• Jobsøgning
  • Ledig

Hvis jeg blev ledig som 55-årig, ville jeg…

Sami Akray stifter af Jobsherpa
  • 08.09.2026
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

…ikke begynde med Jobindex. Sådan siger Sami Akray, stifter af Jobsherpa, der hjælper specialister og ledere videre i karrieren. Men hvad skal du så gøre? Det har vi spurgt ham om

”Jeg ville bruge de første uger på at beslutte, præcis hvilke problemer jeg kan løse for en virksomhed. Udvælg 30-50 virksomheder, hvor det er relevant, og så sikre, at CV og LinkedIn-profil understøtter denne position. Dernæst ville jeg kortlægge mit netværk, finde relevante headhuntere og få booket nogle kaffemøder. Først derefter ville jeg bruge seriøs tid på stillingsopslag.”

Sådan indledte direktør og karriereekspert Sami Akray forleden et opslag på LinkedIn.

”Jeg oplever virkelig ofte, at mange gør det stik modsatte. De bliver opsagt fredag. Mandag begynder de at sende ansøgninger. Og efter tre måneder og 47 afslag begynder de at tvivle på sig selv, selvom de har rigtig meget at byde på.”

For erfarne ledere og specialister ligger den næste stilling ofte og venter i netværket, uddyber Sami Akray i dette interview.

Erfaring og netværk er din styrke

Der er langt flere unge end ældre ledige, viser Business Danmarks ledighedstal. Til gengæld kan det tage lidt længere for ældre ledige at finde det næste job.

Hvorfor bør ledige over 55 år gå mere strategisk til jobsøgningen end yngre?

”Når man er 55+, mener jeg, det er en fejl bare at starte jopbsøgningen på Jobindex og LinkedIn. Du vil oftere have glæde af først at definere, hvad du kan, hvad du vil og hvilke virksomheder, der konkret har brug for det, du kan?” siger Sami Akray.

”Folk i halvtredserne har tit 25-30 års erfaring, et stort netværk og mange dokumenterede resultater. Det er netop deres styrke. Men hvis de alene søger opslåede stillinger, bliver de hurtigt reduceret til et CV i konkurrence med bunken af 100-200 andre ansøgere.”

Særligt inden for salg og marketing er det vigtigt at identificere, hvilken forretningsmæssig værdi man kan skabe, påpeger han.

”Kan du eksempelvis åbne nye markeder, skabe vækst, professionalisere salget, udvikle key accounts, generere flere leads eller positionere virksomheden stærkere? Du skal altså ikke begynde jobsøgningen ud fra, hvilke ledige stillinger der findes, men hvilke virksomheder, der har problemer eller muligheder, som du er rigtig god til at løse?”

Oversæt din erfaring til værdi

Hvordan finder man konkret frem til, hvilke problemer man kan løse for en virksomhed, og omsætter det til en skarp profil?

”Jeg spørger tit, hvad har du skabt, eller hvilke problemer har du løst gennem din karriere? Måske er du særlig god til at øge omsætningen, åbne nye markeder, opbygge et stærkt salgsteam, vende en negativ udvikling, udarbejde en go-to-market-strategi eller forbedre leadgenereringen og en virksomheds position i markedet. Og allervigtigst, kan du bakke det op med målbare resultater.”

Erfaring er ikke kernen i budskabet. Det er værdien, som din erfaring kan bibringe din næste arbejdsgiver.

”Hvis du gennemgår de vigtigste resultater fra din karriere, opstår der som regel et mønster, som fortæller meget mere om din reelle værdi end jobtitlerne gør. Det skal du koge ned til en meget enkel profil. Så væk med “Erfaren kommerciel profil med 25 års erfaring.” Og ind med “Jeg hjælper B2B-virksomheder med at skabe vækst gennem stærkere salg, key account management og udvikling af nye markeder.”

Gå målrettet til værks

Hvordan udvælger man en shortlist af relevante virksomheder, og hvem bør man forsøge at komme i kontakt med?

”Jeg anbefaler altid at lave en targetliste på 30-50 virksomheder. Det skal ikke bare være virksomheder, du synes er spændende. Der skal være en begrundelse for, hvorfor netop dine kompetencer kan være relevante for dem.”

En salgsprofil vil måske gå efter virksomheder, der har potentiale til at sælge mere, vil ind på nye markeder eller professionalisere deres salgsarbejde? Her er det en god idé at kigge efter virksomheder, der er i vækst, har fået ny ejer eller ledelse, lancerer nye produkter eller står foran en kommerciel transformation.

For en marketingprofil kan være relevant at se efter, hvilke virksomheder der skal styrke deres position, skabe flere leads eller have bedre sammenhæng mellem marketing og salg, påpeger han.

”Når virksomhederne er identificeret, skal du finde de mennesker, der ejer den forretningsmæssige udfordring, du kan være med til at løse. Det er i udgangspunktet sjældent HR, men oftere virksomhedens CEO, CCO, salgsdirektør eller marketingdirektør. I ejerledede og mellemstore virksomheder kan det meget ofte være CEO’en eller ejeren selv.”

Aktiver dit netværk

Det kan opleves som grænseoverskridende at aktivere sit netværk. Hvordan tager man kontakt uden at føle, at man tigger om et job?

”Det opleves især som grænseoverskridende, hvis man tror, at netværk betyder, at man skal ringe til nogle og sige “Kan du skaffe mig et job?” Det skal man ikke. Jeg plejer at sige, at netværk handler om tre ting: information, sparring og introduktioner,” siger han og uddyber:

”Du kan eksempelvis kontakte en tidligere kollega eller forretningsforbindelse og sige “Jeg er ved at undersøge mit næste karriereskridt og fokuserer særligt på virksomheder med nogle bestemte kommercielle udfordringer. Du kender markedet godt, og jeg vil gerne høre, hvordan du ser det.”

”På den måde beder man ikke om et job, men om viden. Det gør samtalen langt mere naturlig. Og ofte ender den gode netværkssamtale med, at personen siger: “Du burde faktisk tale med…,” siger han.

Vær konkret og specifik, når du rækker ud

Hvad skal man bede netværket om hjælp til, så det rent faktisk kan åbne døre?

”Du skal være konkret og sætte en agenda. En af de mest ineffektive sætninger i jobsøgning er efter min mening “Sig endelig til, hvis du hører om noget.” Det er næsten umuligt for netværket at handle på. Vi er lidt tilbage til, hvad kan du, hvad vil du og hvor vil du gøre det. Jo mere konkret du er, desto bedre.”

”I stedet skal du sige “Jeg leder især efter ejerledede B2B-virksomheder, der skal professionalisere deres salg. Kender du nogen, jeg burde tale med?” Eller “Jeg vil gerne i dialog med virksomheder, der står foran international ekspansion. Er der to-tre personer i dit netværk, du synes, jeg burde møde?” Så kan folk langt oftere hjælpe,” siger han.

Ifølge Sami Akray er det mere effektivt at bede om introduktioner frem for et job.

”Målet er ikke nødvendigvis, at en person i dit netværk, kender det perfekte job. Målet er, at hver samtale kan føre videre til en eller to nye relevante samtaler. For 55+ kandidater er det særligt interessant, fordi de ofte har et meget større netværk, end de selv er bevidste om efter et langt arbejdsliv.

”Og husk altid at lukke leads på mødet. Folk glemmer dig, så snart du er gået. Jeg siger ofte, at jobsøgning ikke handler om at sende flest mulige ansøgninger, men om at skabe flest mulige relevante samtaler – og gerne før jobbet overhovedet bliver slået op,” slutter han.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.