• Ferie
  • Penge

Måske er du én af de 751.000, der kan miste dine feriepenge?

Husk at tjekke om du har feriedage- og penge til gode før nytår
  • 09.12.2024
  • Michael Krag-Svendsen Nikolaj Henum

Del artikel

3,9 milliarder kroner i feriepenge ligger og samler støv. Holder du ikke din restferie senest nytårsaften, kan feriepengene gå tabt. Se, hvad du skal gøre

Uret tikker, endnu en kalenderlåge er åbnet, og før du får set dig om, rinder 2024 ud.

Det samme gør fristen for at få feriepenge udbetalt for ferieåret 2023/24.

Og den deadline kommer bag på overraskende mange. Lige nu har 751.000 danskere i snit 5.200 dejlige feriekroner til gode, oplyser ATP.

"Hvis du ikke får afholdt ferie, risikerer du som lønmodtager at gå glip af penge, du har optjent. Men du får heller ikke ladet op og hvilet krop og sind, som er vigtigt for et sundt arbejdsliv," siger Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør for Pension & Arbejdsmarked i ATP.

Men hver fjerde dansker synes slet ikke, de har tid til at holde de fem ugers ferie om året, som ferieloven ellers berettiger dem til, viser en ny undersøgelse fra Norstat, lavet for fagforeningen Business Danmark blandt 1.153 lønmodtagere.

Det er overraskende mange, mener Business Danmarks administrerende direktør, Martin Kildgaard Nielsen. Han påpeger samtidig, at manglende kendskab til den nye ferielov, der trådte i kraft i 2020, muligvis stadig spiller en væsentlig rolle i de høje tal.

"Ferie er en nødvendighed for at genoplade og skabe balance og noget, man absolut ikke bør undervurdere. Men det kræver, at vi forstår og udnytter de muligheder, som ferieloven giver. At prioritere ferien handler om at tage ansvar for både sit velvære og sin præstationsevne – til gavn for alle parter," siger Martin Kildgaard Nielsen.

Her henter du dine feriepenge

Han tilføjer, at det kan være en god idé at bruge nogle af de resterende feriedage i juledagene, hvis det stadig er muligt.

"De fleste har allerede planlagt resten af året, men for dem, der mangler at afvikle nogle feriedage, kan det være oplagt, om muligt, at presse dem ind i juledagene. Det kan give en ekstraordinær lang juleferie, da vi i år har en arbejdstagerjul. Det er en oplagt chance for at få ladet batterierne ekstra godt op," foreslår han.

Det er især timelønnede og fratrådte funktionærer, der har haft ferie med løn, enten har skiftet job eller nu er ledige, som mangler at bestille deres feriepenge, fortæller Anne Kristine Axelsson fra ATP.

"Vi anbefaler, at så mange som muligt får tjekket, om de har feriepenge til gode på borger.dk. Ferie er en god mulighed for at få et break, som man er berettiget til, fra arbejdslivet," siger hun.

Stor forvirring

Ifølge Business Danmarks undersøgelse hersker der stor forvirring om, hvad der sker med de uhævede feriepenge. Hver femte tror, at de ender i statskassen, mens næsten hver fjerde slet ikke aner, hvad der sker med pengene og de resterende feriedage. Det undrer Martin Kildgaard Nielsen fra Business Danmark.

"Det er rigtig ærgerligt og vidner om, at mange risikerer at miste noget, de har til gode og selv har optjent. Hvis man ikke har afviklet sin ferie inden for den gældende periode, vil jeg anbefale, at man hurtigst muligt indgår en aftale med sin arbejdsgiver. Det kan enten være for at få dagene udbetalt eller eventuelt overført til næste ferieår, så de ikke går tabt," fastslår han.

Ifølge ATP havnede 350 millioner kroner i diverse feriefonde i ferieåret 2022/2023. En af feriefondene er Arbejdsmarkedets Feriefond, som støtter ferieophold for børn og familier, der ikke er i stand til at forsørge sig selv.

Nogle feriedage går tabt, andre gør ikke

Vil du gerne selv have glæde af dine feriepenge, skal du holde din gamle restferie før nytår – eller lave en særlig aftale med din arbejdsgiver.

Ifølge ferieloven har du ret til fem ugers ferie hvert år. De feriepenge, du har til gode, optjente du fra 1. september 2023 til 31. august 2024, men du kan fortsat bruge dagene frem til den 31. december.

Når du ikke at holde din restferie, kan der ske tre ting – alt efter, hvor meget eller lidt ferie du allerede har brugt.

Den 1.-4. ferieuge mister du
Tanken med ferieloven er at sikre, at du holder ferie, så du kan restituere. Loven er derfor stykket sådan sammen, at ubrugt ferie til og med fire uger ryger i en af de mange feriefonde. Det lille svirp med pisken skal motivere flest muligt til at holde deres ferie – da vores frygt for at miste er en større driver end udsigten til en mulig gevinst. Af samme grund hedder denne artikel "Måske er du én af de 751.000, der kan miste dine feriepenge?".

Den 5. ferieuge er sikret
Får du ikke holdt din 5. ferieuge, kan du aftale med din arbejdsgiver at få den overført til næste ferieår. Gør du ikke det, skal du have ferieugen udbetalt som løn, men hold selv øje med, at det sker.

Dine ekstra feriefridage er i farezonen
Selvom ferieloven giver ret til fem ugers ferie, har mange også ekstra feriefridage oveni – ofte kaldet den 6. ferieuge. Nogle har endnu flere feriefridage.

Disse feriefridage skal du passe ekstra på. De går nemlig i udgangspunktet tabt, hvis du ikke holder dem – medmindre det fremgår af din kontrakt, personalehåndbog eller overenskomst, at de kan overføres til næste år eller udbetales.

Vær opmærksom på, at feriefridagene i nogle virksomheder afvikles forskudt i forhold til ferieåret.

Mange virksomheder kræver, at du først afvikler dine fem ferieuger, før du bruger feriefridagene.

Læs mere om udbetaling af feriepenge

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.