Sådan er de nye barselsregler

Fra 2. august har nybagte forældre 24 ugers barsel hver, hvoraf de 13 uger kan overdrages til hinanden. Forstå reglerne på få minutter
Fra og med 2. august er der nye barselsregler for nybagte forældre. Her deles orloven lige mellem begge forældre med mulighed for at overføre nogle af ugerne til hinanden. Det er humlen i de nye regler vedtaget i Folketinget på baggrund af et EU-direktiv med formål om at øge ligestillingen på arbejdsmarkedet.
Reglerne er lidt forskellige alt efter, om man er lønmodtager, selvstændig samt to eller en forældre.
Når begge forældre er lønmodtagere
Et par - hvor begge er i lønmodtagerarbejde – kan i alt holde 48 ugers barsel på dagpenge.
- Forældrene får i udgangspunktet 24 uger hver
- Heraf kan 13 uger overdrages til hinanden
- Begge forældre får hver 11 øremærkede uger, som vil gå tabt, medmindre de selv bruger dem

Når én forælder er lønmodtager
Formålet med EU-direktivet er at øge ligestillingen på arbejdsmarkedet. Derfor er kun lønmodtagere omfattet af reglerne om øremærket barsel - altså ikke selvstændige, ledige, studerende.
I praksis betyder det, at den forælder, som er lønmodtager, ikke kan overdrage sin øremærkede barsel til sin samlever, hvis denne er selvstændig, studerende eller ledig. Omvendt kan den selvstændige samlever overdrage sin barsel til lønmodtager-ægtefællen– på nær de to uger umiddelbart efterfødslen.

Soloforældre og LGBT+ familier
Familier med kun en forælder har ret til samme orlov som i dag – 46 uger efter fødslen. Det gælder uanset om man er lønmodtager, selvstændig, ledig eller studerende.
Derudover får soloforældre fra 1. januar 2024 mulighed for at overdrage en del af orloven til et nærtstående familiemedlem, fx bedsteforældre eller søskende.

1. januar 2024 får LGBT+ familier også mulighed for at overdrage den ikke-øremærkede barselsorlov til sociale forældre, fx forældres ægtefælle, samlever eller kendt donor.