Hver femte lønmodtager føler sig tit stresset på grund af deres arbejde. Mange forventer, at arbejdspresset vil vokse yderligere i 2025. Test om din arbejdsglæde er intakt
Kunstig intelligens er i fuld sving med at forandre vores jobs og måden, mange af os arbejder på. Det kan gøre arbejdet dynamisk og spændende, men forandringen rusker også de velkendte arbejdsrutiner, skaber krav om fornyelse og øget effektivitet – et udviklingsarbejde, der tit lægges oven i de faste arbejdsopgaver og skaber pres.
Spørger man danske lønmodtagere, er hver tredje (34 pct.) ikke i tvivl om, at deres arbejdspukkel vil vokse yderligere i 2025, mens 8 pct. forventer mere luft i arbejdskalenderen. Det viser en ny rundspørge blandt 1.153 danskere lavet af Norstat for Business Danmark.
Forventningen om et voksende arbejdspres skal ses på bagtæppe af, at hver femte dansker de seneste tre måneder i forvejen tit har været stresset på grund af arbejdet (19 pct.), og at lige så mange oplever så omfattende krav på jobbet, at de har svært ved at udføre deres arbejde tilfredsstillende.
Administrerende direktør i Business Danmark, Martin Kildgaard Nielsen, er bekymret over, at balancen mellem stress og arbejdspres nu ser ud til at tippe yderligere.
"Flere og flere har vanskeligt ved at håndtere de høje effektivitetskrav og hyppige forandringer overalt i samfundet – og det kan udløse stress. Det er på høje tid, vi får knækket stresskurven og styrket det bæredygtige arbejdsliv – både for vores egen, samfundets og det pressede sundhedsvæsens skyld," siger han.
Fokus på arbejdsglæden
For at imødegå denne udfordring anbefaler Martin Kildgaard Nielsen, at virksomheder prioriterer medarbejdernes trivsel og skaber et arbejdsmiljø med plads til åben dialog om arbejdsbelastning og stress.
Han opfordrer til, at ledere lytter til deres medarbejdere og sikrer, at kravene på arbejdspladsen er realistiske og håndterbare, hvilket halter på mange arbejdspladser, viste en lignende undersøgelse fra Business Danmark i efteråret.
"Vi har gennem årene tydeligt mærket en stigning i antallet af henvendelser omkring stress, ofte fordi medarbejderne oplever urealistiske krav og mål, dårlig planlægning eller en uklar prioritering af opgaverne. Alle – såvel medarbejder som arbejdsgiver – ender som tabere, hvis en medarbejder rammes af stress, så det bør være en fælles opgave at sikre, at det ikke sker," understreger han.
Derudover peger han på vigtigheden af at fange stress i opløbet ved at være opmærksom på signaler som nedsat arbejdsglæde, øget fokus på det negative i arbejdslivet og fysiske symptomer som hjertebanken – og vigtigheden af at søge hjælp.
Reager i tide
Chef for juridisk afdeling i Business Danmark, Frank Kanlund, påpeger, at den ekstra travlhed risikerer at skubbe medarbejdere ud over kanten, og at det derfor er afgørende, at virksomheder og medarbejdere samarbejder om at skabe et sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø, hvor der er balance mellem krav og ressourcer.
"Når opgaverne hober sig op, og arbejdsdagen bliver længere for at nå det hele, risikerer vi, det kulminerer i sygemeldinger. Jeg håber, at medarbejdere tør sige fra i tide, og at virksomhederne respekterer dette. Sundhed og trivsel bør altid komme før deadlines og bundlinjer," siger han vel vidende, at det langt fra altid er virkeligheden på alle arbejdspladser.
"Det kan vi desværre se på vores voksende bunke med henvendelser og sygesager, hvor medlemmer opsøger os for at få hjælp og sikre deres rettigheder. Sygesager er om noget et moment of truth, hvor virksomheder viser, om de tager et socialt ansvar for et bæredygtigt arbejdsliv," påpeger Frank Kanlund.
Tre konkrete råd til en bedre balance
- Skab struktur og prioriter dine opgaver
Når arbejdsbyrden vokser, kan det føles uoverskueligt at komme i mål. Lav en daglig prioriteringsliste, og identificer de vigtigste opgaver. Opdel eventuelt dine opgaver i "vigtige" og "mindre vigtige" samt "haster" og "ikke haster". På den måde kan du sikre, at du bruger din tid og energi på de rigtige ting. - Tal med din leder om din arbejdsbyrde
Mange medarbejdere holder stress og arbejdspres for sig selv af frygt for at virke ineffektive. Men det er vigtigt at tage en åben dialog med din leder, hvis du føler dig overbelastet. Forklar konkret, hvilke opgaver der presser dig, og hvilke konsekvenser det har for dit arbejde og din trivsel. En god leder vil gerne hjælpe med at finde løsninger, justere forventninger eller omfordele opgaver. - Sæt grænser og prioriter pauser
Det er afgørende at holde pauser i løbet af arbejdsdagen, selv når presset føles stort. Korte pauser øger din effektivitet. Derudover er det vigtigt at kunne sige fra – både over for dig selv og dine omgivelser. Sæt klare rammer for din arbejdstid, og vær bevidst om, hvornår du har brug for restitution for at undgå at brænde ud.
Som medlem har du også adgang til sparring om balancen i dit arbejdsliv.