• Karriere
  • Opsigelse

Fejl i opsigelser koster mange lønmodtagere dyrt

Kun hver tredje tjekker, om de har penge til gode, når de bliver sagt op – det gælder især yngre ansatte. Få advokatens råd
  • 19.06.2023
  • Michael Krag-Svendsen

Del artikel

Kun hver tredje tjekker, om de har penge til gode, når de bliver sagt op – det gælder især yngre ansatte. Få advokatens råd

Sjusk, uvidenhed, uenighed eller decideret snyd. Der kan være utallige grunde til, at der går kludder i opsigelsesvilkårene, når virksomheder skiller sig af med en medarbejder.

I 2022 skiftede 1 mio. danskere job, det er flere end nogensinde. Den hyppige jobrotation betyder, at ekstra mange disse år risikerer at gå glip af deres opsigelsesrettigheder, hvad enten de bliver opsagt eller selv siger op.

Og galt går det i hen ved hver femte opsigelse (17. pct.), viser en helt ny repræsentativ arbejdsmarkedsundersøgelse blandt 1.268 danskere lavet af Norstat for fagforeningen Business Danmark.

44 pct. i undersøgelsen har oplevet en fyring på egen krop, og under hver tredje af dem (30 pct.) fik en juridisk ekspert til at gå opsigelsespapirerne efter i sømmene. Og det er rigtig ærgerligt, både fordi der er fejl og fordi mange ikke opdager det, mener advokat.

- De opsigelser, vi ser i dag, er ofte forbundet med fejl, hvorfor mange har et økonomisk krav mod deres forhenværende arbejdsgiver, siger Lise Buhl, advokat i Business Danmark til Finans.dk.

Og hun løfter sløret for, hvor det ofte går galt i forbindelse med en opsigelse.

- Generelt kan man sige, at der er fejl i rigtig mange opsigelser - bevidst eller ubevidst. Der er en tendens til, at der hyppigere forekommer fejl blandt små og mellemstore virksomheder, hvilket formodentlig skyldes, at der måske ikke altid er styr på reglerne her, siger Lise Buhl.

Og hun giver samtidig et eksempel på hvilke fejl, der forekommer og hvilke beløb der er tale om.

- Det er naturligvis et bredt spekter af fejl, som forekommer. Det kan være et forkert og kortere opsigelsesvarsel end det lønmodtagerens anciennitet berettiger til, manglede korrekt afregning af feriegodtgørelse til feriekonto, manglede udbetaling af bonus og manglede kompensation for en usaglig opsigelse. Og det er altså ikke småbeløb som lønmodtagere risikerer at gå glip – i nogle tilfælde kan det være flere 100.000 kr., siger hun.

Yngre er mest udsat - ældre har mest på spil

Især unge på jobmarkedet bliver spist af med mindre, end de har ret til. Det skyldes både, at de er væsentlig mindre gode til at opsøge ekspertbistand og ikke kender deres rettigheder, fortæller Lise Buhl.

- Jeg tror at de unge har meget at hente på den konto. Mange er måske endnu ikke blevet bekendte med reglerne på arbejdsmarkedet, er grønne og ydmyge samt i den tro, at deres arbejdsgiver har retten på deres side, men sådan er det altså langt fra alle.

- De erfarne på jobmarkedet har måske prøvet flere opsigelser og er mere bevidste om deres rettigheder. Alligevel søger de oftere ekspertråd, fordi de oftere har længere anciennitet på deres arbejdsplads og derfor har mere økonomisk på spil, siger hun.

Alder19-3435-4950-66
Gennemgik en ekspert din kontrakt ved opsigelsen?19%31%33%
Havde du krav på mere, end du fik ved opsigelsen?22%17%15%

Skriv aldrig under på en opsigelse

Advokaten har dog et klart råd til såvel unge som ældre, der bliver ramt at en opsigelse – skriv ikke under før du har gået den igennem med en ekspert.

- Når man bliver ramt med en opsigelse, bliver man ofte slået ud i nuet. Og derfor er det vigtigt at man ikke handler irrationelt og skriver under på, at alt er som det skal være. Du kan nøjes med at kvittere for modtagelsen af opsigelsen, men heller ikke mere end det, og snak så sagen igennem med en fagperson bagefter, siger Lise Buhl og uddyber:

- Vi anbefaler altid, at du får en skriftlig begrundelse for, hvorfor du er opsagt. Årsagen er nemlig tit afgørende for om opsigelsen er efter bogen, eller der er noget at komme efter.

Hun anbefaler samtidig også at tage en fagperson med på råd, når man bliver ansat og får en ny kontrakt.

- Mange uheldige situationer ved opsigelsen udspringer af dårlig formulerede kontrakter. Det kan dreje sig om upræcise bonus- og provisionsforhold eller klare rammer for arbejdstid og sted.

Kun en ud af seks (16 pct.) rådførte ifølge undersøgelsen fra Norstat sig med en ekspert, før de underskrev deres nuværende ansættelseskontrakt.

Få nyheder og trends inden for salg og marketing direkte i din mailbox.