• Salg
  • Markedsføring

Vi løber efter hype som hovedløse høns

Du har meget at vinde ved at fokusere på det basale, mener ledelsesrådgiver Kim Blandfort Christensen
  • 02.12.2024
  • Kim Blandfort Christensen

Del artikel

Der er for meget fokus på nye trends, men for lidt på de tre vigtigste kompetencer i salg og marketing, mener ledelsesrådgiver

Det er tid til at få ryddet op i al støjen omkring nye trends og buzzwords i salg og marketing.

Ja, vi ved det: AI revolutionerer alt, sociale medier udvikler sig hurtigere end nogensinde, og digitalisering er blevet vores nye hverdag.

Men lad os være ærlige: Ingen af disse trends betyder noget som helst, hvis du ikke mestrer de tre mest fundamentale kompetencer i vores fag – strategi, struktur og eksekveringskraft.

Strategi: Din GPS i en kaotisk verden

Min oplevelse er, at alt for mange salgs- og marketingafdelinger farer vild i jagten på det næste store.

Vi kaster os hovedkulds ud i TikTok, social selling eller en fancy AI-løsning uden først at stille os selv de helt fundamentale spørgsmål: Hvorfor gør vi det? Og hvad skal der komme ud af det?

En stærk strategi er din GPS. Det er den, der sikrer, at du bruger din tid og dine ressourcer på at nå målet – ikke på at jagte trends, der måske slet ikke understøtter din virksomheds kerneforretning.

Uden en klar strategi risikerer du at stå med imponerende resultater, der bare ikke flytter noget dér, hvor det virkelig gælder: på din virksomheds bundlinje.

Struktur: Den undervurderede superkraft

Taler I meget om struktur på jobbet? Nej vel, for det er ikke sexet, men det er nødvendigt.

En fantastisk strategi er værdiløs uden en solid struktur, der sikrer, at alle ved, hvad de skal gøre, hvornår de skal gøre det, og hvordan de gør det bedst.

Struktur handler om systemer, processer og disciplin. Det er her, vi vinder eller taber kampen om at levere resultater. Uden struktur ender vi som brands, der taler højt, men hvor den røde tråd mangler – og i sidste ende mister vi kundernes tillid.

Eksekvering: Den ultimative test

Det nytter heller ikke noget at have verdens bedste strategi og mest gennemtænkte struktur, hvis du ikke kan føre det ud i livet. Det er noget af det sværeste i mange organisationer at udmønte virksomhedsstrategien ned på medarbejderniveau, for hvad betyder strategi X, at jeg konkret skal gøre anderledes i morgen?

Eksekvering handler om at få tingene gjort – og gjort ordentligt. Det kræver fokus, handlekraft og mod.

Og lad os bare være ærlige: Det er her, mange fejler. De tøver, overanalyserer og ender med at stå stille, mens konkurrenterne løber forbi. At kunne eksekvere skarpt og konsekvent er forskellen mellem succes og tilbagegang.

Trends kommer og går

Uanset hvad fremtiden bringer – om det er AI på steroider eller en helt ny social platform – så ændrer det ikke på én ting: Evnen til at arbejde strategisk, struktureret og eksekverende er og bliver afgørende.

Du kan være på alle de rigtige platforme, have alle de rette værktøjer og hyre de bedste konsulenter, men uden disse tre fundamentale kompetencer vil du fejle.

Så til dig, der arbejder med kunder, salg og marketing: Stop med at lade dig forføre af trends og buzzwords. Kom tilbage til det, der virkelig betyder noget. Strategi, struktur og eksekveringskraft – det er nøglen til at vinde i dag, i morgen og i fremtiden.

Er du klar til at tage ansvar for din succes – eller vil du fortsat lade trends styre dit arbejde?

Valget er dit!

Kim Blandfort Christensen har i mere end 25 år arbejdet med kommerciel ledelse og forretningsudvikling og er i dag selvstændig rådgiver. Han rådgiver og holder webinarer om strategi, struktur og eksekvering i salg og marketing.

Business Danmark bringer løbende debatindlæg, der udtrykker skribentens egen holdning.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.