• Ferie
  • Sundhed

6 tips gør dig mentalt klar til ferien

Sådan kommer du hurtigst ned i gear i ferien
  • 16.06.2025
  • Mette Halling

Del artikel

Få ro i hovedet og orden på skrivebordet, før du pakker kufferten. Ekspert i mental sundhed og effektivitet sender dig godt af sted på sommerferie

Når kalenderen siger sommerferie, er det fristende bare at smække computeren i og løbe ud i solen.

Men vil du have det fulde udbytte af din ferie, så handler det ikke kun om at pakke kufferten – du skal også have hovedet med.

Mette Halling, konsulent og underviser i mental sundhed og personlig effektivitet hos TACK International, deler her seks konkrete råd til at blive mentalt klar til ferien.

1. Prioritér dine opgaver

Løse ender arbejder videre i dit ubevidste sind. Det betyder, at selvom du fysisk holder fri, kan hovedet blive ved med at snurre, hvis du ikke har fået afsluttet dine opgaver, inden du aktiverer din autosignatur.

Start derfor med at lave en realistisk opgaveliste:
• Hvilke opgaver skal du afslutte før ferien?
• Hvilke kan vente?
• Hvad kan med fordel overdrages til en kollega?

Skriv det hele ned, så du ikke skal huske det i hovedet. Og tænk også fremad: Planlæg cirka 80 pct. af din første arbejdsuge efter ferien, så du ved, hvad du kommer tilbage til. Det skaber ro – både nu og senere.

2. Vær tydelig om dine ferieplaner

En god feriestart med klare rammer:
• Lav konkrete aftaler med kolleger, der evt. skal tage over i dit fravær, og sørg for tid til overlevering.
• Fortæl kolleger og samarbejdspartnere, hvornår du holder fri, og hvem de kan kontakte i dit fravær.
• Brug autosvar og evt. viderestilling, så henvendelser ikke lander i et sort hul.

Når du har lukket opgaverne godt ned og informeret tydeligt, minimerer du risikoen for at blive forstyrret i din ferie.

3. Lav et temposkift

Din hjerne har brug for tid til at omstille sig. Går du direkte fra høj fart og fuld kalender til total afslapning, kan det føles som at lægge sig ved Middelhavet uden solcreme. Lav derfor en blød overgang til ferien.

Læg en plan i god tid – det kan for eksempel være at planlægge et par dage op til ferien uden alt for mange møder, hvor der er plads til at rydde op i mails og opgaver, eller at planlægge noget uformelt og hyggeligt den første feriedag.

Et temposkift hjælper dig med at lande mentalt – så du hurtigere får ro på og bedre kan nyde ferien.

4. Lyt til dine behov før ferien

Inden du går på ferie, er det en god idé at spørge dig selv: Hvad har jeg egentlig brug for i denne ferie? Er det hvile, nærvær, oplevelser eller noget helt fjerde?

Jo mere realistisk du er omkring dine behov og muligheder, desto større er chancen for, at du kommer hjem med fornyet energi – og ikke en følelse af, at du burde have gjort noget andet.

5. Giv slip på forventningspres

Du behøver ikke levere en perfekt ferie. Ro kan også findes i det enkle. Acceptér, at ikke alt går efter planen – og at det er helt okay. Sommerferien kommer i mange former: Hjemmeferie, børneferie, festival, flytning, eventyr – der findes ikke én rigtig måde at holde ferie på.

6. Lav en kærlig ferie-reminder

Afslut din ferieforberedelse med en positivt formuleret reminder til dig selv: Hvad vil du gerne have mere af i din ferie?

For mig lyder den sådan: "Nærvær med mine nære. Gode grin, hygge, ned i gear, motion og søvn – det er alt sammen vigtige elementer for, at min sommerferie giver mening for mig i år."

Hvordan lyder din?

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.