Fik over 100.000 kr. efter ulovlig opsigelse

Bliver du opsagt, skal din arbejdsgiver give en forklaring, der holder vand. Ellers kan du have ret til en godtgørelse. Hold øje med disse 3 ting
I marts 2023 satte civilretten på Sjælland punktum i en sag, der startede en sen eftermiddag sidst i februar for to år siden. Her blev en salgskonsulent i et boligudlejningsfirma kaldt til statusmøde med ejerlederen - og blev opsagt.
Den slags sker hver dag rundt om i danske virksomheder. Alligevel var denne vinterdag lidt ud over det sædvanlige.
Salgskonsulenten havde været fast mand på holdet, da virksomheden voksede og flere år i træk modtog Børsen Gazelle pris fra 2014-2017.
På mødet var ejeren, en mellemleder og salgskonsulenten til stede. Her forklarede ejeren, at den anden corona-nedlukning i december 2020 havde taget luften ud af udlejningsmarkedet, så han så ingen anden udvej end at mande ned. Salgskonsulenten ærgrede sig, mente han gjorde det godt og trofast havde tjent virksomheden længe. Ejerlederen mente modsat, at han var den af salgskonsulenterne, som fik færrest udlejninger i hus.
Selv om parterne var uenige, lignede det på papiret en saglig opsigelse med rødder i virksomhedens økonomiske situation, og salgskonsulenten blev sat til andre opgaver frem til sin sidste arbejdsdag sidst i juni måned.
Mystisk sammenfald af omstændigheder på kort tid
Det viste sig dog, at salgskonsulentens nærmest leder - samme morgen forud for det omtalte møde - opsagde sin stilling og spurgt ejerlederen, om det ville få betydning for beslutningen om senere på dagen at opsige salgskonsulenten. Det afviste ejerlederen, og under hele forløbet og i retten fastholdt ejerlederen, at mellemlederen opsagde sin stilling efter mødet med salgskonsulenten, selv om mellemlederen afviste det.
Salgskonsulenten blev suspenderet i 14 dage, og da han vendte tilbage for at arbejde resten af opsigelsesperioden, blev han sat til andre opgaver uden mulighed for at tjene sin normale provision, som ellers normalt udgjorde en tredjedel af lønnen. Men her sluttede det ikke.
Knap var salgskonsulenten vendt retur på arbejdspladsen, før virksomheden to dage senere annoncerede efter en ny salgskonsulent med en senere mulighed for at avancere til mellemleder. Og få uger efter opsigelsen indgik virksomheden en aftale med den nye medarbejder med stort set samme jobbeskrivelse. Disse omstændigheder fik dommeren til at vende bevisbyrden i sagen.
- Hvad der derfor i første omgang på overfladen lignede en saglig opsigelse, så pludselig mere speget ud. I det lys vendte dommeren bevisbyrden rundt, så det var virksomheden der skulle overbevise retten om, at alt havde været efter bogen. Det lykkedes altså ikke, fortæller Lise Buhl, advokat i fagforeningen Business Danmark som førte sagen på vegne af salgskonsulenten.
Den opsagte salgskonsulent fik derfor over 100.000 kr. i godtgørelse, manglende mulighed for at tjene provision og renter.
Det viste sig senere, at den, at den nyansatte salgskonsulent aldrig blev forfremmet til mellemleder, før han blev opsagt.
Tre ting kan indikere en ulovlig opsigelse
Bliver du opsagt på grund af stillingsnedlæggelse eller omstrukturering – hvilket er en saglig årsag– så kan opsigelsen alligevel godt være ulovlig. Du skal holde øje med disse tre ting:
- Blev din stilling rent faktisk nedlagt?
- Blev der ansat en anden kort tid før eller efter til at overtage dine opgaver?
- Gik det egentlig din virksomhed dårligt økonomisk? – hvis det var forklaringen