Skatteminister: Firmabilister slipper alligevel for at betale
Efter omfattende kritik dropper skatteminister Jeppe Bruus ny regel, hvor ansatte risikerede at hænge på arbejdsgiverens ubetalte bilafgifter
Det er ugens gode nyhed til danske firmabilister.
Nyheden kommer i kølvandet på, at regeringens forsøg på at styrke trafiksikkerheden og forhindre leasingsnyd kørte helt af sporet hen over sommeren.
Nordjyske Medier løftede i starten af august sløret for en ny bekendtgørelse fra Skatteministeriet, som skulle gøre det nemmere at identificere vanvidsbilister og leasingfusk, men som i stedet gør livet unødigt surt for virksomheder og deres kørende ansatte.
Ifølge Motorstyrelsen skal virksomheder mod et gebyr løbende registrere faste brugere af erhvervskøretøjer som såkaldte "sekundærbrugere" i Motorregistret - firmabilister, håndværkere og lastbilchauffører.
Det har den konsekvens, at virksomhederne får ekstra administrative opgaver og udgifter, men ikke mindst, at virksomhedernes ansatte derved risikerer at hænge på de periodiske afgifter på arbejdsbilen, hvis arbejdsgiveren ikke kan eller vil betale.
Det kan løbe op i flere tusind kroner.
Utilfredshed hele vejen rundt
Denne vidtrækkende fortolkning har på det seneste fået en række arbejdsgiver-, lønmodtager- og brancheorganisationer til at kritisere de nye regler og kontakte skatteminister Jeppe Bruus for at få ham til at gribe ind.
Fire branchedirektører i DI har i et brev til ministeren påpeget, at bekendtgørelsen medfører mere vidtrækkende administrative byrder for virksomhederne end først antaget. Det samme gælder lastvognsbranchen og Business Danmark på vegne af firmabilisterne.
Business Danmarks landsformand, Jens Neustrup Simonsen, påpeger, at ansatte ifølge funktionærlovens §9 slet ikke kan gøres ansvarlig for virksomhedens udgifter.
"Den nye absurde regel svarer til, at medarbejdere skal betale en virksomheds ejendomsskatter og vand- og elafgifter, hvis virksomheden går konkurs – fordi de har haft adgang til at bruge bygningen, drikke vand af hanerne og have lys i loftet. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det har været skatteministerens intention med loven," sagde han sidste uge da Avisen Danmark satte historien på forsiden.
Skatteminister: Jeg har lyttet til kritikken
Avisen Danmark har forgæves forsøgt at få et interview med skatteminister Jeppe Bruus om formålet og værdien af de nye regler.
I et skriftligt svar til avisen oplyser han, at han lytter til de bekymringer, der er rejst.
"Ministeriets embedsfolk er i dialog med interesseorganisationerne om at finde løsninger. Selvfølgelig skal helt almindelige lønmodtagere, der passer deres arbejde, ikke risikere at ende med regningen, hvis deres arbejdsgiver ikke betaler de bilafgifter, de skal. Det er heller ikke målet at øge det administrative bøvl for håndværksmestre og biludlejningsfirmaer," skrev Jeppe Bruus til Avisen Danmark.
Onsdag aften oplyste ministeren så til Avisen Danmark, at han har besluttet at den to måneder gamle bekendtgørelse tilbage.