• Jura
  • Arbejdsglæde

Nej tak til sam-sovning med kolleger

Flertallet vil helst sove alene på kurser for jobbet
  • 05.08.2024
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Sove sammen med en kollega? ”Vanvittigt, fuldstændigt uhørt, har aldrig hørt noget lignende!”. Sådan svarer danskerne i kor. Men det sker oftere, end du tror

”Jeg arbejder i en virksomhed - en meget stor én af slagen - hvor vi ofte bliver sendt på rejser rundt i landet. Her har jeg tidligere oplevet - flere gange, end jeg kan huske - at jeg er blevet bedt om at dele værelse - og nogle gange dobbeltseng - med mine kolleger. Dette går desuden både på tværs af køn og seksualitet.

Mit spørgsmål er egentlig bare, om det er normalt? Er det noget, I selv har oplevet på jeres arbejdsplads? Og synes I, det er i orden at indkvartere sine medarbejdere på den måde? Personligt synes jeg, det er helt på månen, men jeg er meget nysgerrig på, hvad I andre tænker”

Sådan skrev en bruger på Reddit for et år siden. Reaktionerne på platformen var klar tale: Det var langt fra okay. Få brugere havde oplevet det samme: En nævnte at medarbejderne skulle sove sammen, mens direktøren fik eget værelse.

Bryder sig ikke om at sove med kollega

De danske Reddit-brugere langt fra alene om oplevelsen og holdningen til at dele værelse med kolleger.

Ifølge ny undersøgelse lavet af Norstat for Business Danmark blandt 1.264 lønmodtagere er hver sjette medarbejder (16 pct.) er blevet bedt om at sove sammen med en kollega, og de færreste (23 pct.) er komfortable ved tanken om en nat med udsigt til kollegaen i underbukser, snorken og toiletbesøg.

Nu står sæsonen igen for døren med kickoff-møder, messer, kurser og forretningsrejser på danske arbejdspladser. Det inkluderer tit en overnatning et sted i landet, og her bør man kunne vælge enkeltværelse, mener Business Danmarks administrerende direktør, Martin Kildgaard Nielsen.

”Jeg er overrasket over, at virksomheder stadig benytter sig af denne praksis, når så mange er ukomfortable med det. I en tid, hvor #MeToo-bevægelsen har sat fokus på grænser og personlig integritet, er det vigtigt at tage medarbejdernes følelser og grænser alvorligt,” siger han.

Kan virksomheder forlange sam-sovning?

I 2013 gav Arbejdsretten dog Silvan medhold i, at det ikke var i strid med ledelsesretten at lade ansatte på kursus overnatte sammen.

Det var der ifølge advokathuset IUNO tre årsager til. For det første var der ingen husaftale om overnatning under kurser. For det andet lagde Arbejdsretten vægt på, at sam-sovningen var et led i en sparøvelse for at opretholde uddannelsesaktiviteterne. Og endelig fandt Retten det ikke bevist, at man dengang fandt sam-sovning grænseoverskridende.

Men Business Danmarks Norstat-undersøgelse peger nu på at samfundsnormen i dag taler imod sam-sovning.

Særligt den ældre generation finder det grænseoverskridende, men heller ikke unge har armene over hovedet. Kun 16 pct. over 50 år er komfortabel med sam-sovning, mens det gælder 35 pct. under 35 år.

Og i alle aldersgrupper er der flertal for (61 pct.), at det skal være op til den enkelte at bestemme om de vil sove alene eller ej.

Virksomhederne bør tage pejling af disse tilbagemeldinger og ændre deres politikker for overnatning ved fremtidige arrangementer, mener Martin Kildgaard Nielsen.

”En løsning kunne være at tilbyde medarbejderne mulighed for at vælge enkeltværelser, selvom det måske vil øge omkostningerne. Dette ville samtidig også forbedre medarbejdernes oplevelse og deltagelse i arrangementerne betydeligt,” siger han og uddyber.

”Jeg synes ikke, det er de økonomiske parametre, der skal gå forud for, om nogen føler sig ukomfortable. Og er økonomi eller logistik en barriere, så bør man tænke anderledes – eksempelvis ved at afholde nogle lokalearrangementer, der giver mulighed for at medarbejderne kan tage hjem og sove.

Business Danmarks jurister også i 2024 modtaget medlems-spørgsmål om overnatning i værelse med kollega.

Kontakt en jurist

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.