• Løn
  • Karriere

Årtiers kamp mod klausuler har virket

Siden årtusindskiftet er andelen af salgs- og marketingfolk med en klausul i ansættelseskontrakten halveret. Se, hvilke medarbejdere som rammes oftest
  • 12.05.2023
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Siden årtusindskiftet er andelen af salgs- og marketingfolk med en klausul i ansættelseskontrakten halveret. Se, hvilke medarbejdere som rammes oftest

Er du en erfaren leder, it-specialist og salgs- eller marketingmedarbejder? Så har du sandsynligvis stødt på begrebet kunde- og konkurrenceklausuler gennem dit arbejdsliv. Men er du helt ny på jobmarkedet, vil du langt sjældnere støde på fænomenet.

Helt ny analyse fra fagforeningen Business Danmarks viser nemlig, at andelen med klausuler i salgs- og marketingbranchen er halveret siden årtusindskiftet, og det vækker glæde hos fagforeningens landsformand, Jens Neustrup Simonsen, der satte sig i formandsstolen samme år, som den første lovgivning for at begrænse klausulerne så dagens lys i 1999.

- Jeg kender mange som har været afskåret fra frit at skifte job på grund af klausuler. Før årtusindskiftet var det omkostningsfrit for arbejdsgivere at forbyde deres sælgere og marketingfolk at skifte over til konkurrenten og arbejde med tidligere kunder. Og det benyttede virksomhederne sig af i stor stil, fortæller han.

Andel med klausuler

Det berømte lange seje træk

Fra 2000 er andelen af salgs- og marketingansatte bundet af klausuler faldet fra 30 til 14 pct. Det tilskriver Jens Neustrup Simonsen diverse lovstramninger gennem årene, som fagforeningen har kæmpet for.

- Vi er kort sagt gået fra lovløse tilstande til faste regler for kompensation og varighed. Det har været nødvendigt for at begrænse klausulernes skadevirkning på lønmodtagerne, siger han.

- Men det har krævet konstant politisk fokus og regulering. For 1999-reglerne fik også mange arbejdsgivere til at binde deres ansatte ekstra hårdt med kombinerede kunde- og konkurrenceklausuler op gennem 00´erne, fordi det ikke kostede dem ekstra. Og sidenhen opstod de hemmelige jobklausuler, som blev forbudt i 2008, før vi fik de nuværende klausulregler med bedre vilkår for kompensation og løbetid i 2016.

Han påpeger, at klausulernes tilbagetog også skyldes, at selve salgsprofessionen har ændret sig gennem årene.

- Digitaliseringen har ganske enkelt udvisket betydningen af den tætte personlige relation mellem kunde og sælger, som var årsag til, at mange virksomheder i sin tid pålagde deres ansatte klausuler for at forhindre, at kunden skiftede leverandør, hvis deres kontaktperson, sælgeren, skiftede til en konkurrent. Så man kan sige, at tiden er løbet fra klausulerne, siger han.

Behov for enklere regler

Ved hver lovændring har reglerne kun virket fremadrettet for nye indgåede klausuler. Derfor har vi ikke set et brat fald i klausulerne, men en langsom udfasning, fordi de eksisterende klausuler fastholdes, mens der indgås færre nye. Konsekvensen er, at der i dag eksisterer tre regelsæt side om side – alt efter hvornår klausulen er indgået.

- Det er simpelthen noget rod. Det er tid til at trække en streg i sandet og forenkle reglerne, så alle klausuler følger de seneste regler fra 2016 eller alternativt erklæres ugyldige. Da man i 2008 forbød virksomheders hemmelige aftaler om ikke at ansætte hinandens medarbejdere – de så kaldet jobklausuler – stod vi hårdt på, at det både skulle gælde nye og gamle afatler, siger han og uddyber:

- Virksomhederne og deres ansatte har tit svært ved at overskue, hvem der skal have kompensation, hvor meget og hvor længe. Og fordi kompensationen for klausuler skal betales, efter medarbejderen er fratrådt, så glemmer arbejdsgivere og lønmodtagere tit alt om betalingen, fordi de mentalt er videre på det tidspunkt.

