• Løn
  • Jura

Lønnen er stukket fra din godtgørelse

Erstatningsloftet ved konkurs uændret i 17 år
  • 01.10.2026
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Lønmodtagernes Garantifond udbetaler i dag dobbelt så meget til konkursramte medarbejdere som i 2009. Samtidig har det maksimale godtgørelsesloft stået bomstille, og det koster ansatte dyrt. Se hvad du skal gøre, hvis det utænkelige sker

På bare et enkelt år mistede 32.000 danskere jobbet, fordi deres arbejdsplads gik nedenom og hjem under finanskrisen i 2009 .

Den værste økonomiske krise i mands minde fik dengang beskæftigelsesministeren til at skrue op for den maksimale udbetaling til ansatte, som står uden løn ved en konkurs. Max-udbetalingen steg fra 110.000 til 160.000 kr.

Siden 2009 har max-udbetalingen stået stille. Men det samme kan man ikke sige om danskernes lønninger, og det får nu konsekvenser for mange ansatte ved en konkurs.

Godtgørelsen har stået bomstille i 17 år

Ifølge Danmarks Statistiks lønindeks er lønnen steget 41 pct. fra fjerde kvartal 2009 til fjerde kvartal 2025.

Havde den maksimale udbetaling til konkursramte fulgt samme udvikling, ville det ligge på 225.000 kr. i stedet for 160.000 kr., påpeger en misfornøjet Jens Neustrup Simonsen, landsformand i fagforeningen Business Danmark.

”Jo mere du tjener, desto større er risikoen for, at du mister noget af din løn. Så simpelt er det. Vores jurister kan konstatere, at flere og flere medlemmer må vinke farvel til dele af den løn, garantifonden jo blev sat i verden for at sikre. I en usikker verden er det på høje tid at hæve loftet og sikre, at det også følger med lønningerne,” siger han.

Siden oprettelsen af Lønmodtagernes Garantifond i 1972, har politikerne løbende opjusteret max-udbetalingen hvert 5-8 år. Men altså ikke siden 2009, hvor satsen til gengæld fik et ordentligt nøk opad.

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Tidslinje over stigningen i den maksimale erstatning for tabt løn fra LG

Hvert fjerde mister penge

De højere lønninger betyder, at hvert fjerde medlem af Business Danmark ved en konkurs må give afkald på dele af deres tilgodehavende løn, fordi hverken garantifonden eller boet kan dække tabet.

Ifølge garantifondens egne opgørelser, er den gennemsnitlige udbetaling af manglende løn før og efter konkursen fordoblet fra 23.700 kr. pr. anmeldt lønmodtager i 2009 til 50.600 kr. Nogle har få kroner til gode, mens det for Business Danmarks medlemmer i snit ligger tættere på 100.000 kr. og for andre endnu mere.

Det understreger, at det stillestående udbetalingsloft fortjener fornyet politisk opmærksomhed, mener Business Danmark.

”Det er typisk ansatte med et langt opsigelsesvarsel, fri firmabil og præstationsløn, der kommer i klemme. Som det er i dag, udhules garantien fra år til år, og det stiller lønmodtagerne ringere,” siger Jens Neustrup Simonsen.

Snak med vores jurister

Hvis din arbejdsplads går konkurs

  1. Kontakt din fagforening. Få afklaret, hvad du har til gode.
  2. Saml dokumentation. Find kontrakt, lønsedler, oplysninger om bonus og provision samt dokumentation for udlæg, opsigelse og eventuel fritstilling.
  3. Få hele kravet opgjort. Husk pension, løngoder, feriepenge og eventuel fratrædelsesgodtgørelse.
  4. Læg en plan for ventetiden. Tal med os om dine muligheder, hvis manglende løn skaber et akut hul i din økonomi.
  5. Dit eventuelle restkrav. Hvis dit krav overstiger garantifondens dækning, skal resten om muligt hentes i konkursboet. Det hjælper vi dig også med. Dit krav er et såkaldt simpelt krav, det vil sige, at du står langt tilbage i køen af kreditorer, og der ofte ikke er noget at komme efter.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.