Hvem fortjener at blive Årets Salgsorganisation 2026?

Er I exceptionelle til salg på din arbejdsplads? Svar på tre spørgsmål om, hvad der gør jer unikke, og send din indstilling senest i uge 7
Der findes mange dygtige sælgere og salgsledere på danske arbejdspladser. Men de salgsorganisationer, der for alvor skiller sig ud, er sjældent dem, hvor det hele afhænger af enkeltpersoner, som realiserer høje budgetter.
Det er dem, hvor salget er tænkt bredere. Hvor teknologi, samarbejde og ledelse går hånd i hånd. Og hvor salget ikke kun lever i salgsafdelingen, men er forankret i hele organisationen.
Det er netop én af de arbejdspladser, som Business Danmark til foråret vil hylde som Årets Salgsorganisation 2026 i samarbejde med en jury bestående af eksperter fra DI Handel, TACK, CBS og Aalborg University Business School.
Er salget hos jer mere team- end solo-præstationer?
For at komme i betragtning skal du besvare tre grundlæggende spørgsmål:
- Hvordan bruger I AI og digitale værktøjer i salgsarbejdet?
- Hvordan engagerer og motiverer I medarbejderne til at skabe værdi for kunderne?
- Hvordan har I formået at forankre salget bredt – også blandt medarbejdere, der ikke formelt er sælgere?
Tidligere vindere har haft én ting til fælles
De har ikke jagtet hurtige løsninger. De har arbejdet konsekvent og langsigtet med salgsledelse, kultur og struktur.
Den seneste vinder, Ahlsell, blev hædret for at kombinere stærk salgsfaglighed med digital understøttelse og et tydeligt fokus på samarbejde på tværs af organisationen.
Gangen før gik prisen til Blue Water Shipping, hvor ejerlederskab, klare værdier og tillidsbaseret ledelse blev drivkraften bag en salgsorganisation med både retning og menneskelighed.
To meget forskellige virksomheder, men med samme erkendelse: Salgsresultater skabes bedst, når mennesker, ledelse og teknologi spiller sammen.
Her er fagjuryen
Alle indstillinger vurderes af en fagjury med både praktisk og forskningsmæssig indsigt i moderne salgsarbejde:
• Jacob Kjeldsen, branchedirektør, DI Handel
• Jens Dalgaard, administrerende direktør, TACK
• Jens Neustrup Simonsen, landsformand, Business Danmark og lektor på UCN
• Mogens Bjerre, Associate Professor, Copenhagen Business School
• Rikke Carlé, PhD Fellow in Sales Management, Aalborg University Business School
Kåringen af Årets Salgsorganisation finder sted den 24. april 2026 på Business Danmarks landsrådsmøde.



