Ferieforvirring kan koste dine feriefridage
De færreste danskere har styr på, hvordan den nye ferielov fungerer her et år efter, den blev indført. I værste fald kan du miste dine feriefridage
Midt i danskernes hovedferie står det klart, at de fleste kun ved meget lidt om de nye ferieregler – og dermed risikerer en gedigen maveplasker senere på året.
En dugfrisk undersøgelse lavet blandt 1.022 danskere af Norstat for fagforeningen Business Danmark viser, at 6 ud af 10 (61 pct.) føler, at de ikke kan gennemskue, hvordan feriereglerne fungerer. Og halvdelen af os har slet ikke begreb om, hvor mange feriedage vi har tilbage i indeværende ferieår, skriver Finans.dk i dag.
- Jeg synes, tallene er overraskende høje. Overordnet er den nye ferielov en klar forbedring for alle – såvel arbejdsgiver som arbejdstager. Men det er samtidig kompliceret stof, der er svært at kommunikere, og det er nok en del af forklaringen på, hvorfor så få har godt overblik over reglerne, fortæller Frank Kanlund, advokat og juridisk chef i Business Danmark.
- Jeg vil klart anbefale, at man sætter sig ind i, hvordan det forholder sig med ens ferie og feriefridage for ikke at blive overrasket, hvis arbejdsgiver pludselig melder ud, at nu er kvoten opbrugt, eller man måske brænder inde med feriefridage, man ikke nåede at afvikle eller få udbetalt.
I 2021 trådte den nye ferielov i kraft, så opsparingen til ferien løber fra 1. september til 31. august. Og med mulighed for at afvikle ferien frem til 31. december. Ligeledes optjener du nu 2,08 dages ferie hver måned, som du allerede kan holde måneden efter - modsat tidligere hvor du sparede op i et år for så at bruge af ferien året efter.
Vi mangler ferieoverblik
I dag er det ikke lovpligtigt, at arbejdsgivere skal oplyse på lønsedlen, hvor mange ubrugte feriedage man har tilbage og vil optjene resten af ferieåret. Det kan give problemer arbejdsgiver og arbejdstager imellem.
- Mange virksomheder har i dag et system, hvor medarbejderne selv kan gå ind og holde øje med ferieafviklingen, og nogle har en dedikeret medarbejder, de kan henvende sig til.
Men i henhold til den nye lov med samtidighedsferie så er det relevant, at du også kan se, hvor meget ferie du kan optjene fremadrettet resten af ferieret – i lyset af, at du løbende optjener 2,08 feriedag per måned.
En måde at løse problemstillingen på er, at man lovgiver om, at virksomheder som minimum skal anføre på lønsedlen, hvor meget medarbejderen har tilbage af ferie i indeværende år, forklarer Frank Kanlund, og hvor meget ferie man kan forvente at optjene resten af året.
Danskere risikerer at miste feriefridage
Af undersøgelsen fremgår det også, at hver fjerde (25 pct.) ikke har styr på, hvor mange ekstra feriefridage de oveni deres ferie. Og mens ubrugt ferie udover fire uger automatisk udbetales eller overføres til næste ferieår, så risikerer de ubrugte feriefridage at gå tabt, påpeger Frank Kanlund.
- Du kan godt få de ubrugte feriefridage udbetalt, men det kræver at muligheden fremgår af din kontrakt, overenskomst eller virksomhedens personalehåndbog – ellers risikerer de at gå tabt advarer, Frank Kanlund.
Feriefridage er ekstra fridage, du kan forhandle dig til oveni i de 5 ferieuger, du har ifølge ferieloven. På mange arbejdspladser er er normen, at du skal bruge din ferie, før du bruger af dine feriefridage. Men efter den nye ferielov skal lønmodtagereholde tungen lige i munden, fordi de i årets sidste fire måneder både optjener ny ferie og kan afvikle ubrugte ferie og feriefridage fra året forinden.
-Det er vigtigt, at du husker at bruge dine feriefridage fra dette ferieår inden nytår og at du bruger dem, før du bruger den ferie, som du begynder at optjene fra1. september (her starter det nye ferieoptjeningsår), ellers risikerer du at disse gamle feriefridage bliver glemt og går tabt.