Overså du rejsefradraget for kaffe og snacks – sådan får du det

To ud af tre, som ikke får dækket småudgifter på kurser og forretningsrejsen, er ikke opmærksom på, at de kan trække et fast beløb fra i skat – endda fire år bagud
Har du selv betalt for en kop kaffe, en sodavand eller en sandwich, mens du var på kursus eller forretningsrejse?
Så kan du have ret til et særligt fradrag – og du kan stadig nå at indkassere det helt tilbage til 2021.
Du har måske – måske ikke – hørt om fradraget for småfornødenheder.
Fradraget giver dig - kort og godt - ret til et skattefradrag pr. døgn du rejser for arbejdet, fx på kursus, konference eller forretningsrejse med overnatning. Det skal dække små udgifter til kaffe, snacks og andre mindre køb, hvis du ikke får det betalt af din arbejdsgiver.
Men for langt de fleste, er årets rejsedage og fradraget gået i glemmebogen, når de skal tjekke årsopgørelsen.
Det viser en frisk Business Danmark undersøgelse lavet af Norstat blandt 1.009 lønmodtagere. Her siger to ud af tre, der er berettiget til fradraget, at de har glemt alt om det.
Hvem kan få fradraget – og hvor meget?
Langt de fleste ansatte får dækket alle udgifter af deres arbejdsgiver, når de rejser for arbejdet – også det løse på farten.
Men tre ud af ti (29 pct.) betaler af egen lomme – heraf glemte to ud af tre, at de rent faktisk kunne trække et fast beløb fra: 143,50 kr. pr. rejsedøgn i 2024.
Har du fx været tre dage på kursus uden refusion for småudgifter, har du krav på fradrag for 3 x 143,50 kr. = 430,50 kr. – uanset om du rent faktisk har købt noget eller ej.
Halvdelen af de 19-34-årige husker fradraget, men kun hver fjerde over 50 år.
Ret fradraget fire år bagud
Du kan stadig nå at skrive fradraget på din årsopgørelse for årene 2021-2024. Her har du satserne:
- 2021: 133,00 kr. pr. døgn
- 2022: 134,75 kr. pr. døgn
- 2023: 138,75 kr. pr. døgn
- 2024: 143,50 kr. pr. døgn
- 2025: 149,25 kr. pr. døgn
Tre fakta om fradraget
- Gælder kun ved arbejdsrelateret rejse med overnatning
- Kun hvis arbejdsgiver ikke dækker dine småudgifter
- Du skal selv indtaste fradraget i årsopgørelsen rubrik 53