• Markedsføring
  • Jura

AI-rådgiver hjælper dig med markedsføringsloven

Det er blevet nemmere at få styr på, om du overtræder markedsføringsloven
  • 01.06.2026
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Markedsføringsjura kan være en jungle. Nu lancerer Dansk Markedsføring en AI-baseret juridisk rådgiver, som skal give marketingfolk en pejling af om næste kampagne ”er over grænsen”

Marketingjura er måske ikke det mest sexede, men nødvendig viden, så du kan søsætte din næste grønne kampagne, konkurrence eller poste AI-generet indhold – uden at overtræde markedsføringsloven og få Forbrugerombudsmanden på nakken.

For at højne ansvarligheden og fagligheden i branchen lancerer foreningen Dansk Markedsføring nu en juridisk AI-sparringspartner, Justina, der kan vejlede dig.

Justina er udviklet af bureauet Manifold AI til at give marketingteams hurtige svar i en travl hverdag, fortæller Peter Kastrup-Misir, stifter af Manifold AI, til Dansk Markedsføring:

“I praksis håber vi, at den kan: Reducere antallet af kampagner, der bliver stoppet sent i processen. Mindske risikoen for vildledende markedsføring. Hjælpe virksomheder med at træffe bedre beslutninger hurtigere. Og gøre medlemmerne mere selvsikre i deres lovlige markedsføring.”

Prøv Justina gratis

Erstatter ikke ekspert-rådgivning

Ambitionen er at gøre juridisk viden lettere tilgængelig i en branche, hvor nye teknologier og lovkrav løbende ændrer spillepladen.

Behovet stiger i takt med, at kunstig intelligens har fundet vej ind i marketingafdelinger, hvor de bruges til alt fra tekstproduktion og billedgenerering til analyse og personalisering af indhold. Men udviklingen rejser også nye juridiske spørgsmål.

Særligt EU's AI-forordning kommer fra 2. august til at få betydning for mange marketingfolk. Reglerne stiller blandt andet krav om gennemsigtighed, når virksomheder anvender AI-genereret indhold.

AI-agenten er trænet på Markedsføringsloven samt vejledninger og afgørelser fra Forbrugerombudsmanden. Men selvom AI kan gøre juridisk viden mere tilgængelig, må det ikke erstatte ekspertrådgivning, påpeger adm. direktør i Dansk Markedsføring, Gitte Tvilling.

“Det er vigtigt at understrege, at det er vejledning – ikke en erstatning for opfølgende rådgivning – men det er et stærkt redskab til at kvalificere det videre arbejde,” siger hun.

Læs også: Interview med AI-ekspert David Guldager

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.