15 år uden justering: Ansattes konkursgodtgørelse sakker bagud
Trods høj inflation har godtgørelsen til konkursramte ansatte stået bomstille siden 2009. Flere brager nu gennem udbetalingsloftet og må vinke farvel til løn og feriepenge
Sidste år fik 12.445 medarbejdere i knap 1.600 konkursramte virksomheder udbetalt over 800 mio. kr. i tilgodehavende løn og feriepenge fra Lønmodtagernes Garantifond (LG).
Den arbejdsgiverfinansierede LG-fond så dagens lys for 52 år siden for at forebygge medarbejderflugt fra nødlidende virksomheder og som et økonomisk sikkerhedsnet for ansatte i tilfælde af en konkurs.
Gennem årene er det maksimale godtgørelsesniveau gradvist blevet hævet.
I 1972 kunne medarbejdere højest få dækket 25.000 kr. efter skat i manglende løn og feriepenge. I 2009 blev godtgørelsesloftet hævet til 160.000 kr. Men sidenhen har niveauet stået bomstille 15 år i træk.
Det har nu mærkbare konsekvenser for højtlønnede medarbejdere, fortæller landsformand i Business Danmark, Jens Neustrup Simonsen.
"Godtgørelsesloftet har helt ekstraordinært sovet Tornerosesøvn i 15 år. Især de seneste to års høje inflation har medført, at flere lønmodtagere nu må vinke farvel til løn og feriepenge, fordi godtgørelsen konsekvent ikke følger med prisudviklingen," siger landsformand Jens Neustrup Simonsen og fremhæver, at det især rammer højtlønnede inden for salg og marketing.
Niveauet burde hæves med over 30.000 kr.
Skiftende regeringer har ellers haft for vane at justere godtgørelsesloftet hvert 5.-8. år lidt forsinket og med lidt under prisudviklingen.
Senest det skete, var i 2009, hvor den maksimale godtgørelse steg fra 110.000 til 160.000 kr. – den største stigning nogensinde.
Men allerede få år efter var satsen igen overhalet af prisudviklingen, og den er sakket mere og mere bagud de seneste ti år, viser beregninger foretaget af Business Danmark på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Hvis udbetalingsloftet havde fulgt prisudviklingen, burde det straks blive hævet fra 160.000 til over 190.000 kr.
"Inflationen har de fire år fra 2020-2023 været lige så høj, som den var hele årtiet op gennem 2010'erne. Det er på høje tid, at politikerne justerer satsen, så den afspejler virkeligheden," siger Jens Neustrup Simonsen.
Kilde: Danmarks Statistik
Business Danmark har forhøjet grænsen for det rentefri lån på op til 3 x 25.000 kr., som du efter en konkret vurdering få, mens du afventer udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond.
Det dækker LG
- løn, feriepenge eller pension for arbejde, du har udført
- løn, feriepenge eller pension for din opsigelsesperiode
- pensionfor tidligere perioder
- betaling for søgnehelligdage (SH)
- tillæg (fri bil/tlf., bonus, fritvalg, akkordoverskud mv.)
Det dækker LG ikke:
- kørselsgodtgørelse, diæter og repræsentationsudgifter
- udlæg, som din arbejdsgiver skulle have refunderet
- godtgørelse for manglende ansættelsesbevis
- gebyr og honorar ved indgivelse af konkursbegæring
- G-dage (1. til 3. ledighedsdag)
- konventionalbod i henhold til en konkurrenceklausul.
Kilde: Borger.dk