Marketing bløder jobs – her er åbningerne
Hver tredje jobopslag i marketing er forsvundet som dug for solen. Men et enkelt hack kan tredoble dine jobchance og styrke din marketing-profil
Sidste år forudså flere eksperter i Dansk Markedsføring, at recession eller lav vækst ville betyde nedskæringer, fyringer og besparelser i marketingbudgetterne i 2023.
- Vi er i ukendt farvand. Vi kan læne os op ad, hvad økonomer siger. Men jeg tror, det bliver hårdt. Og jeg tror, marketing generelt er et af de steder, hvor mange vil kigge på nedskæringer først.
Sådan sagde JYSK’s erfarne CMO, Michael Gade sidste efterår til Dansk Markedsføring. Et scenarie marketingforskerne Mogens Bjerre og Klaus G. Grunert bakkede op om.
Men selv om dansk økonomi undgik den frygtede recession, og økonomien nu er i bedring, så slår erhvervslivets tilbageholdte åndedræt nu alligevel igennem i marketingfaget.
Helt nye tal, som vikar- og rekrutteringsvirksomheden Randstad har trukket via Index/Advertsdata, viser, at der fra januar-august i år har været en tredjedel færre opslåede marketingjob sammenlignet med samme periode sidste år.
Tænk både/og – ikke enten/eller
Tallene bekymrer Hanne Hjordt, ansvarlig for karrieresparring i Business Danmark, der bemærker, at det især har konsekvenser for unge og nyuddannede.
- De seneste 12 måneder er ledigheden steget fra 3,58 til 4,71 procent. Heldigvis ser det ud som om ledigheden foreløbigt har toppet hen over sommeren, hvor mange unge afsluttede deres businessstudier. Men som fag er vi stadig hårdere ramt – til sammenligning er den generelle ledighed i Danmark helt ned på 2,9 procent, siger hun.
Hun anbefaler især unge nyuddannede i marketing at have åbent sind og kigge over gaden efter job. For mens marketing bløder job, er der tre gange flere jobåbninger i virksomhedernes salgsafdelinger, viser Randstad-analysen.
- Selvfølgelig skal man søge job inden for sit speciale, men det må ikke ske med skyklapper på. Marketing og salg er i dag på mange måder et både/og – ikke et enten/eller - især ikke ude i mange virksomheder.
- Et salgsjob vil lære dig at pitche en ide og gøre dig langt klogere på din målgruppe gennem behovsafdækning og indvendingshåndtering. Og så vil det styrke din forretningsforståelse og være et realitetstjek af, hvad et godt lead er, og om der er samspil i hele supply chain fra brand, produkt og salgsprocessen, fortæller Hanne Hjordt.
Vær proaktiv på LinkedIn
Sidder du allerede trygt og godt i et marketingjob, anbefaler Hanne Hjort, at du fokuserer på at dygtiggøre dig inden for alle dele af digital markedsføring og hvordan teknologi kan understøtte forretningen.
- Marketing skal i den grad bygge bro over til IT. Det er kun blevet endnu vigtigere, nu hvor AI hastigt vinder frem og kan bruges til at løse flere og flere funktioner i virksomheden. Vi vil uden tvivl se denne digitale specialisering vil betyde, at headhunting vinder yderligere frem i marketing, siger hun og uddyber:
- Du skal derfor have et godt øje til, hvad der rører sig inden for dit fag - og proaktiv længe før du bliver træt af dit nuværende job. Her er LinkedIn et stærkt værktøj. Følg de virksomheder, du er optaget af, spil dig selv god med en skarp profil og sæt altid din profil i recruitermode, så kommende arbejdsgivere kan finde dig uden at din nuværende arbejdsgiver kigger med, slutter hun.