• Jobsamtale
  • Jura

7 emner, chefen bør undgå ved jobsamtalen

Hver femte får nærgående spørgsmål ved jobsamtalen
  • 17.02.2025
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Hvor gammel er du? Har du været sygemeldt med stress? Forventer du at få flere børn? Der er grænser for, hvad du må blive spurgt om under en jobsamtale

Det er blot nogle af de spørgsmål, du som leder bør være varsom med at stille kandidater ved en jobsamtale – medmindre det har helt specifik betydning for, om ansøgeren kan varetage jobbet.

Alligevel blev hver femte lønmodtager ved deres seneste jobsamtale spurgt til netop et eller flere emner, som arbejdsgivere helst skal navigere uden om.

Værst står det til blandt ledere (29 pct.) og unge (28 pct.), som er blevet konfronteret med private spørgsmål under samtalen, viser en ny undersøgelse fra Norstat lavet blandt 1.010 danskere for Business Danmark.

Og det er problematisk, påpeger chefadvokat i Business Danmark, Frank Kanlund.

”Det er jo skræmmende i virkeligheden, for det er jo emner, de fleste udmærket godt ved, man helst skal holde sig fra, fordi man ikke må tage hensyn til de her ting. Det skal jo handle om, om man er fagligt kompetent, eller om man ikke er fagligt kompetent,” siger han til Finans.

Vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening, Steen Müntzberg, påpeger over for Finans, at arbejdsgivere naturligvis skal overholde loven ved ansættelser, og fremhæver samtidig, at det ikke i sig selv er ulovligt at spørge ind til ansøgerens private forhold, men at det kan være ulovligt at lægge vægt på bestemte ting i udvælgelsen af kandidaten.

Hvorfor spørge til alder, helbred og fagforening?

”Hvor gammel er du?”

Det spørgsmål er 20 pct. af lederne, 17 pct. af de 19-34-årige og 7 pct. af lønmodtagerne over 50 år blevet mødt med under deres seneste jobsamtale. Frank Kanlund har svært ved at se for sig, at alder skulle diskvalificere en fra at bestride så mange stillinger.

”Hvis alder ses som et udtryk for, om man har nok erfaring og gennemslagskraft, så er det jo bare at læse CV’et igennem, gå kandidaten på klingen og trække referencer,” siger han.

Det næstmest udbredte spørgsmål går på kandidatens helbred – noget 15 pct. af landets ledere er blevet spurgt ind til. Det samme gælder for 11 pct. af medarbejderne mellem 19-34 år og over 50 år.

”Her må man ikke generelt spørge ind til ansøgerens generelle helbred eller sygdomshistorik. Men der er selvfølgelig job, hvor det kan være svært at bestride et job, hvis man for eksempel har rygproblemer.”

EmneProcent spurgt ved seneste jobsamtale
Seksuel orientering0%
Politisk orientering1%
Tro/Religion1%
Graviditet/planer om børn2%
Fagforeningsforhold4%
Sundhed og sygdom9%
Alder10%
Ingen af ovenstående80%

Summen overstiger 100 pct., da man kunne svare ja til flere kategorier.

Kan ende som sag om forskelsbehandling

I sidste ende er det arbejdsgiveren, der har ansvaret for at holde jobsamtalen på sporet og sikre, at ansøgeren føler sig tilpas.

”En god huskeregel er: Spørg kun til emner, der har relevans for, om ansøgeren kan bestride jobbet. På den måde undgår man at rode sig ud i sager om diskrimination og forskelsbehandling,” siger Frank Kanlund.

Og den slags sager opstår af og til, påpeger han.

”Hvis man får afslag på et job på et usagligt grundlag, kan vi køre en sag gennem Ligebehandlingsnævnet, og det kan udløse en erstatning. Udfordringen er at bevise, at man blev usagligt valgt fra på grund af alder, helbred eller lignende. Men man kan jo skrive til arbejdsgiveren bagefter og spørge, hvorfor man ikke fik jobbet, og hvorfor der under samtalen blev spurgt ind til for eksempel alder,” siger han.

Brug for at tale med en jurist?

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.