Livet slog nådesløst Stine til jorden – men hun "valgte" at rejse sig igen

Nytårsaftensdag. De fleste er optaget af den forestående fest. Et år slutter, et nyt begynder og for mange er det en dag fyldt med håb og en frisk start.

Men for Stine Klarskov blev det dagen, hvor livet tog en drejning, hun aldrig havde forestillet sig.

Hun var ude at løbe med sit løbehold. En helt almindelig træningstur, hvor kroppen arbejder rytmisk, og tankerne flyder.

Alt var, som det plejede, indtil det øjeblik, hvor det ikke var det længere.

”Vi løber bare og pludselig rammer jeg ind i en af de andre løbere… og så ligger vi på jorden. Og jeg kan mærke, der er noget helt galt,” fortæller hun.

Det var et uheld. Et splitsekund.

Men det blev begyndelsen på et forløb, der over de næste måneder og år skulle vende op og ned på alt, hvad hun kendte.

Inden ulykken levede Stine et liv præget af tempo, ambitioner og resultater. Hun kom fra en karriere med salg, hvor det handlede om at levere, skabe værdi og nå mål - og hvor hun ofte lå i toppen.

"Jeg var hende, der leverede. Jeg var hende, man kunne regne med. Jeg var vant til at være blandt de bedste," fortæller hun.

Men efter sammenstødet begyndte kroppen gradvist at svigte. Først som små tegn, der hurtigt udviklede sig til noget langt mere alvorligt.

"Jeg mistede balancen, min motorik og begyndte at dingle rundt som en fuld dame. Mit syn satte også ud, og min hørelse blev påvirket. På et tidspunkt kunne hverken se, høre eller gå,” fortæller Stine.

Diagnosen var en alvorlig hjernerystelse. Men konsekvenserne rakte langt ud over det, man normalt forbinder med en sådan skade.

På få måneder mistede hun ikke bare sine funktioner. Hun mistede også sit job.

”Fra det ene øjeblik til det andet blev jeg selv borger i systemet. Jeg gik fra at hjælpe andre i krise til selv at være den, der havde brug for hjælp,” fortæller hun med reference til sine seneste job som virksomhedskonsulent og coach i to jobcentre.

Det, der fulgte, var ikke bare en sygdomsperiode. Det var et sammenbrud i hele den struktur og identitet, hendes liv var bygget op omkring.

Det, der før havde været selvfølgeligt, blev pludselig uoverskueligt eller umuligt.

”De første to år kunne jeg slet ikke åbne en skærm, se tv eller følge med i en film. I den periode var min datter mine øjne, og jeg kan i dag ikke se, hvordan jeg skulle have klaret mig igennem uden hendes hjælp,” fortæller Stine.

Med kontroltabet skete der noget andet, som ofte er endnu sværere at håndtere.

”Jeg mistede jo mig selv. Før var jeg hende, der altid leverede, og pludselig kunne jeg ingenting. Alt var håbløst. Jeg kunne ikke komme i arbejde, jeg kunne ikke noget. Jeg så et liv foran mig, hvor jeg bare sad i en kørestol. Og jeg var klar til at sige farvel til det hele,” siger hun med en stille stemme.

Vendepunktet kom ikke som en pludselig løsning udefra. Det kom som en erkendelse, der var lige så enkel, som den var svær at acceptere.

”Jeg fandt ud af, at det er mig selv, der skal redde mig selv. Det er mig, der skal tage ansvar for mit eget liv, fortæller Stine

Det er en erkendelse, der ofte er afgørende, siger Lise Vestergaard, business- og karriererådgiver i Business Danmark:

”Der sker noget vigtigt, når man går fra at være passiv modtager af hjælp til at blive aktiv deltager i sin egen proces. Det betyder ikke, at man ikke har brug for støtte, men det ændrer fundamentalt, hvordan man bevæger sig videre.”

”For vi har det med at tro, at der er nogen, der kommer og redder os, når vi rammer en livskrise. Men det gør der ikke. Du er nødt til selv at tage ansvar ligesom Stine gjorde.”

Har du brug for sparring?

