Tjek om du har feriepenge til gode

December er sidste chance for at bruge din restferie. Hvis du ikke når det, kan du i visse tilfælde få feriepengene udbetalt, men de kan også gå tabt. Se, hvad du skal være OBS på
Året er ved at rinde ud. Det samme er fristen, hvis du vil have glæde af feriedagene fra det "gamle" ferieår – optjent fra september 2024 til og med august 2025 – som du kan bruge frem til den 31. december.
Generelt havner flere feriepenge i dag i de ansattes lommer end tidligere. Takket være rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed optjente vi i 2024 over 12 mia. kr. i feriepenge og fik udbetalt 1,1 mia. kr. mere end året før, viser tal fra Feriekonto.
Samtidig fik danskerne 20 pct. mere udbetalt fra "glemte", uhævede feriepenge, fordi småbeløb fra tidligere job på op til 3.000 kr. efter skat og 5.000 kr. før skat siden 2024 automatisk er blevet udbetalt efter loven om bagateludbetalinger.
Find ud af, om du har du feriepenge til gode
Har du ferie med løn, skal du tjekke din lønseddel eller HR-afdelingen, hvis du vil vide, om du har feriedage til gode, og hvordan jeres interne regler er.
Får du indbetalt på Feriekonto, skal du tjekke din feriesaldo på Borger.dk. Det er typisk tilfældet, hvis du ikke har ferie med løn, har skiftet job i ferieåret eller er timelønnet.
Nogle af dine feriedage kan gå tabt
Når du ikke at holde din restferie, kan der ske tre ting, alt efter hvor meget ferie du har brugt.
Den 1.-4. ferieuge går tabt: Tanken med ferieloven er at sikre, at du holder ferie, så du kan lade batterierne op. Loven er derfor stykket for at motivere dig til at holde ferie og undgå at ferien går tabt.
Den 5. ferieuge er automatisk sikret: Får du ikke holdt din 5. ferieuge, kan du aftale med din arbejdsgiver at få den overført til næste ferieår. Gør du ikke det, skal din arbejdsgiver automatisk udbetale ferieugen som løn. Hold øje med, at det sker.
Den 6. ferieuge/feriefridage er i farezonen: Al ferie/fridage ud over 5 uger er aftalebestemt og er ikke sikret i ferieloven. Det skal fremgå af din kontrakt, overenskomst eller personalehåndbog, i hvilken periode dagene skal holdes, om de kan udbetales, overføres til næste ferieår eller om de går tabt, når ferieåret eller afholdelsesperioden udløber. Mange virksomheder kræver, at du bruger dine ferieuger før feriefridagene.
Småbeløb fra Feriekonto udbetales nu automatisk
Hvis du har feriepenge til gode fra tidligere jobs, når ferieperioden slutter den 31. december, bliver pengene automatisk udbetalt til dig, hvis følgende beløbsgrænser er opfyldt:
• Du har 3.000 kr. eller mindre tilbage efter skat
• Du har 5.000 kr. eller mindre tilbage før skat



