Trine Ahrenkiel hyldet som Årets Marketingleder 2025

Det er en stærk og erfaren leder, som den 28. marts modtog en af marketingbranchens fornemste priser
Trine Ahrenkiel, vicedirektør for HR, kommunikation og marketing i Nykredit, er netop blevet kåret til Årets CMO 2025 af Dansk Markedsføring og rekrutteringsbureauet Markholt & Partners.
Det skete ved et stort event på Axelborg i København, hvor branchefolk var samlet for at hylde de dygtigste profiler og de nyeste tendenser i marketingverdenen.
Eventet markerede samtidig 10-årsjubilæet for Dansk Markedsførings og Markholt & Partners’ årlige offentliggørelse af den såkaldte M-liste, der udpeger de 186 mest markante marketingsprofiler i Danmark. Branchens 20 stærkeste marketingtalenter under 30 år kan du se på den særlige M-talent.
Strategisk styrke og menneskelig indsigt
Trine Ahrenkiel blev af juryen fremhævet for sin evne til at kombinere strategisk overblik med menneskelig indsigt.
Siden 2014 har hun været en central figur i Nykredit, hvor hun begyndte som kommunikationsdirektør og har senere overtaget det samlede ansvar for HR og marketing. Det har givet hende mulighed for at skabe sammenhæng mellem medarbejderoplevelsen og Nykredits brand udadtil.
Juryen lagde vægt på, at hun har bidraget væsentligt til at positionere Nykredit, Totalkredit og Nybolig, som stærke troværdige brands – og at hun er en rollemodel for fremtidens marketingledelse, fortæller juryformand Jakob Bernhard Knudsen til Dansk Markedsføring.
"Det er en CMO-rollemodel, der har et bredt kommercielt ansvar. Som har sin værktøjskasse i orden, høj faglighed og som marketeers kan spejle sig i. Og som sikrer sig, at marketing er på samme niveau som øvrige funktioner. Og sidst men ikke mindst en empatisk leder."
Det var en stolt, men overrasket Trine Ahrenkiel, som tog imod prisen på scenen:
"Kæmpe tak hele vejen rundt. Der er ikke noget flottere end at få en anerkendelse fra dygtige peers. Jeg havde ikke regnet med, at det skulle være mig. Det eneste, jeg kan sige, er, at vores arbejde er hjælpekunst. Det er ikke interessant, hvad vores discipliner kan gøre selv," skriver Dansk Markedsføring.
Hun understregede, at det vigtigste i marketing er at forstå, hvad man vil gøre sin virksomhed og sit brand til – ikke bare at mestre værktøjerne og kampagnerne.
Nominerede til CMO 2025
Trine Ahrenkiel var nomineret sammen med fire andre stærke CMO-profiler:
- Peter Hestbæk, Senior Vice President of Digital Sales & Marketing i Matas
- Mikkel Lind, CMO og VP/ Head of Marketing, Communication & Digital i Alm. Brand Group
- Jakob Bøss, Head of Group Positioning & Sustainability, Danske Bank
- Liselotte Kirkelund, marketingchef for Normal
Alle kandidater blev fremhævet for deres solide resultater og moderne tilgang til ledelse i en kompleks og omskiftelig medieverden.