• Ledig
  • Jobsøgning

Flere finder job, men ledigheden falder ikke

Der er gang i svingdøren for ledige i a-kassen
  • 27.05.2024
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Lyder det selvmodsigende? Det er det sært nok ikke. Tendensen har også ramt salg og marketing. Få 3 forklaringer på fænomenet her

Du har sikkert hørt det masser af gange før. Arbejdsmarkedet er stærkt, ledigheden lav og behovet for arbejdskraft er stort. Og alle tre ting er rigtige.

Fakta er, at 66.000 flere danskere er kommet i job siden maj 2022, så beskæftigelsen i dag er rundet et rekordhøjt niveau med 3.016.428 personer i job.

Trods jobboomet er ledigheden i perioden alligevel steget fra 2,4 til 2,9 pct., viser tal fra Danmarks Statistik.

I andre fag, som salg og marketing, står ledigheden i stampe. Her er ledigheden højst usædvanligt balanceret mellem 4,52-4,79 pct. for ottende måned i streg. De foregående år har udsvingene været tre-fire gange større i måleperioden september og april.

Men hvad er det lige, der sker, når flere finder job samtidig med, at køen af ledige vokser?

Her er tre væsentlige forklaringer

Større arbejdsstyrke og færre jobopslag
Når arbejdsstyrken – alle beskæftigede samt jobsøgende – vokser hurtigere end antallet af nye job, kan ledigheden stige. Det kan for eksempel påvirkes af mængden af udenlandsk arbejdskraft og pensionister i job, som ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering begge har været stigende de senere år, samt hvor mange unge der afslutter deres uddannelse og søger arbejde. Tal fra Danmarks Statistik viser, at den danske befolkning siden april 2022 er vokset med over 84.000 til knap 6 mio. indbyggere – arbejdsstyrken er således vokset støt de seneste par år. Samtidig er andelen af jobopslag faldet fra 34.000 om måneden i starten af 2022 til 23.200 i april 2024, viser opgørelser fra Jobindex.dk.

Matchningsproblemer
Jo lavere ledigheden er – de nuværende 2,9 pct. for alle danskere og 4,57 pct. i salg og marketing ligger historisk i den lave ende – desto sværere er det at finde det rette match mellem de ledige jobs og de lediges kvalifikationer, geografiske placering og præferencer. Derfor kan ledigheden og beskæftigelsen godt stige på en gang.

Teknologisk udvikling
Øget beskæftigelse kan ske inden for bestemte sektorer eller jobtyper, mens andre sektorer oplever jobtab på grund af teknologiske fremskridt og effektivisering. I salg har man i årevis set, at transaktionelt salg er afløst af e-handel, mens sælgerne i stedet tager sig af det værdiskabende salg. Lige nu påvirker udbredelsen af AI jobsituationen i marketing, hvor opgaver kan effektiviseres eller helt overtages af teknologi.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.