• Headhunting
  • Job

Hver tredje får fristende tilbud af eks-chefen

Hver tredje er blevet tilbudt job af en tidligere chef
  • 20.09.2024
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Når chefen går, er der overhængende fare for, at andre nøglemedarbejdere før eller siden siver med. Se, hvordan du kan bruge det til din fordel

Ledere har altid headhuntet medarbejdere i deres netværk.

For hvad er mere fristende end at hente et par loyale tidligere nøglemedarbejdere, som kan være med til at sikre lederens succes i et nyt job?

Det sker i stor stil på danske arbejdspladser, viser en ny Norstat-undersøgelse lavet for fagforeningen Business Danmark blandt 1.019 lønmodtagere fra alle brancher.

Faktisk har 29 pct. af alle danske lønmodtagere fået et jobtilbud fra en tidligere chef.

Fænomenet er klart mere udbredt blandt mænd og i det private erhvervsliv end blandt kvinder og i det offentlige, hvor alle job skal slås op.

Dygtige mellemledere bliver headhuntet

Særligt udbredt er tendensen blandt ledere – her er næsten halvdelen (45 pct.) forsøgt headhuntet af en tidligere chef.

Og det bør få alarmklokkerne til at ringe hos virksomheder, mener Business Danmarks administrerende direktør Martin Kildgaard Nielsen.

"Når en stærk leder forlader virksomheden, er det naturligt, at de søger at opbygge et stærkt hold på deres nye arbejdsplads – eventuelt ved at trække på deres netværk. Det kan være godt for den nye arbejdsgiver, men mange virksomheder undervurderer risikoen ved at miste en god leder," siger han og råder til at have ekstra blik for medarbejdertrivslen i disse situationer.

For dem, der forlader virksomheden sammen med lederen, er kun toppen af isbjerget. Ifølge undersøgelsen overvejer 37 pct. ved udskiftningen af en god chef, om ikke også de selv skal smutte videre.

"Som medarbejder ved man, hvad man har, men ikke hvad man får, for eksempel om den nye leder henter nogle af sine nøglemedarbejdere ind. Udskiftningen af en leder skaber altid et vakuum, og det tomrum skal den øvrige ledelse hurtigt ind og fylde ud for at skabe mental tryghed," siger han.

Martin Kildgaard Nielsen CEO i Business Danmark

Når en dør lukker, åbner en ny

Uanset om man føler sig fristet til at følge med sin tidligere chef til en ny arbejdsplads, er det vigtigt at stoppe op og vurdere de muligheder, der kan opstå på den nuværende arbejdsplads.

"Ofte kan chefens afgang åbne døre til nye og spændende karriereveje, som man ellers ville gå glip af, hvis man blot fulgte med uden at reflektere over sine egne muligheder," fastslår Martin Kildgaard Nielsen.

For et chefskifte vil udløse en reorganisering, og det bør ske med stor forsigtighed, da virksomheden i sådan en situation er særligt sårbar, mener Martin Kildgaard Nielsen.

"Ved et chefskifte er det afgørende at give medarbejderne ekstra opmærksomhed og sikre fuld transparens i den fremtidige proces – herunder at man også giver de tilbageblevne medarbejdere en følelse af, at det kan give nye muligheder for dem uden at love for meget."

Nogle virksomheder vælger at trække et rekrutteringsbureau ind for at sikre, at processen forløber uvildigt og effektivt. Dette mindsker også risikoen for, at medarbejdere føler sig forbigået, hvis de havde håbet på at overtage chefens job.

Kun én ud af ti ser et chefskifte som en karrierefremmende mulighed på deres nuværende arbejdsplads.

Sådan bliver du headhuntet af din tidligere chef

  1. Opbyg stærke relationer til din chef, mens du er i jobbet
    Bliv kendt som en pålidelig og værdifuld medarbejder, som chefen kan regne med i både gode og dårlige tider. Det øger dine chancer for at blive headhuntet af ham/hende – og vil i det mindste sikre dig gode referencer.
  2. Vis resultater og skab synlighed
    Gør dine succeser synlige, så din chef kan se, hvilken værdi du tilfører teamet. Det kan være alt fra at tage ansvar for vigtige projekter til at levere målbare resultater i salg, marketing eller ledelse.
  3. Hold forbindelsen ved lige efter chefens exit
    Når din chef skifter job, er det vigtigt at holde kontakten ved lige. Det kan være gennem netværk, LinkedIn eller lejlighedsvise kaffemøder, så du er top of mind, hvis han/hun får brug for dine kompetencer i det nye job.
  4. Vær åben for nye muligheder og signalér interesse
    Gør det klart, at du er åben for nye udfordringer, hvis din tidligere chef kontakter dig. En professionel attitude og viljen til at tage springet kan være det, der sikrer dig en plads på chefens nye hold.
  5. Udvikl dig fagligt og hold dig relevant
    Sørg for at holde dine kompetencer opdaterede og udvikle dig i din rolle. Hvis din tidligere chef ser dig som en medarbejder, der vokser og lærer nyt, forbedrer du dine odds for senere at blive headhuntet.

Sådan gør du dig forhåbninger om chefstolen

  1. Tag initiativ og vis lederevner, før positionen bliver ledig
    Vis, at du har de kvaliteter, der skal til for at lede, allerede mens din chef stadig er der. Tag ansvar for projekter, vejled dine kolleger, og vær proaktiv i forhold til virksomhedens strategi, mål og retning.
  2. Kommunikér dine ambitioner til ledelsen
    Hvis du vil gøre dig håb om chefstolen, skal du være åben omkring dine ambitioner. Tag en samtale med HR eller ledelsen, hvor du viser din interesse for at tage skridtet op, og forklar, hvordan du kan bidrage til virksomhedens fremtid.
  3. Vær en problemløser og strategisk tænker
    Ledere skal kunne løse problemer og tænke strategisk. Arbejd med at finde løsninger på virksomhedens udfordringer og foreslå nye tiltag, der kan skabe værdi. Det vil vise, at du er klar til et større ansvar.
  4. Skab gode relationer på tværs af organisationen
    Hvis du vil være kandidat til chefstolen, skal du have opbakning fra hele teamet og ledelsen. Skab stærke relationer til dine kolleger, vær en teamplayer, og sørg for, at du er respekteret og anerkendt af både medarbejdere og beslutningstagere.
  5. Vis stabilitet og troværdighed i en overgangsperiode
    Når chefen forlader virksomheden, er det vigtigt at være en stabil figur i organisationen. Vis, at du kan holde hovedet koldt og lede i en overgangsperiode, uden at teamet mister momentum. Det kan være din chance for at blive betragtet som den naturlige efterfølger.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.