Stillingstitler, hvor klausuler er mest udbredt i dag

TitelAndel med klausuler
Salgsdirektør35%
Ejendomsmægler30%
Area sales manager21%
Salgschef18%
Marketingchef18%
Key Account Manager18%
Produktchef18%
Salgsingeniør18%
Account manager15%
Salgskonsulent14%
Eksportsælger14%
Marketingkonsulent-/koordinator8%
Intern sælger4%

Kilde: Business Danmarks lønstatistik – tilsvarende tal fra Ledernes Hovedorganisation viser, at 15% af deres medlemmer har en klausul

Hvad er en kunde og konkurrenceklausul?

En kunde- eller konkurrenceklausul er en juridisk bindende aftale mellem en arbejdsgiver og en medarbejder, der begrænser medarbejderens mulighed for at arbejde for konkurrerende virksomheder, med tidligere kunder eller at starte egnen konkurrerende virksomhed.

Hvordan påvirker klausulen mig?

Klausuler er ofte så bredt formuleret, at de forhindrer dig at skifte job indenfor din branche. Mange er nødt til at skifte til et salgs- og marketingjob inden for et andet produktområde, når de vil videre i karrieren.

Har jeg ret til kompensation for klausulen?

Nej, måske og ja. Svaret afhænger af, hvilket af de tre gældende regelsæt, klausulen er lavet efter.

  1. Nej, hvis klausulen er fra før 15. juni 1999, så får du ingenting - medmindre det specifikt fremgår af din klausulaftale.
  2. Måske, hvis den er lavet mellem 15. juni 1999 og 1. januar 2016. Det afhænger af din klausultype, om du selv siger op eller bliver er opsagt samt hvorvidt din arbejdsgiver opsiger klausulen.
  3. Ja, hvis din klausul er indgået efter 2016 – du er sikret en minimumskompensation samt en mindre månedlig sats, så længe klausulen opretholdes efter din fratræden.

Hvor meget får jeg?

Det er aldrig værd at indgå en klausul for pengenes skyld. Kompensationen er et plaster på såret, fordi den forringer dine fremtidige løn- og karrieremuligheder.

Du får først kompensation den dag, du fratræder. Forsøg derfor at forhandle dig til højere løn ved ansættelsen, hvis du ikke kan få klausulen forhandlet væk.

Er din klausul indgået mellem 15. juni 1999 og 1. januar 2016 kan du have ret til 50% af din løn efter du er fratrådt, men der er mange forbehold, som gør at kompensationen er fugle på taget, fx din klausultype, modregning og opsigelse af klausulen.

Er klausulen lavet efter 2016, har du minimum ret til et engangsbeløb på 2x 40-60% af din månedsløn – samt en løbende kompensation, hvis din tidligere arbejdsgiver opretholder klausulen.

Derfor laver arbejdsgivere klausuler

Formålet kunde- og konkurrenceklausuler er at beskytte arbejdsgiverens forretningsinteresser og forhindre, at medarbejderen udnytter fortrolige oplysninger, kundeforhold eller virksomhedens knowhow til fordel for konkurrenter. Disse ting er i forvejen ulovlig efter markedsføringsloven. I tilfælde af en retssag kan en virksomhed nøjes med at bevise, at sælgeren har taget ansættelse hos en konkurrent - og ikke hvorvidt han/hun har misbrugt oplysninger eller målrettet er gået efter tidligere kunder.

Politisk tidslinje for klausuler

I 1999 fik lønmodtagere for første gang ret til kompensation for kunde- og konkurrenceklausuler.

I 2004 forsøgte en samlet lønmodtagerskare at få lukket en række smuthuller i 1999-reglerne, men forgæves.

I 2008 blev de såkaldte jobklausuler gjort ugyldige/ulovlige, da det blev afsløret, at virksomheder indgik kartelaftaler om ikke at ansætte hinandens medarbejdere.

I 2016 indførtes de nuværende regler, som i højere grad sikrer lønmodtagerne betaling for klausuler og begrænser deres løbetid.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.