Maria mistede sin mand - fyret ugen efter begravelsen
Da Marias mand blev ramt af aggressiv kræft, oplevede hun stor omsorg fra sin arbejdsplads. Men kort efter hans død, blev hun opsagt. Juridisk var der få ting at komme efter, men menneskeligt ramte fyringen hårdt
Telefonen ringede den 27. februar.
Få uger tidligere havde Maria mistet sin mand Thomas til kræft. Nu var hun hjemme, sygemeldt efter aftale med sin chef og arbejdsgiver, så hun og hendes to børn kunne forsøge at finde fodfæste igen.
I telefonen var nu hendes chef og chefens mandlige forretningspartner. De fortalte Maria, at virksomheden ikke havde råd til at beholde hende.
Maria blev straks lukket ude af virksomhedens systemer, og ugen efter skulle hun aflevere sin telefon og computer. Firmabilen skulle snart følge efter.
”Jeg var i chok og min verden faldt fra hinanden. Få måneder tidligere kørte alt på skinner, og nu stod jeg pludselig midt i en kæmpe sorg, med to børn, uden bil, kun med én indtægt i tre måneder og skulle have styr på alt med it og ny telefon,” fortæller Maria.
”Jeg var på mine grædende knæ og bad om at få lov til at beholde bilen i opsigelsesperioden, så jeg i det mindste kunne få en hverdag til at hænge sammen med skole og børnehave. Men det kunne ikke lade sig gøre,” fortæller Maria.
Et job, hun længe havde drømt om
Maria havde på det tidspunkt været ansat i den lille iværksættervirksomhed i wellnessbranchen i mindre end et år. Virksomheden havde ad flere omgange forsøgt at headhunte hende. I foråret 2025 sagde hun endelig ja.
Det startede godt. Hun faldt til både fagligt og socialt og fik hurtigt flere gode ordrer i hus. Samtidig skulle familien starte et nyt kapitel og flytte ind i et nyt hus i Østjylland. Fra arbejdspladsen fik hun en indflytningsgave.
Men i september fik Thomas det dårligt, og få dage efter flytningen blev han konstateret alvorligt syg med kræft.
Marias chef viste enorm forståelse. Maria skulle bare tage den tid, hun havde brug for, og chefen spurgte, om der var noget, hun kunne hjælpe Maria og Thomas med.
Hjemme opfordrede Thomas trods sygdommen til, at de holdt fast i en normal hverdag. Pligtopfyldende som hun var, fortsatte Maria med at klø på, så meget hun kunne.
”Thomas sagde, at jeg skulle huske at passe mit job. Og jeg ville også gerne bevare noget normalitet. Derfor fortalte jeg kollegerne, at jeg ville være væk indimellem, når han skulle til behandling og opereres, men jeg ønskede ikke at blive sygemeldt,” siger hun.
Omsorg og en voksende uro
Hen over julen blev Thomas’ tilstand markant forværret. Da Maria skulle på arbejde igen efter nytår, fik familien besked om, at Thomas var terminalt syg med aggressiv kræft.
Samtidig fornemmede Maria, at noget på arbejdspladsen havde ændret sig. Hun blev ikke inviteret til alle salgsmøder og oplevede gradvist at få mindre information. Og når hun spurgte sin chef, hvorfor hun ikke blev orienteret, fik hun at vide, at det var for at skåne hende.
”Jeg kunne godt forstå ønsket om at tage hensyn. Men jeg oplevede det ikke som en hjælp. Jeg følte mig langsomt koblet af, mens jeg stadig forsøgte at passe mit arbejde,” fortæller hun.
Maria forsøgte fortsat at holde fast i arbejdet. Men sidst i januar kom Thomas på hospice. Han døde få dage senere. Også i denne gang oplevede hun chefen som omsorgsfuld både ved bisættelsen, og da de aftalte, at Maria skulle sygemelde sig og vende tilbage med friske kræfter.
Men den dag kom aldrig.
For Maria var kontrasten mellem de omsorgsfulde ord og den efterfølgende opsigelse svær at forstå.
”De var med til bisættelsen og sendte kærlige beskeder. Ugen efter blev jeg fyret. Jeg var vred, såret og stod i en kæmpe livskrise,” siger hun.
Rent juridisk var opsigelsen svær at anfægte. Selvom en ny medarbejder var begyndt i virksomheden få uger tidligere, og Maria muligvis kunne have varetaget disse opgaver, havde hun været ansat for kort tid til at være omfattet af funktionærlovens regler om godtgørelse for en eventuel usaglig opsigelse, der først gælder efter 12 måneders ansættelse
Det gjorde ikke oplevelsen mindre voldsom.
”Det værste var næsten følelsen af at blive mistænkeliggjort. Jeg blev straks lukket ude af virksomhedens systemer. Værsgo´ at aflevere telefon, PC og firmabilen og hold dig væk. Jeg havde lagt al min energi i virksomheden, samtidig med at min mand var døende,” siger hun.
Trukket i løn for skader på firmabilen
Bægeret flød over, da Maria ved gennemgang af firmabilen blev trukket i den ene indtægt, hun havde tilbage, for nogle kosmetiske småskader. Virksomheden modregnede også i hendes feriepenge.
På det tidspunkt stod hun med udgifterne til det nye hus, to børn og behovet for hurtigt at lease en anden bil.
Hun kontaktede derfor Business Danmark, som konstaterede, at begge ting var ulovlige, hvorefter hun fik pengene tilbage. Småting i det store billede, men en vigtig hjælp for Maria.
”Jeg havde brug for nogen, der kunne se nøgternt på det og sige: Det her skal du ikke acceptere. Jeg var fuldstændig drænet. Derfor betød det meget, at nogen stod ved siden af mig og tog sig af det juridiske,” siger hun.
Vær 100% nærværende
I dag er den akutte vrede aftaget, men sorgen bærer Maria fortsat med sig. Kunne hun i dag have ændret en væsentlig ting, så skulle hun have undladt at forsøge at være både pårørende og medarbejder på én gang.
”Hvis du er ved at miste et menneske, du elsker, så vær i det. Jeg forsøgte at være to steder på én gang, fordi jeg ville passe mit arbejde og vise, at virksomheden kunne regne med mig. Den sidste tid er enormt dyrebar,” siger hun.
Hun fortryder også, at hun ikke lyttede til den nagende tvivl, hun mærkede, inden hun sagde ja til jobbet.
”Der var noget i min mavefornemmelse, som jeg valgte at overse, fordi jobbet lød spændende, og de havde ønsket mig i lang tid. I dag ved jeg, at den fornemmelse er værd at tage alvorligt.
Maria er i dag videre i livet og i et nyt job, og her er mavefornemmelsen i orden.
Marie og Thomas er anonymiseret i artiklen.