Derfra begyndte en lang proces. Ikke med store gennembrud, men små, vedholdende skridt.

”Hvis jeg bare havde gjort alt det, de sagde til mig i systemet, så sad jeg ikke her i dag. Jeg begyndte i stedet at sige: Hvad har jeg brug for? Og jeg begyndte at spørge: Vil du hjælpe mig med det her?,” fortæller Stine.

Hun begyndte at stille krav, sige fra og opsøge den hjælp, der faktisk gav mening for hende. Samtidig gik hun i gang med en intensiv genoptræning.

”Jeg har trænet min hjerne op til 12 gange dagligt for at lære den at fungere igen. Det har været benhårdt arbejde, men langsomt begyndte noget at vende tilbage.”

Undervejs i processen begyndte et nyt spørgsmål at tage form: Hvis hun ikke kunne vende tilbage til det liv, hun havde før, hvad kunne hun så bygge i stedet?

”Jeg begyndte at tænke: Hvad kan jeg så? Hvad kan jeg stadig bruge?,” siger Stine Klarskov og uddyber:

”I stedet for at fokusere på det, jeg havde mistet, satte jeg mig for, at jeg ville leve af det, jeg kan. Og jeg kom frem til, at jeg altid har været god til at formidle og undervise.”

Og det er et vigtigt perspektivskifte, lyder det fra en enig Lise Vestergaard.

”Nye muligheder opstår sjældent, hvis man kun kigger bagud. De opstår, når man begynder at se på, hvad man stadig har, og hvordan det kan bruges i en ny sammenhæng.

I dag er det ikke bare hendes egen sygehistorie, der er i centrum, men hvad hun bruger den til.

Stine arbejder i dag som selvstændig foredragsholder, hvor hun hjælpe andre mennesker igennem kriser, forandringer og perioder, hvor livet slår dem ud af kurs.

Hun møder mennesker i virksomheder og organisationer, som står i situationer, der måske ikke er lige så dramatiske, men som føles lige så uoverskuelige: fyringer, omstruktureringer, stress eller tab af retning.

”Jeg går ud og fortæller, at ansvaret er hos dig selv. For det er det, der gør forskellen. Når du tager ansvar, kan du begynde at flytte dig,” fortæller hun og uddyber:

”Jeg arbejder med det, jeg kalder ”mod til forandring”. Altså evnen til ikke at gå i modstand, men at finde en ny vej frem. For vi kan ikke undgå, at livet ændrer sig, men vi kan vælge, hvordan vi møder det.”

Stines historie er dramatisk. Men dens budskab er bredere end det.

For livskriser kommer i mange former. Nogle er pludselige og voldsomme. Andre sniger sig ind – som en opsigelse, en sygdom eller en forandring, man ikke havde set komme.

Fælles er oplevelsen af at miste fodfæstet. For Stine vendte det hele med en beslutning.

”Jeg besluttede, at jeg ville livet. Og at jeg selv måtte finde vejen tilbage.”

Det var ikke en nem vej. Og det er det stadig ikke altid. Men det er en vej, der findes. Og måske er det netop det, Stines historie minder os om:

At selv når livet slår dig ud af kurs, er det ikke nødvendigvis slutningen. Det kan være begyndelsen på noget nyt – noget, du ikke selv havde planlagt, men som du, skridt for skridt, kan være med til at forme.

Og i nogle tilfælde kan det, der slog dig omkuld, blive det, der giver dig en ny retning – som for Stine blev at hjælpe andre med at rejse sig igen.

Stine Klarskov er i dag foredragsholder og arbejder med mental robusthed, personligt ansvar og mod til forandring i virksomheder. Hun holder foredraget ”Mod til forandring” for ledere, medarbejdere og organisationer i perioder med omstruktureringer, pres og udvikling. Budskabet er, at forandring starter hos den enkelte – og at trivsel, udvikling og fremdrift kræver personligt ansvar – hun fokuserer på konkrete redskaber til at styrke ansvar, fokus, retning og handlekraft i en foranderlig hverdag. Læs mere på www.stineklarskov.dk.