Brug din restferie – før den går tabt
Hvert år vinker danskerne farvel til millioner af kroner, fordi de glemmer at holde ferie. Se, hvilke feriedage du kan få udbetalt og hvilke du mister
Ha! Har du hørt noget så tosset – at folk glemmer at holde deres ferie. Men det sker rent faktisk.
Sidste år røg der 110.000.000 uhævede feriekroner ned i kassen hos Danmarks landsdækkende feriefond, Arbejdsmarkedets Feriefond, der administrerer og uddeler uhævede feriepenge til kulturelle og velgørende formål.
Det er en fordobling i forhold til 2021 og det højeste niveau siden 2013. I alt findes der ca. 140 særlige feriefonde oprettet af kommuner og brancheorganisationer.
Hvis du gerne selv have glæde af dine feriepenge, så er det sidste chance for at holde din restferie frem til nytår – eller lave en særlig aftale med din arbejdsgiver.
Ifølge ferieloven har du ret til fem ugers ferie hvert år. Dem optjener du fra 1. september til 31. august året efter – du kan dog holde den sidste restferie helt frem til 31. december. Men når du ikke det, kan der ske tre ting – alt efter, hvor meget eller lidt ferie du har brugt.
Den 1.-4. ferieuge går tabt
Tanken med ferieloven er at sikre, at lønmodtagere holder ferie, så de kan restituere. Loven er derfor stykket sådan sammen, at ubrugt ferie til og med fire uger ryger i en af de mange feriefonde for at motivere flest muligt til at holde ferie.
Den 5. ferieuge er sikret
Får du ikke holdt din 5. ferieuge, kan du aftale med din arbejdsgiver at få den overført til næste ferieår. Og gør du ikke det, skal du have ferieugen udbetalt som løn, men hold selv øje med, at det sker.
Dine ekstra feriefridage er i farezonen
Selv om ferieloven giver ret til 5. ugers ferie, så har mange også ekstra feriefridage oveni – ofte kaldet den 6. ferieuge. Nogle har endnu flere feriefridage.
Disse feriefridage skal du være særlig opmærksom på.
De går nemlig i udgangspunktet tabt, hvis du ikke holder dem – medmindre det fremgår af din kontrakt, personalehåndbog eller overenskomst, at de kan overføres til næste år eller udbetales. Vær opmærksom på, at feriefridagene i nogle virksomheder afvikles forskudt i forhold til ferieåret.
Mange virksomheder kræver, at du først afvikler dine 5 ferieuger, før du bruger feriefridagene.