig del af arbejdskulturen
Otte ud af ti medarbejdere vurderer, at en god hygiejnestandard er vigtig for deres trivsel. Det viser, at hygiejne ikke blot handler om at undgå sygdom – det er en del af et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne føler sig trygge og godt tilpas.
"Det er vigtigt, at vi ikke ser hygiejne som en midlertidig kriseløsning, men som en naturlig del af vores arbejdskultur. Mange arbejdspladser har heldigvis beholdt gode vaner som håndsprit og bedre rengøringsrutiner, men vi skal sikre, at det forbliver en prioritet fremover," siger han.
"Fem år efter pandemiens udbrud er det værd at spørge sig selv: Hvordan skaber vi arbejdspladser, hvor vi fortsat tager hensyn til hinanden og sørger for et sundt arbejdsmiljø? Svaret ligger i de vaner og holdninger, vi vælger at fastholde."