• AI
  • Markedsføring

Deepfake-reklamer skal mærkes – vi kan ikke se forskel

8 ud af 10 kan ikke se forskel på AI- og menneskeskabt indhold
  • 17.02.2026
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Kan kunder egentlig se forskel på, om reklamer er ægte eller lavet med AI, og betyder det overhovedet noget for dem? Snart skal deepfake-reklamer mærkes ifølge nye EU-regler

Du får input til kampagneideer, laver content, genererer billeder og optimerer dine annoncer med hjælp fra AI.

Kunstig intelligens har for længst vundet indpas på bureauer og i danske marketingafdelinger. Og effekten er til at tage og føle på.

Det store spørgsmål er, hvordan danske forbrugere har det med det, og om de kan se forskel på en AI-reklame og en, der er lavet af mennesker?

Det har vi søgt svar på i en Norstat-undersøgelse, lavet blandt 1.051 repræsentative lønmodtagere i november.

De færreste kan se forskel

Det viser sig, at langt de færreste danskere mener, at de kan identificere AI-billeder og tekster fra de ægte.

81 pct. har ingen eller kun en meget vag fornemmelse af, om en tekst er AI-genereret, mens 63 pct. mener det samme om billeder.

Omvendt er henholdsvis kun 3 og 9 pct. skråsikre på, at de kan se forskel på menneskelige og AI-genererede tekster og billeder.

Med den eksponentielle udvikling inden for AI in mente vil svarene på det samme spørgsmål i dag sandsynligvis være endnu mere udtalt.

De skeptiske, nysgerrige og ligeglade

At de fleste af os ikke kan se forskel, er dog ikke det samme som, at vi er ligeglade.

Undersøgelsen viser, at hver tredje forbruger er skeptisk over for brands, der bruger AI i reklamer, kundeservice og chatbots, mens hver fjerde omvendt er nysgerrig på virksomheder, der gør det. Resten er ligeglade. Skepsissen er størst og nysgerrigheden mindst blandt forbrugere over 50 år.

Bundlinjen er, at det handler mere om tillid end om teknologien i sig selv. Altså at du er i sync med din målgruppe, deres holdninger og ikke mindst at du er transparent og ærlig i din tilgang og måden, I brander jer på.

Den humanistiske futurist Christiane Vejlø luftede sidste år, i dette interview og denne podcast, sine tanker om en modreaktion og en søgen hen imod det ægte og uperfekte i en AI-verden. Hvor du og dit brand står bedst, ved kun du.

Nye regler om deepfake og mærkning af reklamer

Både i Danmark og i EU forsøger politikerne at holde trit med de teknologiske muligheder, AI har åbnet for.

Før sommerferien 2025 fastslog en bred politisk aftale, at alle har ret til egen krop og egen stemme, og at der skal kunne slås ned på deepfakes, hvor en persons ansigt eller stemme misbruges digitalt uden samtykke.

Derudover træder en ny mærkningspligt i kraft den 2. august 2026. Fremover skal virksomheder tydeligt oplyse, hvis reklameindhold er en deepfake, hvor man har genskabt bestemte steder eller personer ved hjælp af AI, skriver Dansk Erhverv.

Med en ny dansk AI-kritisk 2-minutters film sætter instruktør Sebastian Lopez fokus på en verden, hvor vi har mistillid til alt hvad vi ser. Læs om filmen på Dansk Markedsføring og se kortfilmen her.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.